Når film går i hundene

Hvad enten der er tale om “Lady og Vagabonden”, “Fartstriber” eller “Babe – den kække gris” har film med talende dyr en umiddelbar og simpel charme, der er næsten umulig fuldstændig at tabe på gulvet, hvis man da gør sig blot det mindste umage.

Ikke mindst “Babe – den kække gris” kan formodentlig charmere selv de største kynikere, og det synes derfor at være en opskrift, der ikke kan svigte. “Beverly Hills Chihuahua” præsterer det dog med denne ganske rædsomme film, der hurtigt begynder at gå en på nerverne. I det mindste har filmen det fortrin, at den fejler allerede med de indledende scener, så man ikke sidder i spændt forventning om, at den måske bliver god alligevel. I stedet bliver man taknemmelig for selv de få scener, der ikke fuldstændig falder på gulvet.

Filmen handler om den forfinede vovse Chloe, der er de firbenedes svar på Paris Hilton. Takket være sin ejers Berverly Hills-manerer, er hun en møgforkælet og utålelig snob af en vovhund iført diamanthalsbånd og små lyserøde mokkasiner. Hun efterlades dog ved et uheld i Mexico og bliver oven i hatten kidnappet af nogle ondsindede personer, der vil bruge hende i hundekamp.

Hvordan nogen kunne få den ide, at en Chihuahua kan bruges til hundekamp, er et godt spørgsmål, men snart er hun da også flygtet og må nu finde vej tilbage til Beverly Hills, mens hun lærer noget om livets sande værdier og finder sin indre… øh, vilde Chihuahua. Der er ganske vist et par mennesker i filmen, men ellers består den næsten udelukkende af hunde, der snakker med andre hunde, hvilket altså vil sige, at de nogenlunde kigger i retning af hinanden, mens deres kæber fiser op og ned.

Filmen fremviser nuttede dyr iført nuttet tøj, der gør nuttede ting, og selvom man som voksen ret hurtig kommer til at hade den, så kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, at nogle af de mere ukritiske unger vil synes, den er lidt sjov alligevel. Der er såmænd heller ikke noget i vejen med at lave film, der udelukkende er henvendt til de alleryngste børn, men når nu både de ældre Disneyfilm samt de nyere af Pixar viser, at man faktisk godt kan lave nogle, der henvender sig til alle aldersgrupper, så virker det alligevel lidt uambitiøst ikke engang at gøre forsøget. Filmen er komplet blottet for enhver form for opfindsomhed eller vid og udfører sin klicheprægede historie uden det mindste tegn på talent hos hverken manuskriptforfatter eller instruktør.