Nu er der Dommedag. Igen. Francis Ford Coppolas sidste udgave af “Apocalypse Now” er endelig ankommet til Danmark.

Det er første gang, at jeg har set den i biografen – og så endda i en 4K-restaureret udgave.

Jeg er ikke sikker på, om jeg foretrækker 1979-originalen, den lange “Redux” eller middelvejen “Final Cut”. Alle tre udgaver er blandt de bedste film nogensinde – utvivlsomt den allerbedste om og i krig.

“Final Cut” har lidt over en halv time længere spilletid end originalen. De ekstra scener er fundet i “Redux”-udgaven fra 2001, hvor Francis Ford Coppola rundede de 200 minutter.

Snakkescenen med de patriotiske franskmænd har Coppola beholdt, hvorimod den anden Playboy Bunny-scene er fjernet.

Kernen er dog den samme. Særligt i den geniale første time, hvor Robert Duvall spiller sit livs rolle som den napalm-elskende Colonel Kilgore, der insisterer på at vise, hvor amerikansk han er ved at surfe midt under et angreb, fordi ’Charlie Don’t Surf'.

Vietnamkrigens absurde vanvid sættes igen på spidsen, da Kilgores helikopter-kavaleri angriber til tonerne af “Valkyrieridtet” skrevet af Richard Wagner, som var Adolf Hitlers foretrukne komponist.

Det understreger fornemmelsen af “Dommedag nu” som en mudret krigsfilm, der ikke hylder sine helte. Samtidig vil det være forsimplet at stemple den som antikrigsfilm, som typisk er tynget af tydelig moral.

I “Apocalypse Now” forsvinder moralen langsomt på vej ind i mørkets hjerte om bord på båden, der skal sejle Willard til Cambodja, hvor han skal likvidere afhopperen, Colonel Kurtz.

Den handling så man senest en kopi af i “Ad Astra”, hvor Brad Pitt rejste ud i det mørke rum til Neptun for at finde en gammel oprører imod systemet.

Sådan en slags film er “Apocalypse Now” nemlig. Den slags, som efterfølgende generationer af filmskabere har ladet sig inspirere af, misundt og hyldet.

Francis Ford Coppola var selv en oprørsk instruktør, som gik stort over budget for at lave den ultimative krigsfilm.

Den kamp havde han næppe vundet over nutidens Hollywood-system, der ikke tillader afhoppere som Coppola – og Kurtz.

Derfor er det værd at gense en sjælden fugl som “Apocalypse Now” inde i biografens mørke, selv om rejsen er lang, larmende og sorthumoristisk vanvittig.

Men undervejs på den lange rejse lærer man noget om sig selv. Det gjorde Willard – det gjorde jeg igen, imens krigens meningsløshed langsomt omringer en.

Som den stadig gør i Syrien, Irak og andre steder, hvor der ikke er fred.

The horror! The horror!