Myren pisser igen

Få har gjort det: Efterfulgt en udmærket første superheltefilm med en endnu bedre toer. Christopher Nolan er vel ham, der har gjort det mest markant med springet fra “Batman Begins” til “The Dark Knight”. Nu følger danske Ask Hasselbalch trop. Med sidste års “Antboy” – en slags “Busters verden” i superhelteklæder – gav han nyt håb til dansk ungdomsfilm. Opfølgeren, “Antboy: Den Røde Furies hævn”, hæver nu barren, for hvad en lille dansk pissemyre kan bære.

I den første film blev der helt efter tegneseriebogen fokuseret på det, der er styrken ved de fleste superheltefortællinger: skabelsesberetningen. Hvordan helten får sine kræfter og lærer at håndtere dem. Drengen Pelle fik som en danskironisk hilsen til Spider-Man en myres evner. Han blev en rigtig pissemyre, som Nicolas Bros superspillende superskurk, Loppen, formulerede det. Men det kan ikke gentages i den svære toer. Grundlæggende er der så derfra to veje at gå: Mere red-dagen-heltehalløj, imens en storby smadres, eller tættere på helten, når han ikke har maske på, når han bare er Pelle, der er jaloux på Christian med guitaren, som vil snuppe søde Ida fra ham.

Klogeligt vælges det sidste. Som i forårets “The Amazing Spider-Man 2”, hvor kærlighedshistorien imellem Peter og Gwen dejligt fyldte det meste. Det er svært at være Pelle, når man også skal redde dagen som Antboy. Men paletten udvides, så det også vises, at det er svært at være Wilhelm, der er ven med den populære Antboy, men selv lever i skyggen som nørdet sidekick. Det samme gælder for hævnerpigen, Den Røde Furie, der mobbes og føler sig usynlig, hvorfor hun ganske genialt udstyres med netop den evne: at være usynlig. På den måde er “Antboy: Den Røde Furies hævn” ikke bare helte og skurke, der slås, men en fortælling om livets hverdagsproblemer pakket overbevisende kulørt ind i helte og skurke, der slås.

Og så kan Ask Hasselbalch altså sine superhelte. Det lægger han ydmygt og ironisk ikke skjul på, når Pelle, Ida og Wilhelm tager ind for at se den nyeste Marvelfilm, der metasjovt er krediteret til manusmanden på “Antboy”-filmene, Anders Ølholm. Ligesom Loppens ophold på en sindssygeanstalt virker som et respektfyldt vink til Jokerens talrige ophold på Arkham Asylym. En anstalt, der for øvrigt er iscenesat med den helt rigtige fornemmelse for tegneseriers virkelighedsflygtende stil, hvilket gælder samtlige locations, der med hjælp fra smart modbelysning udefra skaber illusionen af Middelby som en ikonisk og dansk version af Gotham. Meget dansk.

Det er her min største begejstring for “Antboy: Den Røde Furies hævn”skal findes. Den er 100 % afklaret med, hvad den er og kan. Den tager sin mytologi, sine skurke og universet seriøst. Det er rigtigt det her, vi leger ikke bare. Folk kan dø, og Pelle kan miste Ida. Men samtidig ved den, at Antboy er en dansk velfærdssuperhelt. Han er ikke for alvor super som idolerne fra USA, men ganske middel fra Middelby, som en grænsebom nede ved Otto Duborg ville være det. Derfor handler det ikke om at redde hele verden og universet, men derimod sætte pris på sine venner.