Klassisk Coen på forglemmelig udgivelseHvem andre end Coen-brødrene ville kunne skabe en skelsættende, Oscar-belønnet komedie som “Fargo” og have nok selvtillid til dernæst at producere noget af mindst samme kaliber? Før udgivelsen af “Fargo” i 1996 havde Joel og Ethan nydt en forholdsvis anonym tilværelse som de kræsne filmentusiaster og kritikernes fælles kæledægge, men filmens enorme succes tvang dem ind i den almene offentligheds søgelys. Deres efterfølgende værk, “The Big Lebowski”, er ikke blot en af brødrenes allerbedste film, men sandsynligvis også parrets mest populære. I modsætning til brødrenes andre bedrifter synes den at have tiltrukket utallige fans i nærmest alle aldersgrupper – formentlig takket være dens høje tempo og frydelige kombination af intelligent satire og mere lettilgængelig komik.

Selvom filmen ikke blev den store kassesucces tilbage i 1998, er fortællingens særprægede figurer siden hen nærmest blevet en del af den kollektive kulturelle bevidsthed. Det gælder især historiens centrale skikkelse, Jeffrey ‘The Dude’ Lebowski, som portrætteres af en uhyre veloplagt Jeff Bridges, der aldrig har været bedre – tilbagelænet, doven, skæv, pessimistisk og ekstremt karismatisk. Takket været Bridges’ upåklagelige indsats og Coen-brødrenes gudbenådede replikker er The Dude blevet til en af genrens mest sympatiske og mindeværdige frontfigurer. John Goodman leverer også en af sin karrieres ypperligste præstationer i rollen som The Dudes bedste ven, den aggressive Walter, som ynder at sammenligne alt med sine oplevelser under Vietnam-krigen.

Ligesom mange andre af brødrenes film handler “The Big Lebowski” om nogle forholdsvis normale og ofte velmenende personer, der kommer i gevaldige vanskelligheder, fordi de gør et eller andet stupidt – enten frivilligt eller utilsigtet. The Dude kommer ud for alvorlige problemer kort tid efter, at et par gemene forbrydere bryder ind i hans lejlighed og tisser på hans højtelskede gulvtæppe. De forvekslede ham med hans navnebror, den handicappede rigmand Jeffrey Lebowski, som The Dude forlanger finansiel kompensation af. Kort efter vikles både The Dude og Walter ind i et vældigt komplot, der bl.a. involverer rigmandens promiskuøse kone, en gruppe nihilistiske tyskere og en følelseskold, feministisk malerinde.

“The Big Lebowski” er en vanvittig film, og ofte er det snarere scenernes højtråbende galskab end egentlig velskreven dialog eller gedigne vitser, der bevirker latterkramper. Men det er helt afgjort også ideen. Der er en uhørt god forbindelse mellem det brogede persongalleri og den spøjse fortælling. The Dude er en genistreg af dimensioner, idet karakterens mildest talt afslappede attitude og totale uvidenhed skaber en fantastisk kontrast mellem ham og hans begivenhedsrige omverden.

“The Big Lebowski” bør være en obligatorisk del af enhver humorrelateret uddannelse. Der optræder ikke én eneste tilnærmelsesvis plat joke igennem filmens to timer, og ikke et eneste øjeblik virker indsat for at tilfredsstille en bestemt målgruppe. Filmen er måske ikke lige så original som “Fargo” eller visuelt imponerende som den ligeledes geniale “Miller’s Crossing”, men den er aldeles uforudsigelig og charmerende, og mesterfotografen Roger Deakins formår endda at få de ensfarvede bowlingbaner til at virke storladne. Deakins kamera og Coen-brødrenes manuskript gør aldrig nar af sine halvdumme subjekter, men ærer dem i stedet.

Selv filmens allermindste roller portrætteres også af giganter indenfor feltet. Philip Seymour Hoffman er uforglemmelig som den ældre Lebowskis forsigtige, konfliktsky tjener. Julianne Moore mønstrer en af filmhistoriens morsomste engelske stereotyper. Steve Buscemi forårsager latterkramper med brug af ufattelig få ord i rollen som The Dude og Walters holdkammerat i bowlinghallen. Sam Elliotts forfriskende rustne stemme guider os igennem historien. Og så må man naturligvis ikke glemme John Torturro, der mere eller mindre stjæler filmen som den selvoptagne bowlingekspert Jesus Quintana. Det er et mildt sagt exceptionelt ensemble.

Video”The Big Lebowski” har aldrig set imponerende ud på dvd, og desværre ser den heller ikke forbløffende godt ud på HD-DVD. Men HD-transferet er dog alligevel mærkbart bedre end dvd-udgivelsens. Edge-enhancement er et tilbagevendende problem, som til tider er en anelse distraherende i filmens mest velbelyste scener. Udtværing optræder heldigvis aldrig, og det brugte negativ har været dejlig rent, hvilket den ubetydelige mængde snavs og støj bekræfter. Billedet virker sjældent knivskarpt, men både kontrasten og farvetemperaturen er stabil, og minimale svingninger i lysniveauet forekommer blot et par gange.

AudioLigesom transferet er det medfølgende Dolby Digital Plus 5.1-lydspor fint, men langtfra overvældende. Dialogen er klart lydsidens mest betydningsfulde bestanddel, og heldigvis er karakterernes ytringer tydelige igennem hele filmen. Overstyring forekommer, men man irriteres aldrig. Andre former for auditiv støj optræder ikke. Subwooferen udnyttes godt – både alskens lydeffekter og de mange musiknumre tilføjes ekstra punch af LFE-kanalen. Et godt eksempel er The Dudes mareridt i kapitel 9. Der er fåtallige fine panoreringer, men det er primært fronthøjtalerne, som kaldes i aktion. Lidt mere atmosfærelyd havde været velkommen – til tider virker lyden en anelse indelukket.

EkstramaterialeMan har mulighed for at bogmærke ens favoritscener. Når man starter filmen, bliver man mødt af synet af en ældre herre, som skal forestille at være optaget langt ude i fremtiden, der beskriver, hvordan “The Big Lebowski” er blevet restaureret. Ganske morsomt, men ikke mere end ét gennemsyn værdigt. Det samme kan siges om dokumentaren “The Making of The Big Lebowski” (23 min.), der kun indeholder få interessante anekdoter og alt for mange klip fra filmen og en masse retorisk sniksnak. Jeff Bridges er kendt for at tage en masse stillbilleder under optagelserne til de film, han medvirker i, og der er inkluderet en kort videomontage, som viser få af slagsen.