Den dræbende joke, der blev forklaret

Det er Batgirls stemme, der åbner “The Killing Joke”. Det er hendes film. Og Jokerens, der vil bevise en pointe, som han siger. Om galskab og hævn. Om forbryder og forbryderbekæmper. Sådan er det altid i de animerede “Batman”-film. De er ikke bange for at slå ihjel for at bevise en moralsk, hårdkogt pointe. De vil forklare ondskaben. Denne gang er turen kommet til den dræbende Joker.

Normalt er klovne-prinsen ellers bare uforklaret ondskab. Tænk bare på Heath Ledgers Joker i “The Dark Knight”, der fortæller en ny historie, hver gang han skal forklare sine grimme klovne-ar. Men i “The Killing Joke” skal Jokerens galskab altså forklares. Hvordan er han blevet så vanvittig? Det er mysteriet. Sådan sættes de fleste “Batman”-animationer op. Som i “Batman: Mask of the Phantasm”, hvor mysteriet om maskeskurken også skal forklares i fortiden. Og ligesom i den så er det nu igen Kevin Conroy, der er tilbage som stemme bag Batman, imens Mark Hamill igen er Jokeren. Han kan grine galt som ingen anden. Derfor er Jokeren den rolle, som Hamill altid har været bedst i. Han er bedre som skurk end som den gode ridder.

Og så er der Batgirl. Hun sætter det klassiske faderkompleks op. Som Robin i “Batman: Under the Red Hood” og den yngre Batman i “Batman Beyond: Return of the Joker” så vil Batgirl vise, at hun kan klare sig selv. Hun vil ikke længere gøre, som gamle Bruce siger. Og så er hun lidt vild med ham. Hader og elsker. Det tema har animationerne arbejdet langt dygtigere med end spillefilmene. Batman som faderskikkelse. Måske fordi de tegnede film er ligeglad med franchise-kronologi. En film kan have en yngre Batman sat i 1940’erne, imens den næste kan placere ham som pensioneret gammel i en cyberpunket fremtid.

Den her udgave af Batman er sat i en eller anden slags nutid. I et Gotham, der er en gritty drøm for gangstere med Al Capone-attitude. Lidt som Daredevils Netflix-New York, hvor Kingpin styrer. Selve animationen er langt fra Pixar. Tættere på “Tintin”. I de mange glidende bevægelser igennem stills minder den mig om nyklassikeren “Waltz with Bashir”. Stemning og tegninger passer sammen. Her er mørk regn a la “Watchmen”, imens Jokeren sætter sin skumle plan op i et nedlagt tivoli. Den hænger uløseligt sammen med fortiden. Nutid og fortid kædes sammen, hvilket leder frem til den pointe, som Jokeren og “The Killing Joke” vil bevise.

Det hele er næsten lidt for elegant og stramt kørt frem mod pointen. Særligt overgangene imellem scenerne irriterer lidt. En scene slutter med, at Batman spørger, hvor Jokeren er. Næste scene åbnes med, at én siger ordene: ”Her er du.” Uden det nødvendigvis hænger sammen. Den slags broer imellem scener er lidt for glatte til en film, der ellers er ru og grum. Men ikke uden humor. Som da Batgirl har haft sex med Batman. Det var ikke meningen. De taler ikke sammen i tiden efter. Hun ringer. Det var jo bare sex, nedtoner hun. ”Later”, siger han i den anden ende. Tørt afslag.