Barndommens gade
Udgivet 19. feb 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Filmen er baseret på Tove Ditlevsens roman, som låner en del fra Ditlevsens egen livshistorie. Ligesom den store danske digter har Ester ligeledes en stor kærlighed for poesiens magiske univers, som hun finder langt mere interessant end virkeligheden. Ester er en naiv, godhjertet sjæl, og heldigvis er hun både interessant og karismatisk nok til at gøre publikum interesseret i at følge hende på hendes erkendelsesrejse. Takket være Michael Salomons evner med et kamera og flot production-design fremstår filmens 30’er-miljø troværdigt og ægte. Udover Gråbøl imponerer mange af de andre skuespillere også, mens der er et par uheldige, men heldigvis kortvarige børnepræstationer her og der.
“Barndommens gade” er et velspillet og velskrevet dansk drama, som først og fremmest bæres af en ung Sofie Gråbøls glimrende præstation. Nutidens unge vil måske ikke have tålmodighed nok til at se filmen fra ende til anden i én omgang, men det betyder ikke, at man ikke bør give den en velfortjent chance. På den tekniske front har man taget sig godt af filmen, hvis billedside fremstår dejlig skarp og flot, mens lydsiden præsenteres på et rent, men langtfra grundvoldsrystende mono-spor. Det er dog en skam, at man ikke har gjort mere ud af at finde noget godt ekstramateriale til filmen, der kunne have gjort udgivelsen mere interessant.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet