En mester vender hjem”In Berlin by the wall. You were five foot ten inches tall… It was very nice. Oh, honey it was paradise.” Således lyder de første strofer fra Lou Reeds monumentale “Berlin”-album om de to elskende, der finder sammen i den splittede by. Den idylliske start til trods tager musikken og fortællingen os snart på en uventet rejse ind i tragedie og undergang.

Lou Reed må selv have følt noget lignende dengang i 1973, da albummet oprindeligt blev udsendt. Han havde tidligere været frontfigur i det legendariske Velvet Underground, som i sin første periode var sponseret af Andy Warhol. Selvom bandet aldrig fik den store kommercielle succes, mens det eksisterede, så fik det en kolossal indflydelse. Gruppen tilførte kunst til rockmusikken og var med sin udsædvanlige blanding af avantgarderock og Lou Reeds gadepoesi stilskabende.

Efter fem urolige år havde Reed fået nok og startede på solokarrieren. Den første soloplade var lidt usikker, men han fulgte den op med den stilsikre “Transformer”, der bragte ham ind i mainstreammusikken og gjorde ham til international stjerne og selve definitionen på cool. Konceptpladen “Berlin” blev hans opfølger og med dens storslåede brug af orkestermusik og en sammenhængende historie, var det hans til dato mest kunstnerisk ambitiøse værk. Pladen blev imidlertid en kolossal kommerciel og personlig skuffelse. Publikummet og kritikerne, der begge havde forventet en mere lyttervenlig plade i stil med den forrige, var afvisende, og forargelsen over dens deprimerende og udleverende emner var ikke til at skjule. En planlagt liveopsætning af pladen blev droppet, og alt tydede på, at den ville blive gemt væk.

Her kunne historien have endt, men tidens tand har været mere end nådig ved “Berlin”, hvis rygte er vokset, og den regnes i dag blandt periodens bedste albums. Hele 33 år senere fremførte Reed så omsider sit værk, som man for nylig også kunne se ved en koncert i Operaen. Takket være instruktøren Julian Schnabel kan man så nu opleve den på det store lærred og ved selvsyn konstatere, at den har været al ventetiden værd.

Schnabel, der senest stod bag den sublime “Dykkerklokken og sommerfuglen”, har klogelig valgt at holde fokusset ved musikken, og det er forfriskende for en gangs skyld at opleve en ægte uforfalsket koncertfilm, der ikke føler, den bliver nødt til konstant at afbryde musikken med diverse anekdoter for at undgå at kede sit publikum. Den løse fortælling om de to elskendes dødsdømte romance og særligt Carolines historie bliver delvis illustreret gennem billeder af Emmanuelle Seigner, der vækker minder om “Dykkerklokken og sommerfuglen”, og som sømløst glider ind i helheden.

Det er dog musikken, der står i centrum, og sjældent har man hørt et mere forrygende lydspor. I hænderne på en ualmindeligt velspillende samling musikere og et smukt lydende kor føles numrene så friske som nogensinde. Reeds distancerede stemme passer stadig til materialet som hånd i handske, men det er smittende at opleve den evigt surmulende kunstner udvise noget decideret spilleglæde. Efter de første mere iørefaldende sange svinder hen, bliver stemningen mere dyster, og numre som “Caroline Says II”, “The Bed” og “The Kids” er skiftevis foruroligende, bevægende og deciderede skræmmende at overvære. Det er også her, hvor Reeds evner som sangskriver bliver mest tydelige. Hans tekster gør ikke meget væsen af sig og former sig så neddæmpet, at man næsten ikke bemærker, hvor fremragende de egentlig er.