På safari i storbyjunglen

Hurtig som en gazelle drager den 80-årige(!) modefotograf Bill Cunningham af sted på sin tohjulede jernhest for at fange og skyde de mest eksotiske modedyr i New Yorks storbyjungle. Efter at have været undervejs i godt og vel ti år, er det endelig lykkedes dokumentaristen Richard Press at indfange gazellen på film, og det er der kommet et særdeles vellykket og underholdende stykke dokumentar ud af. Dog mest for modedyrene.

Bill Cunningham har altid været lidt af et mysterium. Bag linsen har han det allerbedst, så da instruktøren Richard Press for omtrent ti år siden begyndte at gøre tilnærmelser til den ældre herre med et ønske om at putte Bill foran linsen, skulle det snart vise sig, at det ikke ville blive alt for nemt at overtale den spøjse fotograf. Bill foretrækker nemlig at være usynlig, som han selv siger. Ikke noget af det der “paparazzi-virvar”, som ellers oftest hærger storbyjungler som New York. Det er kun, hvis Bill finder noget yderst interessant og trendsættende på gaden eller i nattelivet, at han begynder at knipse løs med sit analoge kamera. Til tider kan han dog også være dybt uimponeret – for eksempel til modeugen i Paris, da et hav af paparazzifotografer omringer den franske, ikoniske lækkerbisken Catherine Deneuve. Dér vælger Bill at vandre den stik modsatte vej med ordene ”hun havde ikke noget interessant på…” Cool og kølig.

Der er ingen tvivl om, at dokumentaren “Bill Cunningham New York” er en film for de modeinteresserede. Men derudover giver den altså også et sjovt indblik i en excentrisk gammel mands liv, som hidtil har været yderst beskedent og anonymt i offentligheden på trods af, at Bill arbejder for den verdenskendte avis The New York Times. Kontrasten i Bill mellem at være ukendt i den gængse hverdag og højt oppe på piedestalen i modeverdenen er direkte komisk. Tjek eksempelvis scenen, hvor Vogue-redaktøren Anna Wintour kommer marcherende i højt tempo til en modefest og stopper loyalt op, så Bill kan få sit billede, mens hun køligt ignorerer de sultende horder af paparazzier og går videre. Modsat oplever man også et klip, hvor Bill fotograferer to velklædte piger på gaden i New York, hvortil de råber, at de vil smadre hans kamera, hvis han ikke pakker det væk. Hvis de bare vidste, hvor det fashionable billede ville ende…

“Bill Cunningham New York”s største force er klart dens humoristiske og skarpe skildring af en skør, forunderlig verden, hvor kun de mest farverige påfugle bliver dokumenteret med Bills kamera. Når det kommer til ham selv, så er han typen, der fikser sit billige regnvejrsoverslag med gaffatape. Der er tilsyneladende milevidt mellem Bills egen tilværelse og den verden, han ellers lever og ånder for at indkapsle med sin linse, og det er yderst fascinerende og underholdende at overvære den kontrast.

Dokumentaren er dog også rørende, særligt når det lykkes Richard Press at komme helt tæt på Bill, som ellers er mester i at distancere sig fra andre. Vi lærer blandt andet, at Bill aldrig nogensinde har været romantisk involveret med nogen i sit 80 år lange liv, og at religion har en stor betydning for ham. Så stor, at han bryder sammen, da instruktøren spørger ind til det. Dokumentaren slutter desuden fornemt af med disse få, men eftertænksomme ord fra Bill: ”He who seeks beauty will find it.” Kloge ord fra en gammel hankat, der har oplevet sit i storbyens brogede asfaltjungle.