Bigfoot Junior
Udgivet 26. jul 2017 | Af: Andreas Ellemann | Set i biografen
’Det her sted er som i en Disney-film,' siger den akavede teenagehelt, Adam. Han står midt ude i skoven blandt talende dyr og en mærkelig Bigfoot-far med magiske hænder og Hulk-afskårne cowboybukser. Ja bare “Bigfoot Junior” var en Disney-film, tænker jeg så. I stedet får jeg overspillede stemmer, intetsigende replikker og kedelig budgetanimation lige niveauet over det, man kan se på Disney Channel og Disney Junior.
Og så er der selvfølgelig Bigfoot-farmand. Den forsvundne far, som Adam skal møde for første gang og lære at kende, ligesom Adam skal lære at kende sig selv og sine kræfter. Indsæt selv flere klichéer og helt åbenlys snak for snakkens skyld: ’Du skal prøve at undgå at smadre ind i træerne'. Tak, farmand, det er godt, vi har dig med. Lad os snuppe en lille sekvens, hvor far og søn spiller baseball, grinende bokser til hinanden og laver mad. ’Uh, det er varmt,' siger Adam. ’Er det ikke lækkert?' spørger far. ’Nej, bare varmt,' svarer Adam kækt. ’Haha,' griner de, som om nogen havde sagt noget sjovt.
Dårlige stemmer og ligegyldige replikker afløst af småracistiske stereotyper som fotoglade asiater og indiske tech-supportere. Igen afløst af trætte klichéer som en rapkæftet comic-relief-vaskebjørn eller folk, som man i et kort sørgeligt øjeblik skal tro er døde, men det er de bare ikke – for der var noget med nogle magiske hænder. Manuskriptforfatterne har været dovne, og de er ikke de eneste. Jeg troede først, at en genkendelig bifigur var en Pixar-agtig reference til instruktørparrets tidligere film “Det Magiske Hus”. Men efter fire af slagsen, der tydeligvis ikke er samme fiktive personer, så går det op for mig, at de formentlig bare har genbrugt 3D-modellerne for at spare penge eller tid.
“Bigfoot Junior” føles nemlig som en film, der er lavet på et budget og lidt for hurtigt. Genbrug fra alverdens animerede film og animation, der kun er lidt bedre end masseproduceret Disney Junior-tegnefilm. Så svaret er nej, Adam, det her sted er ikke som en (god) Disney-film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet