Ud af de talløse superhelte, som er blevet kreeret i løbet af det 20. og 21. århundrede – X-Men, Spider-Man, DareDevil, The Punisher, Superman og så videre – er Batman, Bob Kanes snart 70-år gamle påfund, den mest menneskelige af dem alle. Hvad katten er der så så attraktivt ved ham? Hvorfor skulle man dog læse en tegneserie om en fysisk normal mand, som løber rundt i et mærkværdigt kostume i den gode sags tjeneste, når man kan læse mere farverige eventyr om en muteret mand, som svinger sig igennem storbyens gader med gigantiske edderkoppespind. Hvorfor? Fordi man kan relatere sig til gutten. Hans følelser, hans udvikling, hans valg. Batman er ikke den do-goodie knægt, som en helt som Superman er – uovervindelig og altid på den rigtige side af de menneskelige moralske og etiske barrierer, i modsætning til samtlige planetens 6 milliarder beboere.

Batman er ikke en perfekt helt. Han træffer ikke altid de rette valg, og han har stærke indre dæmoner, som han prøver at få ekserceret ved at klæde sig ud som en flagermus og tæske løs på salige, ubegavede voldsmænd. Desværre var det lykkedes folk at ødelægge Batmans dystre og unikke image i 1960’erne, via en særdeles useriøs og kaotisk tv-serie og en film baseret på denne – begge ganske “hyggelige” bedrifter, men slet ikke i den rette Batman ånd. Så det kom som en stor lettelse, da Tim Burtons “Batman” udkom i 1989, som sørgede for, at den rette og oprindelige mørke, dystre Batman stemning fra tegneserierne blev genopvækket.

At et storstilet actionbrag på så effektiv vis blev skruet sammen af en relativt ukendt instruktør, som kun havde en familiefilm og en spøjs, makaber komedie på sit CV, er noget nær et mirakel. Burtons beslutning om at caste den relativt umuskuløse Michael Keaton i rollen som Bruce Wayne/Batman var også meget kontroversiel, men det endelige produkt skulle vise sig at overgå samtlige forventninger og knuse alle bange anelser, som enhver fan måtte have dannet.

Michael Keaton er perfekt i rollen som Batman. Han blev primært valgt på baggrund af hans gennemskærende og fremtrædende øjne, og de borer virkelig også ind i seerens bevidsthed. Det samme gælder Jack Nicholsons præstation som Jokeren. Det er en svær rolle, som med lethed kunne være blevet ufrivillig komisk, men Nicholson formår at få Jokeren til virkelig at føles som en farlig, tosset galning, som ikke blot er ude efter et godt grin, men også andres ulykke og mere magt for sig selv. Scenerne mellem Jokeren og Batman får gnister til at springe.

Selvom “Batman” ikke indeholder nogle større action-sekvenser, som så mange nyere actionfilm tilbyder i enorme mængder, består den af den ene fænomenale velopsatte og veldrejede scene efter den anden, som alle med lethed kan ses igen og igen. Det skyldes både Tim Burtons sikre instruktion, alle skuespillernes fabelagtige præstationer, Danny Elfmans eksplosive score (som ikke engang fik en Oscar-nominering!), der stadig er mandens bedste til dato, og samtidigt også det forbløffende Oscar-vindende ‘Production Design’ arbejde. Burtons ‘Gotham City’ føles som ingen anden by, der nogensinde er blevet vist på celluloid.

Filmens unikke blanding af nutidige kostumer og kostumer fra gangster-epoken, samt gotisk bygningskunst og moderne arkitektonisk præcision, gør filmen umulig at tidsbestemme og så forfriskende og underholdende at se på tyvende gang, som den var, da man for første gang spærrede øjnene op for den. “Batman” viste, at man ikke behøvede at efterleve actiongenrens velkendte klichéer for at sikre sig en plads på filmhitlisten. Uden “Batman” var superhelte-genren aldrig blevet så anstændiggjort, som den er blevet. Man behøver ikke at være en bumset, tandløs nørd for at nyde synet af “Batman” og hans sexede batmobil på det store lærred. Alle kan nyde det, takket være den mængde af engagement, interesse og respekt som alle, der havde med filmen at gøre, indskød i “Batman”.

Hvad der på overfladen ligner intet andet end en typisk og formelarisk actionfilm, er virkelig en essentiel og uundgåelig milepæl i hele filmhistorien på alle leder og kanter. Filmen formåede at gøre superhelte-genren værdig til at vende tilbage på det store lærred igen efter adskillige års tavshed – en bedrift så imponerende som den helt, filmen portrætterer. Og filmen står stadig den i dag som ikke alene genrens bedste film til dato, men samtidig også en af de største filmiske triumfer nogensinde.

VideoPå trods af, at “Batman” efterhånden har 15 år på bagen, er der her tale om en helt eminent billedside. Billedet er skarpt og ugrynet og kontrasten er helt i orden. Kun en pæn sum digital støj og en lille smule billedlig blødhed trækker ned i vurderingen af dette transfer.

AudioHvis man syntes DVD’ens billedside var overraskende imponerende, vil det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor også helt sikkert overraske. Det er et af de mest dynamiske og slagkraftige 80’er lydspor, som nogensinde er blevet udgivet.

EkstramaterialeNogle tørre Produktions Noter udgør det eneste ekstramateriale på denne skuffende udgivelse.

Overall”Batman” er en tidløs klassiker, som fortjener en plads i enhver filmfanatikers DVD samling, uanset hvor skuffende en DVD, denne her udgivelse så end er.