Nul overraskelser i overfrisk komedie

Der er visse punkter, som romantiske komedier nærmest altid har på dagsordenen: De rette mennesker skal forelske sig, skænderierne skal komme på de rigtige tidspunkter, og alting skal løses til sidst til stor glæde for alle. Netop den genreskabelon følger “The Big Wedding” til punkt og prikke, og derfor ender den som en film uden hverken nerve eller overraskelser.

Missy og Alejandro skal giftes, og hele familien er inviteret. Alejandro er den adopterede søn af Don og Ellie, der siden er blevet skilt, da Don forlod hende for Ellies bedste veninde. Men det er mange år siden, og alle er kommet sig over hjertesorgerne. Alting bliver dog vendt op og ned, da Alejandros biologiske mor også er inviteret til brylluppet fra Columbia. Hun er troende katolik, og for ikke at gøre hende oprevet må Don og Ellie lade, som om de stadig er gift. På samme tid er der slanger i Paradis, for Alejandros storesøster Ellie rumsterer, mens broderen stadig prøver at komme af med sin mødom i en alder af 29 år. Med andre ord: Det bliver en bryllupsweekend af en alternativ art.

Der er intet nyt under solen i “The Big Wedding”. Stjernerne stimler sig måske sammen, men det kan ikke være på grund af meget andet end en stor lønningscheck. Det er helt deprimerende at se fire Oscar-vindere i en film så banal og uopfindsom som “The Big Wedding” – især når man tænker på alle de fremragende film, som netop Susan Sarandon, Robert De Niro og Diane Keaton tidligere har begået. “The Big Wedding” er ikke ligefrem en elendig film. Den er bare så uendeligt ligegyldig, at det er svært at se, hvordan den nogensinde har virket tiltrækkende for et så imponerende ensemble af skuespillere.

“The Big Wedding” tror også fejlagtigt, at plat slapstickkomik er vejen frem til publikums hjerter. Instruktøren Justin Zackham er især glad for at skubbe sine skuespillere i vandet – om det så er svømmepølen eller søen. Problemet er, at det aldrig har været en humoristisk genistreg at skubbe mennesker ned i vandet. Og det er det heller ikke denne gang. Sommetider forekommer en sjov replik eller endda en hel, udmærket dialog, men ligefrem et højt niveau når filmen aldrig op på. Når samtlige handlingsforløb samtidig er både forudsigelige og genkendelige, er skræmmebilledet på en rærlig romantisk komedie fuldbyrdet.

Man kunne måske kalde “The Big Wedding” en ufarlig og endda lidt tam film. Det prøver den dog selv at modbevise ved at lade sine hovedpersoner være ganske umoralske. Utroskab bliver der set stort på, mens bedrag næsten bliver hyldet som en naturlig del af både ven- og ægteskab. I et forsøg på at virke med på nutidens (u)noder, er “The Big Wedding” altså blevet til en film, der vil gøre hvad som helst for at virke frisk. Desværre et alt dette med til at give filmen et populistisk og leflende præg i stedet for et smart et af slagsen.