Bjergkø… næ, Bakkekøbing Grand Prix!

Så for dælen! Hold fast! For nu ruller det vilde ræs igen i den hyggelige norske dukkeflække, der tilbage i 1970’erne blev kendt som Bjergkøbing. Godt nok er det ikke El Tempo Gigante, der sætter farten, som det var i Remo Caprinos kultklassiske børnefilm, “Bjergkøbing Grand Prix”. Og jovist, byen går nu under det lidt fladere navn, Bakkekøbing, ligesom flere af karakterene er blevet tvunget ud i mindre navneforandringer på grund af lidt rod med rettighederne. Alligevel føles “Bakkekøbing – det store osteræs” som et hyggeligt gensyn med et klassisk børnefilmsunivers, der også formår at få en voksen mand som mig til at føle sig i godt selskab.

Det er ikke første gang, at Bjergkøbing genopstår som Bakkekøbing. Historien om det store osteræs følger op på succesen med “Jul i Bakkekøbing” fra 2013. Uanset navn, så er den norske dukkelandsby stadig et eksempel på fabelagtig animation, der står mål med selv engelske Aardmans stop motion-mirakler som “Walter og Trofast” og “F for får”. Men med en umiskendelig nordisk tone. Se bare på det forsigtige pindsvin, Ludvig, med det røde, uldne halstørklæde. Eller opfinderen Reodor Felgen i bamset sweater og en fedtet bør a la ‘Bonderøven’. Det er svært ikke at føle sig hjemme i Bakkekøbings genkendeligt nordiske univers.

Alligevel kommer solsorten Søren Gundersen til at kæmpe for overhovedet at have et hus at føle sig hjemme i. Den overstadige konkurrence-fugl kommer nemlig til at sætte huset, hvor han bor med Ludvig og Reodor, på spil i et væddeløb med den kæphøje mejeribestyrer Klapvold fra nabobyen Slidstrup. Begge samler et lille hold, der skal kæmpe om hurtigst muligt at fragte en ost fra den ene by til den anden. En traditionel begivenhed, der stammer fra engang i middelalderen, hvor en oste-sulten konge kom forbi egnen. Begivenhederne bliver intenst dækket af den lokale tv-kanal i en skarp parodi på virkelighedens sportsjournalistik.

”Hvad føler du lige nu?,” spørger den dovne reporter gentagende gange de to kamphaner. Imens får de knivskape osteræs-eksperter hjemme i studiet snakket sig frem til, at det nok bliver dem, der kommer først over målstregen, som vinder. Og når forbipasserende råber skældsord gennem tv-studiets vinduer, er det ‘de sociale medier’, der koger over. Jeg kunne ikke lade være med at sende en kærlig tanke til de timevis af Champions League-studier med Preben Elkjær, Jesper Grønkjær og et hav af meningstomme selvfølgeligheder, som jeg har siddet igennem i tidens løb.

Der er mange andre småting at holde af. Det er i detaljerne, at “Bakkekøbing” er sjovest. Som når det lokale mejeri på et lille, diskret skilt i baggrund beskrives som ‘et center for ost og innovation’. Det ord skal jo død og pine klemmes ind overalt nu til dags. Humoren og det hektiske væddeløb sørger for, at hyggen i Bakkekøbing ikke bliver søvndyssende. Så skidt med, at det bliver for firkantet belærende på velmenende børnefilmsfacon, når Søren skal forstå den store morale, at ikke alting behøver at være en konkurrence.