Cut, cut, cut!

Gid jeg var Ice Cube. Han er selvskabt, rig og har navngivet sig selv efter frossent vand i terningeform, uden at nogen tager ham mindre alvorligt af den grund. Når han ikke er et ikon inden for gangsta rap, er han filmstjerne. Og selv om hans filmvalg til tider oser af kærlighed til grønne dollar bills, så ser han altid ud til at have det sjovt i de roller, han nu spiller. Han gør, hvad der passer ham. Nu passer det ham så at trække en 12 år gammel franchise op af graven. Alarmklokkerne ringer: ’hold dig væk!' Alligevel er resultatet både sjovere og mere hjertevarmt, end nogen film kaldet “Barbershop 3: The Next Cut” burde have ret til at være.

Ice Cube spiller her Calvin, der ejer en frisørsalon i en forstad til Chicago. Som det selvfølgelige sociale centrum i det sorte nabolag er salonen hjem for en række skøre personager, der synes at bruge mere tid på at gøre grin med hinanden end rent faktisk at  klippe kundernes hår. Hjertet i “Barbershop”-filmene har alle dage været det sjove cast. Det har ikke ændret sig i den tredje tur med franchisen. Tiden går mestendels med, at castet joker med hinanden, mens kunderne roterer ind og ud af salonens svingdør.  

Det er dog langt fra alle vittigheder, der er lige sjove. Cedric the Entertainers rolle som gammel bramfri mand, som siger alt det om kvinder og bøsser, man ikke må, minder meget om den lavpandede humor, man finder i en film som i Ice Cubes 90’er-komedie “Friday”. Det er ikke lige mig. Heldigvis Lamorne Morris også på plads i salonen. Her spiller “New Girl”-stjernen Jerrod, en lettere ynkelig og meget selvbevidst frisør, der konsekvent er akavet og ganske morsom.

Det interessante ved “Barbershop 3: The Next Cut” er, at der bag de mange jokes faktisk findes et reelt problem. Hvor modstanderen i de to foregående “Barbershop”-film har været en udefrakommende faktor som gentrificering eller boligspekulation, så kommer problemerne i denne omgang indefra. Nabolagets unge bliver en del af kriminelle bander, der bekæmper hinanden. Skyderier og vold plager nabolaget. Det bliver selvfølgeligt en smule fjollet, når konflikten mellem banderne på en eller anden måde skal kunne løses ved hjælp fra en frisørsalon. Men der er et grundlæggende budskab om, at lokalsamfundet må gøre, hvad staten ikke er i stand til. Det er umiddelbart et tungt emne for en komedie, men den lykkes med at eksekvere det med en hjertevarme og stille optimisme, der gør, at det hele ikke bliver for alvorligt.

Det store problem drukner dog lidt i de mange små sideplts.  Som den gifte Rashad, der forsøger at modstå tilnærmelserne fra en skanky ass ho, spillet af Nicki Minaj og hendes gigantiske booty, der har så mange close-ups, at den næsten fortjener en særskilt credit i rulleteksterne. Der er altså langt imellem de store dramaer, men mikrokonflikter skal jo også løses, og de skal helst løses på nogenlunde samme tidspunkt. Resultatet er en akavet række af scener, hvor folk, der har været uvenner, bliver gode venner igen.