“Austin Powers in Goldmember” er den tredje film i serien om den hemmelige spion Austin Powers. Den første film fra 1997 “Austin Powers – International Man of Mystery” blev nærmest overset i biograferne, men blev noget nær kult da den udkom til hjemmebiografen. Efterfølgeren “Austin Powers – The Spy Who Shagged Me” fra 1999 blev et enormt hit båret på omtalen fra den første film.

Nu er Austin Powers altså tilbage i den tredje film, og denne gang er han ikke blot oppe imod Dr. Evil, men også den onde Johan Van der Smut, bedre kendt som… GOLDMEMBER! Spørgsmålet er så om denne tredje film i rækken er lige så god som sine forgængere, og hertil må svaret være ja.

Dr. Evil er vendt tilbage fra sit exil i rummet, og udklækker en ny og ond, ond plan. Han vil rejse tilbage til 1975 for at hyre den onde hollænder Johan Van Der Smut, der efter et uheld har fået en vis legemsdel farvet guld… han går nu under navnet Goldmember! Han har opfundet en “tractor-beam”, og Dr. Evils plan er at bruge den til at tiltrække en enorm meteor til jorden, der ved nedslaget vil få jordens poler til at smelte… med mindre at han får en million-billion-gazzillion-jiggamadillion-fillion dollars naturligvis.

Heldigvis er Austin Powers på pletten og stopper Dr. Evil inden hans plan sættes i værk. Dr. Evil bures inde og Austin Powers adles som ridder. Men ved ceremonien er hans far, Nigel Powers, ikke til stede… han er blevet kidnappet af Goldmember. Austin Powers må nu tage tilbage til 1975 for at finde sin far. Her møder han den smukke CIA agent Foxxy Cleopatra og sammen konfronterer de Goldmember. Uheldigvis hopper Goldmember nu tilbage til 2002 med Nigel Powers på slæb. Samtidig undslipper Dr. Evil og sætter sin onde plan i værk. Det er nu op til Foxxy og Austin at redde både verden og Austins far.

Plottet virker umiddelbart indviklet, men er i bund og grund ret simpelt… red verden, red farmand. Heldigvis er plottet ikke det vigtigste i en film af denne type… der skal lige akkurat være historie nok til at sikre at vores helt kommer i en masse underlige, pinlige og ikke mindst ufatteligt morsomme situationer, hvilket den klarer upåklageligt.

Men ellers er plottet helt i tråd med de to foregående Austin Powers film, og det låner ikke så lidt fra indtil flere Bond film.

Filmens skuespil er komedie på højeste plan. Med Mike Myers i ikke mindre end 4 roller (Mon det bliver fem roller hvis de laver nr. 4?) så er det naturligt at han dominerer det meste af filmen. Hans præstation kan ikke betegnes som andet end genial. Det er ikke roller der vinder ham priser, men for pokker hvor er det sjovt at se på… han er i den grad en kamæleon, og man kommer næsten i tvivl om at det nu også er den samme der spiller både Dr. Evil, Goldmember, Fat Bastard og naturligvis Austin Powers. Dette er også underbygget af de udmærkede computereffekter, der sætter flere af karaktererne sammen på skærmen på samme tid.

Austin Powers’ sidekick og love interest, er denne gang 70’er dullen Foxxy Cleopatra, der spilles af sangerinden Beyoncé Knowles. Jeg har altid mine tvivl når musikere træder ind i filmverdenen, men jeg må sige at Knowles gør sit arbejde godt. Hun er frisk og rigtig god som Foxxy Cleopatra, en rolle der må være en hyldest til 70’ernes blacksploitation film.

Også birollerne er godt besat. Her ser vi ingen mindre end Sir Michael Caine i rollen som Nigel Powers, som Austin har levet i skyggen af hele sit liv. Caine er altid mand for en god præstation, og når han står der på skærmen med sin cockney-accent og nedlægger Dr. Evils håndlangere bare ved at kigge på dem, er man ikke et sekund i tvivl om at rollen som Nigel Powers er perfekt til Caine.

Derudover har vi naturligvis Verne Troyer i rollen som Dr. Evils klon Mini-me. Troyer siger ikke et ord i filmen, men hans fysiske komik er fantastisk. Gengangerne fra de forrige film, Seth Green, Michael York, Robert Wagner og Mindy Sterling falder naturligt ind i deres roller endnu engang, og der er ikke noget dårligt at sige om deres præstationer. Den sidste person der bør nævnes er Fred Savage, som folk kender fra “Mine Glade 60’ere” har en mindre rolle i filmen… det er godt at se ham igen!

Austin Powers in Goldmember er en rigtig sjov film, og hvis man har set de andre Austin Powers film, så ved man hvad der venter en når man sætter skiven i afspilleren og trykker play.

Der er mere af samme slags i Goldmember. Den tillader sig at tage jokes fra de første to film og ændrer dem en smule og sætter dem i en ny kontekst, så de egentlig er sjove endnu en gang. Samtidig tilfører den nok nye jokes og gags, så man ikke føler man sidder og ser en gentagelse af en tidligere Austin Powers film… den gør endda også grin med sig selv!

Filmen er spækket med cameos fra diverse Hollywood stjerner, og speciel filmens åbningsscene er fantastisk på det område. Det er forunderligt at se de store stjerner lægge sig ud på den måde, og det er beviset på den store tiltrækningskraft som Austin Powers har.

Så vil du have dig et godt grin i selskab med Dr. Evil, Austin Powers, Foxxy Cleopatra og Goldmember, så er det her bestemt filmen for dig!

VideoGoldmember har fået et rigtig flot transfer på denne udgivelse. Der er tale om et Anamorphic Widescreen transfer, med 2.35:1 Aspect Ratio.

Goldmember er en film med utroligt flotte farver (se bare på Austins tøj), og farverne er rigtig flot gengivet på denne disk. Der er ingen kompressionsfejl, ridser eller skidt på transferet. I det store og hele en fejlfri præsentation.

AudioPå lydsiden er der hele tre lydspor. Først og fremmest et DTS6.1ES, Dolby Digital 5.1EX og til sidst et Dolby Surround 2.0. Det virker måske lidt overkill med et DTS lydspor til en komediefilm, men Austin Powers har alligevel nok action scener og musik til at retfærdiggøre det… og det er vel nok et godt lydspor.

Lyden er krystalklar, og der er bliver gjort rigtig god brug af surroundhøjtalerne, bl.a. under action scenerne eller festen i Austins Shag Pad (hans lejlighed) og Goldmembers Studio 69. Også subwooferen brummer fornøjet med på melodien og leverer god bas under både action og musik. Og det gælder både DTS og Dolby Digital lydsporene. Det er ren klasse, og giver topkarakter!

Ekstra materialeEt ord: proppet. Disken er fyldt med ekstra materiale:

Først og fremmest er der et kommentarspor med instruktør Jay Roach og Mike Myers. Det er et rigtigt godt track, med de to der på afslappet vis fortæller om filmen. Der er masser af god information og det er også humoristisk, fx. laver Myers en rigtig god Michael Caine imitation. Helt klart værd at bruge sin tid på.

Derudover er der “Beyond The Movie”, en sektion der handler om de historiske baggrunde bag filmen. Her finder man først og fremmest et dokumentarprogram om de rigtige MI:6 agenter ved navn “MI:6 International Men of Mystery” og programmet “English English” der omhandler det cockney-slang som Nigel og Austin Powers bruger i filmen. Dernæst kan man finde “Disco Fever” der omhandler musikken i filmen og til sidst “Fashion vs. Fiction” om filmens kostumer.

I “All Access Pass” er der først og fremmest 14 hylende morsomme slettede scener og outtakes fra filmen. Dernæst kan man se dokumentarprogrammer om filmens tilblivelse under “The World of Austin Powers”. Her kan man se “Jay Roach & Mike Myers: Creative Convergence”, “Confluence of Characters”, “Opening Stunts”, “The Cars of Austin Powers” og “Anatomy of Three Scenes” (“Dancing at the Gates”, “Roller Disco” og “Sumo Battle”).

Til sidst er der musikvideoer fra sangene “Boys”, “Work it Out”, “Daddy Wasn’t There” og “Hard Knock Life” samt filmens trailere.

Det er virkelig en god omgang ekstra features, der både er morsomme og informative, sådan skal det gøres. Topkarakter.

Powers, Austin Powers…Det er den tredje film i rækken om den famøse, sexglade, britiske super-spion, Austin Powers. Jeg vil ikke ligefrem kalde det en supergod film, men den klarer sig faktisk bedre, end jeg havde troet. Selvom sequels altid bliver kritiseret i pressen, lokker de altid en masse mennesker i biografen, hvis altså den eller de første film var gode. Det var både ”International man of Mystery” og ”The Spy Who Shagged Me”.

Det er en lidt rodet film, men den skal helt sikkert ses hvis man er Austin-, eller som mig Dr. Evil-fan. Der er igen dømt ondskabsfuld latter og god musik.

Der er masser af god underholdning, og der er nogle hyleskægge cameos med skuespillerne, Tom Cruise, Kevin Spacey, Gwyneth Paltrow, Danny DeVito og mange andre.

Den del af filmen der fortjener mest ros, er indledningen, den er simpelthen noget for sig, jeg var færdig af grin efter. Men jeg vil ikke afsløre noget overhovedet, men den scene alene, er hele billetten værd.

FilmenAustin er tilbage, og det samme er hans ærkefjende, den onde Dr. Evil. Det er ikke først gang, at de to har krydset klinger. De står igen ansigt til ansigt.

Da Austins far, den legendariske spion Nigel Powers, bliver kidnappet, bliver Austin nød til at opsøge Dr. Evil, for at få hans hjælp til at finde bortføreren. (Den scene er som taget ud af ”Silence of the Lambs”)
Dr. Evil indvilliger i at hjælpe ham, mod at han bliver forflyttet til et mindre fængsel, så han kan være sammen med hans et og alt, hans lille klon Mini-Me.

Dr. Evil hjælper imod alt forventning Austin, og det bringer ham tilbage til 70’erne, hvor Nigel bliver tilbageholdt af en anden superskurk, Goldmember, en sindsyg hollænder med hang til guld. Men alt dette er kun en del af en større plan brygget af Dr. Evil, som i mellemtiden, sammen med Mini-Me, er stukket af fra det nye fængsel.

Austin befrier hans far, men Goldmember undslipper tilbage til nutiden, hvor han sammen med Dr. Evil, planlægger jordens undergang. Austin bringer udover hans far, også silden Foxxy Cleopatra tilbage til nutiden. Hun kender Austin fra de gode gamle dage, og hun har også en høne at plukke med Goldmember.

Dr. Evil har igen samlet hans panel af skumle håndlangere, således at Frau Farbissina og Number Two igen står ved hans side. Men også hans søn, Scott Evil, synes at have taget ved lære af hans far, han har fundet hans mørke side, en side så mørk, at selv Dr. Evil synes chokeret, og til tider må bede Scott om, at beherske sig.

Det er nu op til Austin, hans far og Cleopatra at forhindre planen i at blive gennemført.

Det er nogenlunde hvad man kan fortælle om filmen, uden at afsløre for meget. For filmen tager faktisk lidt af en drejning og udvikler sig til lidt af et familiedrama, det viser sig nemlig, at Austin har lidt af et problem med sin far.

Der bliver forklaret en del, og treeren besvarer et par spørgsmål, som man måske har stillet sig selv. Spørgsmål som, “Hvorfor er Dr. Evil så ond?” og “Hvorfor hader Dr. Evil Austin Powers?”

Mike MyersMyers er en mand med et enormt komisk talent, han har været drivkraften i succeser som ”Waynes World 1+2”, ”Austin Powers”-filmene og ikke mindst ”Saturday Night Live”, hvor han var forfatter og skuespiller i perioden 1989-95.

”Austin Powers”-filmene er lidt en hyldest til Myers’ nu afdøde far, Eric. De to havde en del tilfælles. Men den største lighed, var deres kærlighed til humoren. De elskede begge de store engelske komikere som Peter Sellers, Monthy Python, Peter Cook og Dudley Moore. Hans far opførte sig tit som en tosse, og nægtede sommetider, at lukke hans søns legekammerater ind, fordi de ikke var sjove.

Men han havde også arvet nogle af hans moders egenskaber. Hun var et musikalsk menneske, og havde studeret på Londons akademi for musik og teater, før hun flyttede til Canada og stiftede familie. Myers’ film indeholder ofte, hvis ikke altid musiske elementer. Han stiftede i forbindelsen med hans første ”Austin Powers”-film bandet Ming-Tea.

Bandet Ming-Tea bestod af ham og nogle af hans mere musikalske venner. Et af medlemmerne, Susanna Hoffs, er en af de tidligere Bangles-piger. Hun er pudsig nok gift med filmenes instruktør, Jay Roach.