Den dårlige strømer

Genindspilninger er Fandens værk. Er vi ikke enige? Tænk, at filmbranchens store kanoner har så få originale ideer tilbage i ærmet, at de i stedet bare fisker efter brugte manuskripter i arkiverne. Den triste trend har bl.a. givet os “The Departed”, “12 Monkeys”, “Ocean’s Eleven”, “True Lies”, “Ben-Hur”, “Heat” og “The Thing”… sikke en række forfærdelige fadæser, hva’? Okay, jeg er en smule sarkastisk, og der findes også mange rærlige remakes, men personligt har jeg ikke så stort et problem med tendensen. Musik og kunst er blevet genfortolket i århundreder, og når vi skænkes film som de førnævnte og “Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans”, finder jeg det svært at blive virkelig arrig over remake-bølgen.

Filmens instruktør, Werner Herzog, insisterer dog på, at der ikke er tale om en genindspilning af Abel Ferraras “Bad Lieutenant” fra 1992, hvori Harvey Keitel spillede en korrupt politibetjent, som gamblede og sniffede stoffer til den helt store guldmedalje. Da Ferrara hørte, at en genindspilning var under opsejling, bad han Herzog om at brænde i helvede. Han var ikke begejstret. Men tyske Herzog, som formentlig aldrig ville takke ja til at lave et regulært remake, har angiveligt aldrig set originalen, og det vrimler da heller ikke ligefrem med fællestræk, ud over at begge film altså omhandler uetiske strømere, som ikke ligefrem lever op til jobbets idealer.

Nicolas Cage har hovedrollen i denne omgang, og han leverer en fabelagtig indsats på niveau med sine superbe præstationer i “Leaving Las Vegas” og “Orkidé-tyven”. Det er præstationer som denne, der gør én så fortørnet og frustreret over, at Cage hovedsageligt spilder tiden med bras som “Next” og “The Wicker Man”. Herzog giver Cage frie tøjler til at slippe sin indre vildmand løs i rollen som betjenten Terence McDonagh, som langsomt mister grebet om både loven og virkeligheden, fordi hans kroniske rygsmerter har tvunget ham ud i et slemt stofmisbrug. Som altid er Cage eminent til at skildre vilter vrede, der bobler og syder under overfladen, men han er også utrolig gakket og morsom uden at gå så meget over gevind, at han bliver en karikatur.

Der er ikke mange, der kan gøre en småsadistisk strømer som McDonagh sympatisk, men Cage og Herzog præsterer det umulige – først og fremmest ved at gøre McDonaghs rygsmerter og misbrug til konsekvenserne af en farlig redningsaktion i starten af filmen. Og så lader hverken Herzog eller Cage os nogensinde glemme McDonaghs uslukkelige tørst efter retfærdighed, som hverken narkoen eller sprutten kan dulme. Hans iver efter at løse et brutalt mord på en afrikansk familie er beundringsværdig, og på et tidspunkt flipper han helt ud, da han hører, at en brutal kollega er blevet sat til at afhøre et modvilligt vidne.

Det førnævnte mord er katalysatoren for en efterforskning, som McDonagh og kollegaerne bruger størstedelen af deres tid på. Men i virkeligheden er politiarbejdet underordnet, og den traditionelle kernehistorie minder om adskillige afsnit af tv-serier som “NYPD Blue” og “Law & Order”, som manuskriptforfatteren William Finkelstein har arbejdet på. McDonagh er derimod filmens egentlige omdrejningspunkt – nærmere bestemt hans besværlige kamp for at overmande sine egne dæmoner og løse de konflikter, som hans sindssyge adfærd skaber. Og så var det en regulær genistreg at sammenstille McDonaghs forfald med New Orleans’ ditto i kølvandet på Katrina-orkanen. Det giver filmen (især billedsiden) endnu flere lag.

Der er lidt Coen-brødrene over den måde, uheldene hober sig op for McDonagh og den nærmest poetiske måde, hvorpå fortællingens røde tråde forbindes til slut. De prisbelønnede brødre ville formentlig også have været stolte af filmens ubesværede dans på skillelinjen mellem det seriøse og det absurde – Herzog og Cages absolut største bedrift. Man ved ofte, at det er forkert at grine, men man kan alligevel ikke lade være, især ikke da en skæv McDonagh pludseligt begynder at se dansende spøgelser og hidsige leguaner. Herzog og Cage gør McDonaghs nedtur troværdig, humoristisk og (ikke mindst) vanvittigt underholdende. Og hvis du er i tvivl om Herzogs ejendommelige evner, så overvej lige dette: Han hiver en hæderlig præstation ud af Xzibit. Wow.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Det er længe siden, at jeg har set et så godt dvd-transfer som dette. Billedet er knivskarpt, og især i nærbillederne af skuespillerne er detaljerigdommen direkte slående. Både kontrasten og farvegengivelsen er perfekt, og selvom der er mange dunkle nattescener, går detaljer aldrig tabt i mørket. Hverken snavs, udtværing eller edge-enhancement forekommer.

Audio

Hverken diskens Dolby Digital 5.1-mix eller DTS 5.1-mix er lige så imponerende som transferet, men de er under alle omstændigheder fremragende, og der er ikke nogen særlig markant forskel på de to lydspor. Der er ikke meget action i filmen, men lydsporet er alligevel dejlig aktivt, og via et væld af subtile lydeffekter skaber det en troværdig udgave af New Orleans’ lydatmosfære. Dialogen er tydelig, undtagen når Cage indimellem mumler, mens både Mark Ishams score og de mange velvalgte musiknumre folder sig godt ud. Der er ikke mange panoreringer, men man savner dem heller ikke, og LFE-kanalen bruges også sparsomt, men effektivt.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder filmens trailer samt tilsammen 41 minutters spændende interviews med instruktøren Werner Herzog, skuespillerne Nicolas Cage, Eva Mendes og Tom Bower, filmfotografen Peter Zeitlinger, manuskriptforfatteren William Finkelstein, scenografen Toby Corbett og producerne Elliot Rosenblatt, Avi Lerner, Edward R. Pressman, Gabe Polsky og Alan Polsky. Det er pudsigt, at den talentfulde Cage taler så meget om, hvor vigtigt det er at udfordre og “genopfinde” sig selv, når han ellers bliver ved med at medvirke i Hollywood-metervarer.