Blindness

InstruktionFernando Meirelles

MedvirkendeJulianne Moore, Mark Ruffalo, Alice Braga, Yûsuke Iseya, Yoshino Kimura, Don McKellar, Jason Bermingham, Maury Chaykin, Mitchell Nye, Eduardo Semerjian, Danny Glover, Gael García Bernal, Joe Pingue, Susan Coyne, Fabiana Guglielmetti

GenreDrama, Romantik, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen16/01/2009


Anmeldelse

Blindness

3 6
I de blindes land er den enøjede konge

Det begynder i det stille: En mand er på vej hjem fra arbejde, da han pludselig mister synet. Assisteret af sin kone besøger han en øjenlæge spillet af Mark Ruffalo, som dog ikke kan finde det mindste tegn på, at noget skulle være galt. Dagen efter vågner øjenlægen op og kan heller ikke se andet end hvidt lys. Herefter spreder sygdommen sig hastigt i gevaldige ryk, og i panik sender myndighederne de smittede i karantæne i et gammelt hospital. Med øjenlægen følger hans kone i Julianne Moores skikkelse, der som den eneste stadig har synet, men som har udgivet sig for at være blind for at kunne følge manden.

Deres eksistens bliver hurtigt ikke ulig en gruppe indsatte i et fængsel, men ikke desto mindre håndterer de situationen relativt godt. Efterhånden som smitten breder sig, fyldes hospitalet dog op til bristepunktet med blinde, og et kaos af overbefolkning truer den fredelige sameksistens. Blandt de nyankomne er en oprørsk indsat, som snart starter et magtkamp mellem de forskellige afdelinger.

“Blindness” er baseret på en bog af den Nobelprisvindende forfatter José Saramago og er udgivet herhjemme under titlen “En fortælling om blindhed”, som da også på mange måder er en langt mere sigende beskrivelse af indholdet. Historien ligner ved første indtryk en science fiction-gyser i stil med “The Happening”, men er i stedet en symbolladet beretning om social udstødelse samt både de kriser og det sammenhold, der opstår i de grupper, der kun har hinanden at støtte sig til. I dette tilfælde er det blindhed, men historien kunne for så vidt lige så vel handle om jøder, sorte, sigøjnere eller de personer, der efter en revolution befandt sig i den forkerte sociale eller racemæssige gruppe.

Filmen er instrueret af Fernando Meirelles, der tidligere har stået bag den bjergtagende “City of God” og den hæderlige, men knap så imponerende “The Constant Gardner”. Hvor de begge visuelt var meget baseret på flot fotografering af store udendørsområder, så er Meirelles denne gang for det meste rykket indenfor, og handlingen udspiller sig derfor i mere intime omgivelser. Til gengæld har han sat sit stempel via andre midler og en hyppig anvendelse af udtværede billeder og de hvide flader, som de blinde ser. Som den udvikler sig, bliver filmen hurtigt en moderne udgave af “Fluernes herre”, hvor demokrati og gensidig respekt bliver truet af magtanvendelse og tiltagende fornedrelse og brutal udnyttelse af den svage part. Her adskiller filmen sig også fra gængse Hollywood-produktioner ved at være langt mere eksplicit og direkte, end hvad man normalt ville se.

Som den eneste seende bliver Julianne Moores rolle hurtig en ukendt faktor, der kan true magtbalancen, men selvom hun leverer en sædvanlig glimrende præstation, virker hendes karakter underligt passiv under de første mange overgreb i betragtning af, at filmen konstant demonstrerer hendes fysiske overmagt. Det er øjensynligt meningen, at vi skal forstå, at hun kun gradvis kommer til erkendelse af sit ansvar, men til det formål lader filmen til at have gået gevaldig galt i byen ved at caste Moore, eftersom hun har en alt for viljestærk udstråling. Man tror ganske simpelt ikke på rollen.

Ikke desto mindre er “Blindness” en relativt velfungerende historie om social stigmatisering og fornedrelse, men også om det sammenhold, der kan opstå mellem medlemmerne af en udstødt gruppe. Når filmen alligevel er acceptabel snarere end fremragende, skyldes det ikke mindst dens lige lovlig tydelige allegori, der holder den på tegnebrædtniveauet, hvor man mere ser den som en matematisk ligning end en historie om rigtige mennesker. På trods af titlen er der ganske meget at se i “Blindness”, men der er til gengæld ikke særligt meget at tænke over.


Trailers

Kort om filmen

Da en mystisk epidemi af blindhed pludselig bryder ud, må regeringen isolere de smittede på et nedlagt sindssygehospital. For hver dag der går, kommer flere og flere patienter til, og hospitalet kan ikke længere huse de mange smittede. Systemerne begynder at bryde sammen, maden er knap, toiletterne stopper til, og de døde ligger ubegravede hen. Mareridtet bliver endnu værre, da en rebelsk indsat griber til ubeskriveligt grove metoder for at tage kontrol over hospitalet og madrationerne. Men heldigvis for de andre ofre er en fornuftig læge og hans trofaste kone blandt de indsatte. Og hun har en hemmelighed: Hun er den eneste, der kan stadig kan se…