Filmen, der kastede perler for biografgængerne

Nej, der er ikke tale om en trykfejl. Jeg giver vitterligt topkarakter til “Babe” – en familiefilm om en talende gris. I årevis har film med talende dyr været lig med kommercielt juks af allerværste skuffe. “Marmaduke”, “Pas på pelsdyrene”, “Alvin og de frække jordegern”… Genren stinker jo værre end en sønderjysk svinefarm, men ligesom sin titelhelt er “Babe” et uimodståeligt unikum. Dette er ikke bare endnu en petitesse fra Hollywoods samlebånd, men derimod en af filmhistoriens absolut bedste familiefilm. En film, som fik syv Oscar-nomineringer, Golden Globe-uddelingens hovedpris og (måske mest imponerende) hele fem hatte med på vejen af Ole “Bogart” Michelsen. Nej, man skal ikke kaste perler for svin, men “Babe” fortjente søreme sin lange perlerække af priser.

Historiens omdrejningspunkt er den lille gris, Babe, som fjernes fra sin kære familie og udloddes til en konkurrence i en australsk landsby. Den, som kommer tættest på at gætte grisens vægt, vinder det bitte dyr. En lavmælt landmand tipper rigtigt og tager Babe med hjem til gården med henblik på at fodre grisen, så den kan blive stor og tyk, før den skal spises juleaften. Men Babe er ikke nogen helt almindelig gris, hvilket langsomt går op for både gårdens andre dyr og farmeren, som begynder at knytte et helt særligt bånd til det kække kræ.

Umiddelbart lyder “Babe” som en film, der slavisk følger skabelonen for historien om den ensomme enspænder, der tordner mod den store og skeptiske omverden. Det er en fortærsket filmopskrift, som er blevet brugt utallige gange i værker fra alle genrer og for alle aldre. Men svineskindet bedrager, for ganske vist er “Babe” på mange måder en altmodisch affære, som endda er delt op i kapitler ligesom et klassisk eventyr, men den er samtidig allerhelvedes opfindsom. Babes rejse er spækket med vidunderlige, uventede drejninger, som kulminerer i en sensationel slutning, der er ufatteligt rørende. Og ved at inkorporere klassiske eventyrselementer i en moderne historie, som også foregår i en moderne verden, skiller “Babe” sig for alvor ud fra mængden.

Babe er en enestående væsen. Han er aldrig så pjevset, at han bliver irriterende, og samtidigt er han så naiv og energisk, at man ikke kan undgå at holde af ham. Og selvom Babe er en gris, så er der noget enormt menneskeligt og genkendeligt i hans kamp for accept. Man kan lettere relatere til ham end menneskerne i mange hverdagsdramaer. James Cromwell blev Oscar-nomineret for sin indsats som den tavse farmer, hvilket er forståeligt nok, for det er utroligt, hvor meget Cromwell får formidlet, selvom gårdejeren kun ytrer en håndfuld ord undervejs. Filmen var faldet igennem, hvis Cromwell ikke havde fået os til at tro på den gensidige respekt og kærlighed mellem ham og grisen, men deres spirende venskab er filmens største overraskelse og største triumf.

Ligesom Pixars mesterværker, såsom “Toy Story” og “Wall•E”, er “Babe” så simpel, at børn snildt kan følge med og more sig, og samtidigt foregår der så meget i baggrunden og imellem linjerne, at filmen bliver til en lige så stor fornøjelse for voksne tilskuere. Menneskernes brutalitet over for dyr sættes i relief, uden at filmen bliver for prædikende eller skræmmende for de mindste, selvom en enkelt scene i et dunkelt slagterskur for alvor pirrer nerverne. Voksne tilskuere kan nu sagtens slappe af og nyde filmen som en rent underholdende affære på linje med børnene. Ligesom de allerbedste familiefilm genopliver “Babe” den barnagtige glæde, som man desværre lærer at undertrykke under puberteten.

Ligeledes formår “Babe” at belære de mindste uden samtidigt at tale ned til dem. Filmens budskab er soleklart: Der er ingen grund til at tro, at man har en forudbestemt skæbne, eller at ens herkomst vil definere ens fremtid. Det lyder måske som noget rørstrømsk ævl, men filmmagerne får os til at sluge det råt, og når filmen er slut, er én ting i hvert fald sikkert: Du kommer aldrig til at kigge på en frikadelle på samme måde igen.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 1.85:1. “Babe” så ikke særlig godt ud på dvd, og desværre ser den ikke frygteligt meget bedre ud på Blu-ray. Billedet er sjældent knivskarpt, og selvom detaljerigdommen ofte er imponerende, så føler man til tider, at der bare er tale om opskaleret dvd-video. Edge-enhancement forekommer indimellem (glorierne er især tydelige i dagsscenerne), men hverken utilsigtet snavs, gryn eller udtværing forekommer. Derudover er kontrasten upåklagelig, og de generelt kraftige farver gengives fornemt. Transferet ligner langtfra en svinesti, men Universal har heller ikke været svineheldige med at restaurere filmens billedside.

Audio

Diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er en del bedre end transferet. Samtlige lydeffekter og replikker gengives forbavsende klart, når man tager filmens alder i betragtning. Nigel Westlakes smukke, grandiose musik folder sig fint ud i baghøjtalerne, som også bruges til at gøre den auditive atmosfære mere overbevisende via alskens subtile lydeffekter. Panoreringer er sjældne, men heller ikke hårdt savnede. Det er dog ærgerligt, at den danske version af filmens lydspor ikke er inkluderet. Jeg mindes ikke at have hørt en live action-spillefilm blive eftersynkroniseret bedre på dansk, men eftersom der heller ikke var noget dansk lydspor på dvd’en, må fans altså nøjes med at lægge øre til de danske stemmer, når filmen en sjælden gang imellem transmitteres på tv.

Ekstramateriale

Af uransagelige årsager er der intet ekstramateriale på skiven. Den amerikanske Blu-ray indeholder et kommentarspor og et par korte dokumentarer, men den danske Blu-ray indeholder altså kun filmen. Øv.