Ved første øjekast havde “Batman Forever” en særdeles passende titel. Godt nok havde Tim Burtons anden Batman filmatisering, “Batman vender tilbage”, ikke nydt lige så stor kritisk og finansiel succes som “Batman”. Men begge film havde dog tjent knap $700 mio. tilsammen på verdensplan. Batman var godt på vej til at blive en ustoppelig, langvarende film-franchise, med lige så lang potentiel levetid som James Bond. Men “Batman Forever” var et første skridt i en forkert retning. En retning, der i sidste ende førte serien udover klippekanten.

Hvis “Batman vender tilbage” var for mørk, er “Batman Forever” for lys. Det er en hård balancegang at finde den rigtige tonalitet i en “Batman” film. Indtil videre synes kun “Batman” og senest “Batman Begins” at have præsteret kunsten. Vold og stærke seksuelle undertoner havde udløst et ramaskrig i kølvandet på udgivelsen af “Batman vender tilbage”. Nu var det instruktør Joel Schumachers rolle at få vendt tendensen og skabe en mere børnevenlig og farverig film, der ville score kassen og levere masser af merchandise-salg. Burton blev som producer. Schumacher kom fra lidt samme baggrund som Burton i sin tid. Han havde lavet film, men ingen indenfor denne genre eller på dette budgetmæssige niveau.

På trods af sin relativt lavmælte baggrund, udartede “Forever” sig til næsten det diametralt modsatte: en poppet og opreklameret blockbuster, som hverken var særligt tro overfor forlægget eller de første film. Den nærmede sig mere det, som Burton og co. havde undgået som pesten i de første to omgange: en filmatisering af den kitschede 60’er serie. Man skulle ellers have troet, at en mand som Schumacher, med et fremragende, energisk karakterportræt som “Falling Down” på sit CV, ville have overtaget instruktørtjansen med bravur. Men måske kan man alligevel ikke bebrejde Schumacher så meget. Selskaberne åndede ham i nakken konstant, og han havde langt fra den status, han har i dag, så det var sværere at sige fra.

Men filmen har absolut sine stærke lyspunkter. Filmens production design synes måske af og til at være blaseret, men ofte særdeles flot. Val Kilmer gør det rigtig godt som Batman. Jeg foretrækker Michael Keatons mere afslappede og underfundige tilgang til Batman, men Kilmer giver rollen en både psykisk og fysisk intensitet og især maskulinitet, som manglede før. Man undgik Robin i de første to film, men her optræder han i form af Chris O’Donnell, og hvad der kunne have endt som et smagløst og ufrivilligt komisk bidrag til filmen, fungerer faktisk fint.

Jim Carrey og Tommy Lee Jones er begge lattervækkende fornøjelser som hhv. The Riddler og Two-Face, selv om Two-Faces særlige splittede personlighed fra tegneserien ikke skinner nok igennem. Filmens største styrke er, at det er den første film i serien, hvor Batman er den ubestridte hovedperson. Burton kan argumentere alt det han vil, men man savnede ofte Nattens Ridder i hans to film. Batmans motivation for at være den han er, bliver for første gang diskuteret i et nævneværdigt omfang, og det resulterer i nogle af filmens rigtig, rigtig gode scener.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Ligesom de andre “Batman” film, ser “Forever” bedre ud her på sin anden optræden på dvd-markedet. Men faktisk er billedsiden alligevel en tand skuffende. Billedet er skarpt og mængden af digital støj er meget lav. Derudover er kontrasten fin og detaljerigdommen høj, også i filmens utallige mørke scener. Men farverne er en smule tørre. Især hudfarver ser af og til en smule for orange eller lyserøde ud, og det er egentlig besynderligt, når nu “Forever” er en så visuelt mere bombastisk film i forhold til Burtons to bidrag til serien. Det er under alle omstændigheder et imponerende transfer, men “Forever” burde have set bedre ud end de to forrige “Batman” film, når nu den også er nyere.

AudioDen positive udvikling stopper heldigvis ikke her. Lydsporet på “Forever” er det bedste af de tre første film. Allerede fra filmens pompøse åbningssekvens, hvor navnene flyver forbi skærmen suppleret af subwooferens stærke rungen, omvælder discens lydspor lytteren, uanset om du så vælger Dolby eller DTS varianten. Kanalbrugen og panoreringerne virker også mere velovervejede og velproducerede i denne omgang. På trods af at være en eksplosiv blockbuster, bliver der stadigvæk god plads til både atmosfærelyde og dialogen, som aldrig synes at drukne i det auditive virvar. Elliot Goldenthals fornemme og nuancerede score (som både synes at hylde Elfmans arbejde og stå fint på egne ben) fylder også højtalerne godt ud.

Ekstramateriale”Folk har brug for at komme mere ud,” konstaterer instruktør Joel Schumacher på sit morsomme og underholdende kommentarspor. Han refererer her til de folk, som protesterede over tilstedeværelsen af brystvorter på Batmans kostume i “Forever”. Man må antage, at Schumacher har lyttet til Burtons kommentarspor, for han starter også med at degradere sig selv. Men det her er et spor, som man hurtigt får sig tygget igennem, takket være Schumachers charmerende og flittige fortællerstemme. Ifølge rygterne havde Kilmer og Schumacher problemer med hinanden under optagelserne, men det tyder instruktørens udtalelser her bestemt ikke på. Han kalder endda Kilmer for sin favorit Batman (gad vide om George Clooney nogensinde får lyttet til det her spor?). Traileren er også på disc 1.

“Riddle Me This: Why Is Batman Forever?” (23 minutter) er en dokumentar, der blev produceret tilbage i 1995 og har Chris O’Donnell som vært. Den er bedre end ventet og også ganske morsom, men O’Donnell er en lige lovlig selvhøjtidelig vært.

“Reinventing a Hero” (28 min.) er udgivelsens mest opsigtsvækkende og interessante dokumentar. Den indeholder nye interviews med bl.a, Schumacher, Kilmer og manuskriptforfatter Akiva Goldsman, som også skrev “Batman & Robin” og senere vandt Oscar for “A Beautiful Mind”. Der kan man bare se. Der bliver talt en del om at få gjort filmen lysere end “Batman vender tilbage” og selvfølgelig om filmens stjernespækkede skuespillerbesætning.

Og som ventet er der også her en håndfuld dokumentarer om filmens skurke og helte. De har desværre en samlet spilletid på kun 16 minutter, men fans og især nybegyndere indenfor universet burde alligevel kunne få noget ud af dem.

Under denne dvd’s “Beyond Batman” overskrift finder vi dokumentarerne “Out of the Shadows: The Production Design of Batman Forever” (13 min.), hvis indhold siger sig selv. “The Many Faces of Gotham” (14 min.) handler om filmens farverige make-up og kostumer. “Knight Moves: The Stunts of Batman Forever” (6 min.) går tæt på flere af filmens stunts. I “Imagining Forever: The Visual Effects of Batman Forever” (7 min.) fortæller flere folk (især special-effects legenden John Dykstra) om filmens visuelle effekter, der denne gang lænede sig en del op af computervarianten. Endeligt har vi “Scoring Forever: The Music of Batman Forever” (6 min.), hvori Elliot Goldenthal beretter interessant og detaljeret om sit score. Vanen tro er disse alle af høj kvalitet, men der er dog desværre færre af slagsen end på de to forrige dvd’er.

Den mest ventede sektion på denne nye dvd-udgave af “Forever” må dog være den, der indeholder de slettede scener. I årevis har der været rygter om, at “Batman Forever” blev beskåret i et kraftigt omfang for at gøre den mere lettilgængelig og kommercielt orienteret. Der var endda stærke rygter om, at helt op til 100 minutters slettede scener var tilgængelige. Det far ikke før de fire 2-disc “Batman” udgivelser endelig blev annonceret, at man erfarede, at der ikke ville blive udgivet en splinterny, forbedret Director’s Cut udgave af “Forever” som ellers håbet.

Men vi må nøjes med sølle 14 minutter af slagsen i blot acceptabel kvalitet og med ufærdig lyd. Det er skuffende, men størstedelen af disse syv slettede scener (hvoraf den ene blot er en forlængelse af en anden scene) er faktisk interessante og kunne med lethed være blevet klippet ind i den nuværende udgave af filmen – måske lige bortset fra en alternativ startscene, som nok ville have sagtnet tempoet lidt, samt en scene hvor Batman ved en fejltagelse løber ind i en skønhedsklinik.

Musikvideoen til Seals megahit “Kiss From A Rose” (4 min.) er det sidste, disc 2 har at byde på. Desværre mangler musikvideoen til U2’s “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me”.