Disney Junior

’Det her sted er som i en Disney-film,' siger den akavede teenagehelt, Adam. Han står midt ude i skoven blandt talende dyr og en mærkelig Bigfoot-far med magiske hænder og Hulk-afskårne cowboybukser. Ja bare “Bigfoot Junior” var en Disney-film, tænker jeg så. I stedet får jeg overspillede stemmer, intetsigende replikker og kedelig budgetanimation lige niveauet over det, man kan se på Disney Channel og Disney Junior.

Historien i “Bigfoot Junior” er heller ikke langt over Junior-niveau. Fyldt med klichéer som dumme high school-bøller, et ondt firma, som vil fange Bigfoot, og selvfølgelig helten selv, Adam. Den akavede teenage-outsider, som i sin pubertet pludselig får superkræfter i form af ekstrem hårvækst, hurtige fødder, evnen til at tale med dyr og magisk healende hænder. Sidstnævnte formentlig bare for at forfatterne kan få historien til at passe til slut.

Og så er der selvfølgelig Bigfoot-farmand. Den forsvundne far, som Adam skal møde for første gang og lære at kende, ligesom Adam skal lære at kende sig selv og sine kræfter. Indsæt selv flere klichéer og helt åbenlys snak for snakkens skyld: ’Du skal prøve at undgå at smadre ind i træerne'. Tak, farmand, det er godt, vi har dig med. Lad os snuppe en lille sekvens, hvor far og søn spiller baseball, grinende bokser til hinanden og laver mad. ’Uh, det er varmt,' siger Adam. ’Er det ikke lækkert?' spørger far. ’Nej, bare varmt,' svarer Adam kækt. ’Haha,' griner de, som om nogen havde sagt noget sjovt.

Det eneste sjove er sidebemærkninger helt ude i afkrogene af “Bigfoot Junior” som en kanin, der svarer på, hvad han er buret inde for. Mord er det overraskende kolde svar fra den pjuskede kanin med den dybeste stemme. Det var så én af de to gange i “Bigfoot Junior”, hvor jeg trak på smilebåndet. Ellers er det bare tilbage til det knap så Disney-magiske karaktergalleri af ligegyldigheder og overspillede stemmer som de dumme jægere, de dumme bøller eller skurkens dumme lakajer, der næsten alle sammen har samme type dumme stemme. Bare forestil dig en dårlig komiker, der skal lave en parodi af en, de synes er dumme – duh duh dah.

Dårlige stemmer og ligegyldige replikker afløst af småracistiske stereotyper som fotoglade asiater og indiske tech-supportere. Igen afløst af trætte klichéer som en rapkæftet comic-relief-vaskebjørn eller folk, som man i et kort sørgeligt øjeblik skal tro er døde, men det er de bare ikke – for der var noget med nogle magiske hænder. Manuskriptforfatterne har været dovne, og de er ikke de eneste. Jeg troede først, at en genkendelig bifigur var en Pixar-agtig reference til instruktørparrets tidligere film “Det Magiske Hus”. Men efter fire af slagsen, der tydeligvis ikke er samme fiktive personer, så går det op for mig, at de formentlig bare har genbrugt 3D-modellerne for at spare penge eller tid.