Spil for galleriet er præcis hvad titelrollen Julia Lambert (Annette Bening) gør både på og udenfor scenen. I hvert fald efter den åbenhjertede søn Rogers opfattelse. Julia er en sand mester i skuespillets kunst og den ene succes følger den anden på teaterscenen, men smagen af succes bliver en anelse triviel for den flamboyante stjerne, der hellere vil nyde livet i familiens lys end i det berømte rampelys. Tom Fennel, en ung naiv amerikansk fan, falder imidlertid i Julias smag, og livet i rampelyset får ny gnist med Tom og Julias hede affære.

Julias humør ryger mange grader i vejret, men den høje temperatur daler hurtigt, da Julia ikke længere er den eneste stjerne i Tom Fennels bedårende øjne. Nu starter spillet for galleriet. Annette Bening viser, at hendes oscarnominering for den humørsvingende Julia var velbegrundet. Bening tabte nærmest traditionen tro til Hilary Swank, der denne gang var nomineret for hendes udmærkede præstation i den blændende “Million Dollar Baby”. Da Bening var nomineret for “American Beauty” gik Oscaren fortjent til Swank. Personligt havde jeg gerne set Bening med den eftertragtede statuette, for hun giver den på alle tangenterne som den krukkede og lumske Julia Lambert, der kan virke blid som et lam, men ulven kan ordsproget tro iføre sig fåreklæder. Julias register spænder lige fra fjantet pige til skånselsløs madamme, og Bening fylder rollen ud på fornemmeste vis.

Julias kompleksitet er filmens force, det er ikke sådan ligetil for filmens andre personer at se, hvornår følelserne er ægte hos Julia eller hvornår hun spiller. Det kræver unægtelig noget af et skuespiltalent at skabe den diversitet. Talentet får Julia brug for i sin kamp om stjernestøv med det nye unge stjerneskud Avice Chrichton, som både den unge Tom Fennel og Julias ægtemand Michael Gosselyn (Jeremy Irons) er betaget af.

Julia er yderst hjælpsom overfor novicen og indvilger sågar i privatundervisning, for at ruste Avice til premiereaftenen, der kan blive altafgørende for hendes karriere. Mesteren Julia underviser, hvad der kan blive hendes arvtager. “Being Julia” er et maskeradespil, hvor alt ikke er hvad det giver sig ud for at være. Mindst af alt Julia. Sønnen Roger mener, at mor Julia spiller skuespil hele tiden, og hendes følelser er derfor ikke ægte. Julia er efter utallige succeser og rosende ord, snart immun overfor kritik, men Rogers kritik rammer dog i hjertet, som pumper løs for at slå følelsesmæssige slag.

Følelserne flyver på kryds og tværs i filmen, og personerne gemmer deres følelser godt bag masken, men når maskerne endelig falder får følelserne frit løb. Det er i skuespillet de ægte følelser er gemt – således beretter Julias mentor den afdøde Jimmie Langton, der i skikkelse af den altid indtryksvækkende Michael Gambon fortæller direkte til kameraet om skuespillets kunst. Langton er et fremmeligt fortællekneb fra instruktøren István Szabós side. Langton vurderer hele tiden Julias skuespil på scenen så vel som udenfor, så vi som tilskuere ikke er i tvivl om, hvornår noget er spil for det så ofte omtalte galleri.