På trods af sin underliggende dybsindighed og stærke, mørke indhold, blev Tim Burtons første “Batman” film et enormt verdensomspændende hit. Blot tre år senere sendte Burton endnu engang Michael Keaton ned i Batman kostumet og endnu en tegneseriebaseret blockbuster var ude på gaden. Men “Batman Returns” store mængde af koldblodig og meningsløs mord og vold og karakterer som syntes at nyde og billige sadomasochisme, gjorde, at “Batman Returns” hurtigt forsvandt fra biograferne verden over.

Den første “Batman” films enorme hit-status gjorde Burton i stand til at gøre “Batman Returns” til en mere personlig film, og denne grad af typisk ‘Burtonistisk’ dysterhed og kompleksitet, var for meget for mange folk. De gik ikke i biografen for at se et nihilistisk, deprimerende voldsorgie, men for at blive underholdt af synet af en mand i et flagermuskostume, som løb rundt og bankede de urimelige og uretfærdige. Folk var åbenbart naive nok til at tro, at Batman essentielt var en ligeså godhjertet og farverig karaktertype som Spider-Man og Superman. Men ud af alle Batmans filmiske bedrifter, er “Batman Returns” sandsynligvis den, som er mest tro over for de nyere Batman fortællingers attitude og budskaber.

Historiemæssigt er “Batman Returns” meget ligetil. Man har åbenbart valgt at gå igennem Batman skurkene i prioriteret rækkefølge på det store lærred – først tog man sig af Batmans ultimative nemesis: The Joker, og nu var turen så kommet til The Penguin og Catwoman, spillet af henholdsvis Danny DeVito og Michelle Pfeiffer – begge aldeles glimrende i deres portrætteringer af deres perverse karakterer. Michael Keaton er tilbage i saddelen som Batman og hans virkelige alter ego Bruce Wayne. Men hvis man syntes, at Jack Nicholson stjal lige lovlig meget af spotlyset i den første Batman film, vil man her virkelig føle sig stødt over den store mangel på Batmans tilstedeværelse. DeVito og Pfeiffer stjæler alle de scener de medvirker i, med både arme og ben. Pfeiffers kostume får Halle Berrys kostume i den kommende “Catwoman” film til at ligne en slidt skoleuniform.

“Batman Returns” var både den anden og uheldigvis også den sidste “Batman” film, som var virkelig værd at se. Fra og med “Batman Forever” blev de første Batman films unikke, mageløse, mørke atmosfære tilsidesat til fordel for at tilfredstille mere usmagelige, poppede, kommercielle udtryksformer og ideologier. På trods af sin historiemæssige overfladiskhed og mangel på egentlig substans, står “Batman Returns” stadigvæk som en visionær og visuelt stimulerende film, af den slags som kun Tim Burton kunne (og kan) skrue sammen.

VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format.
I modsætning til den første films imponerende DVD-transfer, er denne billedside en meget skuffende affære. Billedet er særdeles blødt og fyldt med digital støj og støv. Kontrasten er samtidigt også for høj. Det der redder billedsiden, er den måde, hvorpå farverne bliver præsenteret – varme, stærke og ofte sprudlende med visuel energi.

AudioLigesom det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor som befandt sig på “Batman” DVD’en, er dette et lydspor med en dejlig, dyb bund, som ofte formår at overraske og imponere. Lyden er dog ikke nær så bombastisk eller rungende, som “Batman” lydsporet, men der er stadig tale om et godt og velafbalanceret lydspor.

EkstramaterialeLigesom DVD-udgivelsen med den oprindelige “Batman” film, indeholder denne DVD udelukkende filmen og et par siders ‘Production Notes’.

Overall”Batman Returns” er ikke nær så gennemført og intelligent som den første film, men det er stadig en af de mest unikke actionfilm udgivet i nyere tid. AV præsentationen er en smule skuffende og manglen på ekstramateriale gør dette til en DVD, som det udelukkende er hardcore Burton og Batman fans der bør overveje at erhverve sig.