Black Hawk Down er en hæsblæsende og voldsom krigsfilm. Filmen virker utrolig realistisk, og er en af de senere års bedre resultater i denne genre.

Black Hawk Down starter langsomt op, og bruger en del tid på at viderebringe baggrundsviden om situationen i Somalia. Men du må endelig ikke lade dig snyde af starten… Efter en god halv time med fortrinsvis ro og fred, skifter filmen totalt karakter. Herfra og frem sidder man som vidne til den ene voldsomme scene efter den anden.

Vi præsenteres for en meget bred og broget flok soldater, der kæmper som besat for deres liv i den somaliske hovedstad Mogadishu. Filmen har et ensemble af skuespillere, og man præsenteres hele tiden for nye personer, hvilket gør en direkte bedømmelse af de mange præstationer lidt vanskelig. Det må dog siges, at castingen er lykkedes ganske godt, og man er sjældent i tvivl om at man har med elitesoldater at gøre.

Man må dog fremhæve filmens hovedrolleindehavere. Her ser vi først Ewan McGregor, hvis skuespilspræstation må fremhæves som en af de bedste i filmen. Han leverer en god præstation, i en for ham ret atypisk rolle. Derudover har vi Josh Hartnett, der også leverer en god præstation i filmens mest emotionelle rolle. Hans karakter bliver kastet ud i kommandoen af en deling, og Hartnett spiller rollen med nøjagtig den usikkerhed der skal til. Samtidig viser han også de lederevner en delingsfører skal have. Denne dualitet gør hans præstation yderst troværdig.

Dernæst har vi Eric Bana som den toptrænede Delta Ranger, og han udtrykker både den arrogance og professionalisme som man kan forestille sig sådan en soldat ville have. Tom Sizemore er ved at skabe sig en lille niche som soldat efter først Saving Private Ryan og nu Black Hawk Down… manden passer bare utroligt godt til rollen, og leverer en solid præstation.

Og danske Nicolai Coster-Waldau skal jo lige nævnes i forbifarten. Han spiller solidt og præcist, og man kan både høre og se, at der er lagt store mængder energi i rollen. Hvis man ikke vidste det, kan du altså ikke høre han er dansker. Såfremt han taler med accent, er den så svag, at mit høreapparat ikke fanger de frekvenser.

Både selve cinematografien, klipningen og brugen af effekter gør, at filmen præsenteres rasende flot. Vi får mange detaljer med, og man sidder de første par gange raketterne er på vej ud af skærmen, og får øjne så store som tekopper. Virkelig godt lavet.

I kombination med de barske omgivelser i en sønderbombet del af Mogadishu, hvor man næsten kan lugte farerne rundt om næste hjørne, og se snigskytter over det hele, samles indtrykket til et massivt billede af død og ødelæggelse.

Filmen understreger, for mig, grusomhederne ved borger- og religionskrig, og får en til at læne sig lidt længere tilbage i stolen og nyde freden og roen i vores lille andedam.

Ridley Scott har givet os en 100% krigsfilm med rå action og fuld knald på. Dog leverer den ikke helt det, man måske kunne have håbet. Det virker nogle gange som om filmen er trukket liiige længe nok, men det er nu også det eneste, egentlige ankepunkt jeg har.

Alt i alt et ganske godt stykke arbejde, der dog ikke går helt så rent ind hos undertegnede som eksempelvis “We Were Soldiers” eller “Full Metal Jacket”.

VideoFilmen udgives med noget nær det perfekte Anamorphic Widescreen 2.35:1 Aspect Ratio transfer.. Ridley Scott er en yderst visuel instruktør, og det kommer også til udtryk i filmen, hvor der gøres stor brug af filtre.

Disse filtre i mange forskellige farver (brun, blå, grøn etc.) er utroligt flot gengivet på denne. Der er enkelte scener hvor der bruges et grønt filter, der ser lidt underligee ud… men det er nok nærmere filterets skyld end transferets.

Farvegengivelsen er dog generelt i topklasse og billedet er fænomænalt skarpt, og står som et af de bedste transfers i år.

AudioOgså lyden er der virkelig gjort noget ud af på denne udgivelse. Der er både DTS5.1 og Dolby Digital 5.1 (selvom der står Dolby Surround 2.0 på kassetten) og begge lydspor er enormt gode.

Der er hele tiden gang i lyden her… dialogen er klar og ren i centerhøjtalerne, og surroundhøjtalerne er næsten konstant i brug… om det så drejer sig om sårede soldater der skriger i smerte, ricocherende kugler, faldende patronhyldstre eller helikoptere der flyver forbi.

Også subwooferen er næsten konstant i brug, pga. de mange skud og eksplosioner. Scenen hvor den første helikopter falder ned, skal nok få billederne til at ryste på væggen hos din underbo.

Både DTS og DD lydsporene er fænomenale, sjældent hører man så aktive lydspor, og det er virkelig lækkert!

Ekstra materialeDet er yderst begrænset hvad der ligger på denne skive mht. ekstra materiale. Først og fremmest ligger der et 25 minutters dokumentarprogram om filmen.

Det er faktisk overraskende godt, med interviews fra skuespillerne der fortæller om deres roller og klip fra optagelserne. Det giver en god del information, hvoraf langt det meste dog kan ses i filmen.

Dernæst er der filmografi over filmens skuespillere (som vel næsten er standard i dag) og sætter man disken i sin DVD-Rom kan man se screensavers og desktop-baggrunde.

Alt i alt en svag omgang, der kun lige akkurat reddes af dokumentarprogrammet. Der skulle efter sigende være end 2-disk special edition på vej, men der er ingen forlydender om at den kommer til Danmark.

Er man ekstramateriale-freak så er dette nok ikke den bedste udgivelse… i dette tilfælde kan det nok bedst anbefales at vente et lille stykke tid, indtil det står klart om 2-disk udgaven udkommer i Danmark eller ej. (Den findes allerede som en britisk region 2, med kommentarspor af Ridley Scott, slettede scener osv.)

Black Hawk Down (BHD) er en realistisk skildring af slaget i Mogadishu i 1993. Størstedelen af filmen er ren kamphandling, der skildres i al sin grusomhed og hæder … men filmen er ikke uden fejl.

Krigsfilm… man enten hader eller elsker dem! BHD er en krigfilm af første grad, det er der ingen tvivl om. Man skal ikke blive snydt af den første halve times tid af filmen, der primært bruges til at forklare baggrunden for USA troppernes tilstedeværelse i Somalia, og på at lære de forskellige karakterer at kende.

Efter den første halve time, begynder kamphandlingen i filmen, og hvis man føler at man bare keder sig en lillebitte smule igennem de første 30 minutter af filmen, så lover jeg at der i de sidste to timer er action nok for selv de mest krigsliderlige. De sidste to timer er nemlig ren kamp… blodig, beskidt kamp mellem de amerikanske soldater og Aidid’s folk. Forestil dig den første halve time af Saving Private Ryan trukket ud over 2 timer, så har du Black Hawk Down.

Det er forholdsvis svært at bedømme skuespillet i denne film, for der er så mange roller, og man er samtidig totalt opslugt i de blodige kampe… dog skal det siges at Josh Hartnett og Ewan McGregor, som vel er det nærmeste man kommer på filmens hovedpersoner, leverer gode præstationer. Jeg var specielt imponeret over Ewan McGregors amerikanske accent.

Danske Nikolaj Coster-Waldau spiller en lille, men ikke ubetydelig rolle, i filmen… det var rart at se en dansker på det store lærred, og ligesom med McGregor var hans amerikanske accent perfekt og hans skuespilspræstation lige i øjet. Flere danskere i Hollywood siger jeg bare, specielt når de har denne kvalitet.

Rent filmisk er denne film utrolig flot… når Ridley Scott er ved roret er man altid sikret en kanon oplevelse, og denne film er ingen undtagelse. Scott guider os igennem kamphelvedet med close ups, slowmotionscener og kampscener der er med til at trække tilskuerne med ind i den horrible kampsituation. Jeg tog flere gange mig selv i at sidde og dukke mig, fordi der fløj et missil hen over skærmen eller pga. en eksplosion… så virkeligt forekom det mig.

Som jeg nævnte i starten, er denne film ikke uden fejl. For det første er filmen alt for lang… med sine 2 timer og 30 minutter, går der for lang tid før filmen rigtigt kommer i gang, og samtidig er 2 timer meget lang tid at se på krig og lemlæstelse i… man bliver simpelthen immun over for blod, indvolde og afrevne lemmer til sidst… filmen kunne med fordel have været ca. 2 timer lang.

For det andet indeholder filmen en række humoristiske scener og one-liners. Humoren er med til at understrege grusomheden ved krig, når karakterer man lige har grint med (og af) bliver flået i en regn af kugler, men det virker samtidig morbidt i en krigsfilm af denne kaliber, specielt når den er baseret på en virkelig hændelse.