Middelmådig middelalderfilmDen kendte svenske forfatter Jan Guillou har allerede fået adskillige af sine romaner filmatiseret, og er på det hvide lærred nok bedst kendt for sine fortællinger om den svenske agent Carl Hamilton. Nu er turen nået til Jan Guillous måske mest kendte romanserie – trilogien om tempelridderen Arn – hvilket er mundet ud i Skandinaviens hidtil dyreste filmprojekt. De tre bøger vil danne grundlag for to film, henholdsvis “Arn – Tempelridderen” og “Arn – Riget ved vejens ende”, som har planlagt premiere senere i 2008.

Arn bliver født i år 1150 med Sigrid og Magnus Magnusson som forældre. I en alder af 7 år falder Arn ned fra en udkigspost, men overlever mirakuløst. Arns forældre er overbeviste om, at det er Guds værk, at Arn overlevede faldet, og skænker Arn til Gud som tak ved at sende ham til Varnhem Kloster, hvor han både bliver belært med den boglige og religiøse side, men også får kendskab til, hvordan man håndterer et sværd. Som 18-årig bliver Arn sendt hjem fra klostret, hvor han møder Cecilia, som han bliver forelsket i, og hun bliver gravid uden for ægteskab. Cecilia bliver som straf sendt i kloster, og Arn bliver sendt til Det Hellige Land, hvor han skal være tempelridder.

“Arn – Tempelridderen” er som sådan spændende nok, og den bliver også vel fortalt. Men når det kommer til stykket, så er filmens spilletid på 2 timer og 20 min. for lang til det manuskript, der ligger til grund for filmen. Det er trilogiens to første bøger, som manuskriptet til “Arn – Tempelridderen” bygger på, og man kan ikke andet end at undres over, at det ikke har været muligt at presse noget mere indhold ud af de to bøger. Det meste af tiden bliver brugt på Arns udvikling, og hvordan han bliver tempelridder. Dette kombineres med Arns og Cecilias romance og hendes fangeophold i klostret.

Det er først i den sidste del af filmen, at vi oplever Arn som tempelridder i Det Hellige Land. Man sidder og venter på en forløsning, hvor Arn skal få brug for sine evner i kampen mod fjenden. Men forløsningen udebliver, da slaget både er kort og udramatisk. Et af filmens store problemer er, at den gerne vil vise, hvilken storfilm den er. Det sker med utallige panoreringer hen over himlen og landskabet i et forsøg på at skabe en stemning, og et score, der bliver blæst igennem med alt for højt kraft, hvilket er helt unødvendigt.

Skuespillerne er fuldt ud dygtige nok til at vise, hvad deres roller tænker og føler. Derfor er der ikke brug for et helt symfoniorkester for at fremvise Arns og Cecilias følelser for hinanden eller for at fremhæve dramaet, da de bliver adskilt. På trods af disse fejl formår “Arn – Tempelridderen” dog stadig at underholde. Men den storfilm, som producenterne sikkert havde håbet på at kunne skabe, bliver det aldrig.