Apocalypto

InstruktionMel Gibson

MedvirkendeRudy Youngblood, Dalia Hernández, Jonathan Brewer, Morris Birdyellowhead, Raoul Trujillo, Carlos Emilio Báez, Amilcar Ramírez, Israel Contreras, Israel Ríos, Espiridion Acosta Cache, Mayra Serbulo, Gerardo Taracena, Rodolfo Palacios, Iazua Larios, Lorena Heranandez, Itandehui Gutierrez, Sayuri Gutierrez, Hiram Soto, José Suárez, Ariel Galvan, Bernardo Ruiz, Ricardo Diaz Mendoza, Richard Can, Carlos Ramos, Ammel Rodrigo Mendoza, Marco Antonio Argueta, Javier Escobar, Fernando Hernandez, María Isabel Díaz

Længde138 min

GenreAction, Action, Drama, Drama, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen19/01/2007


Anmeldelse

Apocalypto

4 6
Det har til alle tider været kendetegnende for avancerede civilisationer på vej mod endelig kuldsejling, at hovmod står for fald. Således også i Mel Gibsons rystende virkelighedstro “Apocalypto”, hvor den mayanske indianerkultur skildres om ikke historisk korrekt, så i hvert fald med temmeligt stærke lighedspunkter til vor tids materialistiske velhaversamfund.
Det minder denne storslåede, stort opsatte og i øvrigt politisk aktuelle film os i hvert fald om, selv om historiebøger vil kunne berette, at det sagnomspundne indianerrige faktisk aldrig bukkede under for sin selvdestruktion, men rent faktisk stadig eksisterer den dag i dag. Af samme grund bør Mel Gibsons overdådige historielektion nu nok også nærmere betegnes som en underholdende men pointeløs allegori over det samfund, vi selv lever i frem for en faktuel repræsentation af historien.

I “Apocalypto” er den unge høvdingesøn, indianeren Jaguar Paw (Rudy Youngblood), i fokus. Det er ham, der vakler mellem familielivet og lederegenskaberne, da interne stridigheder blandt de divergerende stammer bryder ud i lys lue og sender det mayanske samfunds grundlæggende eksistens på regulær katastrofekurs kort inden de spanske erobreres invasion. En rivaliserende stamme profiterer således stort på åbenlys slavehandel og de makabre offentlige menneskeofringer til indianernes fælles solgud, og der er da også meget, der tyder på, at Jaguar har set sin familie for sidste gang og selv må se sit endeligt i form af en sådan ofring.

Så banalt udvikler “Apocalypto” sig naturligvis ikke, og undervejs indfinder Gibsons voluminøse storfilm sig med en befriende men overrumplende og intensiverende drejning, der giver filmen sit nødvendige brændstof. Og derved bliver den idyl, der for så vidt nok var lige lovlig markant indledningsvis, erstattet af spændingsmættende kamp mod uret og med de fjendtligsindede stammer. “Apocalypto” evner muligvis ikke at forholde sig sagligt til historien, men underholde, det kan den trods alt stadig.

Det er imidlertid ikke eneste styrke. Visuelt er filmen et prangende stykke kunst, hvis lige næppe er set i helt samme grad fra Mel Gibsons hånd siden dennes blodige optrevling af den skotske historie i den legendariske krigsfilm “Braveheart”. Mayanernes traditionsbundne ornamentikker og flamboyante klædningsdragter gør sig blændende på og omkring de ganske uprøvede men dygtigt instruerede aktører, og det konsoliderer for så vidt kun den stemning af forestående dommedag, der hviler over de mellemamerikanske kulisser.

Det er derimod ikke lykkedes Mel Gibson og dennes manuskriptforfatter til anledningen, Farhad Safinia, at bevare et nogenlunde jævnt tempo filmen igennem. Således indledes “Apocalypto” med pomp og pragt og en dramatisk vildsvinejagt, der tjener som åbenlys parallel til den klaustrofobiske menneskejagt, som Jaguar udsættes for i slutningen af filmen. I mellemtiden er jægeren simpelthen blevet den jagede, alt imens de lange sekvenser ind imellem de to umanerligt inhumane og højdramatiske jagter rent indholsmæssigt står sig en kende mere kedeligt.

Det til trods er “Apocalypto” en ganske seværdig størrelse, der under tiden larmer med sine relativt arketypiske karakterer. De udvikler sig heldigvis undervejs, og særligt Rudy Youngblood bliver et behageligt og troværdigt bekendtskab i den altovervejende hovedrolle som høvdingesønnen og det jagede bytte, Jaguar. På den historiske front står “Apocalypto” formentligt ikke voldsomt stærkt, men i underholdningens regi er filmen til gengæld en sanseorgastisk rejse tilbage i tiden. Filmens længde på lidt over to timer føles under alle omstændigheder hurtigt tilbagelagt.

VideoDet er virkeligt kun detaljer, der kan behæftes filmens anamorphic widescreen 1.85:1 format i negativ retning. Grundlæggende er “Apocalyto” nemlig en visuel og spektakulær berigelse, der kun byder på ganske få eksempler af edge-enhancement eller anden digital støj. Ellers står de flotte billeder knivskarpt og opretholdes af en konsistent farvetemperatur. Transferet er fremragende og suppleres af en intens og rap klipning, der bakker solidt op om fortællingen.
AudioPå lydsiden suppleres “Apocalypto” af to lydspor, et DTS 5.1 og et Dolby Digital 5.1 lydspor, der begge er ganske velfungerende. Lyden kommer i begges tilfælde godt ud i alle kanaler, både hvad angår effektlyd og underlægningsmusik. Der er dog en bekymrende tendens til, at effektlyde – som de naturlige lyde, en urskov trods alt medfører – ikke altid er allestedsnærværende. Det bemærkes desværre fra tid til anden, men dog kun i mindre grad.
Ekstramateriale”Apocalypto” følges af et relativt veludrustet ekstramateriale, der byder på trailers for den kommende “Severance” og naturligvis “Apocalypto”, kommentarspor fra instruktør, manuskriptforfatter og producer Mel Gibson samt manuskriptforfatter Farhad Safinia og derudover featuretten “Becoming Mayan: Creating Apocalypto”.

Filmens cover skildrer med “Deleted scenes”, om end det nu kun er en enkelt, der er tale om. Under alle omstændigheder et rimeligt alsidigt ekstramateriale, der måske nok lader noget tilbage at ønske, men bestemt har noget at byde på.

“Apocalypto” er tydeligvis præget af historiske misforståelser, om end der ikke bør kimses af underholdsningsværdien. Tempoet er ganske vist ujævnt, men de periodevise intense og actionfyldte sekvenser tjener til gengæld til filmens ære og suppleres på glimrende vis af en bundsolid billedside og en tilsvarende stærk lydside.

Apocalypto

4 6
Historikere har bedt os om at anse Mel Gibsons “Apocalypto” for underholdning og ikke historieundervisning. Filmens typiske dramaturgiske konstruktion og flittige brug af klassiske klicheer og konventioner sender da også et klart signal om, at vi er vidne til primært fiktiv underholdning. På trods af, hvad Gibson flittigt har udtalt i pressen, så har filmen ikke så megen politisk relevans, som den selv går og tror. Derudover er lighederne mellem filmens århundrede gamle, døende indianerrige og nutidens selvdestruktive, materialistiske samfund ikke ligefrem indlysende. Men indlysende er derimod Gibsons forståelse og mesterlige håndtering af filmsproget – “Apocalypto” er betagende, gennemført og ofte ulidelig spændende.
Det, som hovedsageligt har tæret på eksperternes nerver, er Gibsons fremstilling af Maya-riget som et ekstremistisk, voldsnydende folkefærd i fordærv. Og den efterhånden 51-årige Gibson kan heller ikke siges at have tegnet et særlig nuanceret portræt af det oldgamle rige og dets indbyggere. Ligesom i “The Passion of the Christ”, bliver der i “Apocalypto” ikke ligefrem sparet på teaterblodet, men filmen er ikke nær så frastødende som den religiøse monstersucces. Det må siges at være en god ting, for det gør i sidste ende ikke publikum umodtagelig og følelsesløs over for de intense, velkomponerede actionscener, netop fordi man ikke bombarderes ustandseligt med afskyvækkende billeder.

Filmen åbner med en medrivende jagt på en skrigende tapir, som en håndfuld indfødte samarbejder om at fange, dræbe og dernæst fortære. Men den nervepirrende jagtscene er ikke nær så iøjefaldende, som det der afløser den: en almindelig dialogscene. Havde det ikke været for de eksotiske omgivelser og brugen af det mayanske sprog, kunne man snildt have forestillet sig samtalen finde sted i et konventionelt, nutidigt drama eller endda i vores egen daglige omgangskreds. Mændene udveksler jokes og sproget er blottet for påtaget storladenhed.

En af de mest forfriskende ting ved “Apocalypto” er nemlig præsentationen af karaktererne, som alle virker plausible. Sjældent forfaldes der til karikaturer, men lige så originalt er plottet desværre ikke. Så snart man har haft lejlighed til at absorbere filmens visuelle skønhed, tilpasse sig atmosfæren og persongalleriets dejlige troværdighed, er der ikke længere mange overraskelser tilbage. Der er mange underskønne skud og betagende kulisser, der løbende dukker op, men fra at være en i første omgang potentielt lovende analogi, udvikler filmen sig pludseligt til at være en egentlig ret konventionel actionthriller.

Filmens hovedperson er den unge Jaguar Paw, som spilles af den enormt imponerende og karismatiske debutant Rudy Youngblood. Efter at hans hyggelige landsby er blevet invaderet af imperiets hær, bliver han og resten af byens voksne befolkning trukket med til hovedstaden for enten at blive solgt som slaver eller henrettet foran et lystigt, bindegalt publikum. Jaguar Paw formår at flygte, og i filmens anden halvdel kæmper han sig igennem den farefulde jungle for at finde frem til sin efterladte gravide hustru og deres unge søn, skarpt forfulgt af rigets bedste krigere.

Efter filmens åbningsminutter dør tempoet en anelse, men under filmens sidste akter gælder det om at holde godt fast på hat og briller. Jaguar Paws langvarige flugt udgør god underholdning, men klicheerne står dog i kø, og på trods af flere nervepirrende momenter og intense opgør, så ender det hele med et lidt ufyldestgørende antiklimaks, der samtidigt virker en anelse påklistret. I modsætning til filmens bedårende facade og formidable actionscener savner Gibson og Farhad Safinias manuskript lidt bid.

Man kan sige, hvad man vil om Mel Gibson, og der er blevet sagt meget siden den skæbnesvangre dag 28. juli sidste år, hvor instruktøren blev anholdt for spritkørsel, før han pludselig fik et antisemitisk anfald, der har efterladt et uudsletteligt ar på mandens image. Men “Apocalypto” bør ses og fortjener at blive set som et fuldstændig selvstændigt værk uafhængigt af dens instruktørs personlige eskapader. Gibson er unægteligt en filmmager fra isse til tåspidserne, og “Apocalypto” er mandens indtil videre mest helstøbte, gennemførte spillefilm og forhåbentlig lang fra hans sidste.


Trailer

Kort om filmen

Scenen er sat i det Mayanske rige – det nuværende Mexico, Guatemala, Belize, Honduras og El Salvador – et samfund, der går på hæld i 1500-tallet før den spanske invasion. Historiens hovedperson, den unge jæger Jaguar Paw, må give fortabt, da rigets herskende magt invaderer og tilintetgør hans stammes landsby og bortfører samtlige af lejerens unge mænd. Deres skæbne er Solguden, som skal formildes med nyt blod og sammen med hundredvis af andre sagesløse, bringes Paw til ofring langt inde i tempellandet. Da Paw ved et rent tilfælde får muligheden for at flygte, finder han sin indre styrke til at tage benene på nakken og, med overmagtens bidske forfølgere lige i hælene, at sætte kursen hjem mod sin efterladte gravide kone og deres lille søn.