En fodboldmor går i aktion

I en af de mange følelsesmæssigt ladede scener i “The Blind Side” chikanerer en ubehagelig redneck-tilskuer den underkuede Michael gentagne gange, indtil den lille spinkle Sandra Bullock vender sig om og får ham prompte til at klappe i med truslen ”Luk munden, eller jeg lukker den for dig!”

Som publikum forventes vi at juble over den vildt usandsynlige sejr, og det er i bund og grund den samme formular, som filmen kører igennem hele spilletiden. Det spiller øjensynligt ingen rolle for skaberne, at det er så letkøbte og utroværdige sejre, og det spillede åbenbart heller ingen rolle for Oscarakademiets medlemmer, der valgte at nominere den i kategorien Bedste film.

Filmen handler på papiret om den sorte teenager Michael Oher, der gik fra hjemløs til amerikansk fodboldstjerne, men den reelle hovedperson er Leigh Anne Tuohy, spillet af Sandra Bullock, der er kvinden, som finder den fortabte sjæl og åbner både hjem og hjerte for ham. Han bliver en del af familien, og med den viljestærke sydstats-furie som igangsætter får de efterhånden etableret ham i skolen, hvor den næsten stumme dreng hjælpes til bedre resultater, og hvor hans medfødte evner som fodboldspiller kan udnyttes på banen.

“The Blind Side” er baseret på rigtige begivenheder og er såmænd også i bund og grund en sød historie, selvom den trods alt også er en meget velkendt en af slagsen, hvor en asocial person med naturlige evner inden for musik, matematik eller lignende ved hjælp af en trofast beskytter føres til at udnytte sit potentielle. Der er dog flere spændende muligheder i fortællingen udover den umiddelbare formiddagsavis-historie, idet den åbner op over for forholdet mellem fattig og rig samt de racemæssige spændinger, men desværre er det ikke et element, som filmen ønsker at arbejde i, og vi efterlades i stedet med en verden, der er befolket af de mest overfladiske stereotyper.

Sandra Bullock fik som bekendt en Oscar for hovedrollen, og hun leverer da bestemt også et komisk vid til Leigh, der giver de klichefyldte scener et gevaldigt løft. Fra manuskriptets side gives hun dog en meget endimensionel figur. Hun bekendtgør ganske vist, at ”Michael har forandret mit liv,” men vi fornemmer alligevel ikke den fjerneste ændring i hendes person, der er fuldstændig den samme fra start til slut. Der er ikke det mindste tegn på reel indre konflikt, tvivl eller udvikling. Samtidig dominerer Bullock fuldstændig filmen, så den periodevis ligner et enkvindesshow, og figuren Michael bliver tynget i en grad, så han nærmest bliver et besynderligt vakuum af personlighed. Han er næsten fremstillet som en stum helgen, og man venter forgæves på et øjeblik, hvor han for alvor træder i karakter. Af samme årsag kommer hans bedrifter også til at virke betydeligt mindre imponerende, end de burde.