Terrorismens sande ansigt

Siden det massive terrorangreb på tvillingetårnene i New York 11. september 2001 har verden været et væsentligt mere usikkert sted at opholde sig. Det er i hvert fald konklusionen fra de førende efterretningsorganer, der melder om travle tider. Under alle omstændigheder har terrorismen som begreb givet anledning til en sand opblomstring af film om emnet, hvor Ridley Scotts “Body of Lies” blot hører til blandt de seneste.

Men dermed ikke sagt, at den hører til blandt de bedste. For “Body of Lies” er trods et visuelt animerende udtryk ikke en af den slags film, der giver det fornødne sug i maven. Bærende enmandshær er en som altid energisk Leonardo DiCaprio, der i højere og højere grad synes sammenlignelig med en replica af Robert De Niro. Skuespilleren er uden for enhver tvivl i sin velmagtsperiode og forstår da også gang på gang at leve sig fuldstændig ind i de figurer, han sættes til at personificere. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor han som CIA’s mand i marken, efterretningsagenten Roger Ferris, foretager det præventive arbejde med at optrevle terrorceller midt i orkanens øje, Mellemøsten.

Men han er skam ikke alene. Med sig har han nemlig konstant kontakt med det amerikanske bureau igennem sin overordnede i den afdankede og afstumpede familiefar, Hoffman, der spilles med typisk akkuratesse af Russell Crowe. Han holder skansen hjemme på borgen og dikterer til Ferris sine ordrer igennem nutidens digitale medier og et højteknologisk overvågningssystem, der er deres fornemste kommunikationsåre, og som amerikanerne har spækket den mellemøstlige luft med. Dog er det sjældent et særligt godt samarbejde, de to fører, dels fordi Ferris og Hoffman har hver deres metoder. Men også fordi det fornemmes, at Hoffman er rastløs og langt hellere ville befinde sig i marken end at pleje familielivet med et dødsygt kontornusserjob.

“Body of Lies” er skåret over den traditionelle spændingsformular, hvor det forventede leveres uden omsvøb. De indskrevne figurer er proportioneret helt efter de fordomme, som er styrende i den verserende dialektik mellem den kristne og den islamiske kultur. Alligevel smelter de to væsensforskellige verdener sammen, da Ferris undervejs møder og falder pladask for den unge, iranske sygeplejerske Aisha. Et kærlighedsforhold synes uundgåeligt, men udvikler sig her efter helt andre forudsætninger, end vi normalt er vant til. Og det er et friskt pust til filmens videre fremmarch som sådan. På bedre vis end i de mere spændingsmættede sekvenser skildres her den kulturkløft, som adskiller de to systemer, og som i bund og grund vel er hovedårsagen til, at der i første omgang er en konflikt.

Undervejs hvirvles Aisha direkte ind i Ferris’ forehavende ganske uforvarende, da hans tilstedeværelse og aktiviteter i regionen vækker for megen opsigt blandt lokale terrorceller. “Body of Lies” har en stærk samtidsrelevans og stiller skarpt på de amerikanske agenturers udenrigsarbejde. Filmens forlæg stammer fra forfatteren David Ignatius, men topstyringen er her foretaget af Scott, der ellers har vist sig ganske leveringsdygtig inden for denne genre, men denne gang ikke når hele vejen i mål. Den kloge narrer som bekendt den mindre kloge, og det synes også at være hovedarterien her, hvor efterretning og terrorvirksomhed er broderet på et net af løgne og dårlig latin. Trods stærke passager ligner det mestendels et opkog på forgangne film inden for genren, og det skuffer en smule.

Billedsproget er hele vejen igennem realistisk, mens de ørkesløse bagtæpper er stemningsskabende. Samtidig er kynismen hos hovedpersonerne allestedsnærværende, og hverken venner eller fjender helmer med at ofre deres landsmænd eller fortælle store, hvide løgne for at nærme sig deres respektive mål. Deraf filmens titel. Den moderne krigsførelse er nemlig styret af netop de to elementer og så den jævne informationsstrøm, der administreres af moderne tiltag. Og derved finder “Body of Lies” sin overordnede pointe, når nu underholdningsfeltet trods spændingsmomenter ikke har så meget nyt at komme med.

Video

“Body of Lies” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 2.40:1-format, som generelt er en indbydende størrelse. Der er hverken edge-enhancement eller udtværinger, mens digitale forstyrrelser indfinder sig i mindre omfang. Samtidig holder farvetemperatur og kontrast stabilt og medvirker til at tegne billedet af et indbydende transfer.

Audio

På lydsiden leveres også godt håndværk. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor er besnærende, og dialogen fremstår trods enkelte mudrede passager grundlæggende tydeligt og uden snerten af overstyringer. Underneden bevæger et traditionelt score sig, dog uden at overdøve en detaljerig atmosfære og et utal af distinkte lydeffekter og lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er til gengæld en relativt mager affære. Ud over et glimrende kommentarspor, hvor Ridley Scott, forfatter David Ignatius og manuskriptforfatter William Monahan diskuterer processen, de lokale forhold i Mellemøsten, efterretninger og filmens karakterer, så tilbydes et par trailere og tre mindre featurettes. Hver af syv minutters varighed er de tre et opkog af interviews med skuespillere, instruktør og crew, og de stiller skarpt på filmens tematik, de lokale forhold og processen som sådan. Materialet er bestemt interessevækkende, mens alsidigheden til gengæld mangler.

Quantum of Terrorism

Man tilbringer en god bid af Ridley Scotts “Body of Lies” i håbefuld forventning om, at et eller andet virkeligt fremragende element dukker op, inden man resignerende indser, at det øjeblik heller ikke indtræffer denne gang. Om noget synes Scott for tiden at have lagt de store ambitioner til side for i stedet at koncentrere sig om at lave mere ordinære genrefilm.

For sådan en er “Body of Lies” i sidste ende, selvom den umiddelbart ligner en film, der har mere på hjerte. Den handler om den unge agent Roger Ferris, spillet af Leonard DiCaprio, som arbejder ihærdigt i Mellemøsten med at opsnappe oplysninger om alverdens hemmelige terrororganisationer og skurke. Hans arbejdsgiver er den nonchalante CIA-veteran Ed Hoffman i Russell Crowes skikkelse, der taler med en ligefrem og åbenhjertig tone, som kun en rigtig løgnhals kan gøre det.

Og løgne er der nok af. De to er på sporet af en ambitiøs organisation, der kaldes Al-Saleem, og hvis terrorbombning af Europa er taget gevaldigt til. For at få fat på dem samarbejder de med den jordanske efterretningstjeneste og udtænker en plan, der skal lokke Al-Saleem frem i lyset. Samarbejdet går dog ikke helt glat, da det viser sig, at viljen til at udveksle informationer ikke er gensidig.

“Body of Lies” lægger sig umiddelbart i lige linje med film som “Syriana” med den unge Roger Ferris som eneste retskafne mand tilbage i det betændte Mellemøsten. Det bliver dog snart tydeligt, at filmen reelt har mere tilfælles med Bourne og Bond, efterhånden som Ferris egenhændigt stormer terroristlejre og overlever eksplosioner på stribe. Vores helt tilbringer en god bid af filmen på hospitalsbriksen med at blive lappet sammen, inden han igen løber ubesværet videre mod den næste noget utroværdige situation.

Filmen viser atter Scott som den kompetente filmhåndværker han er, og han begår da heller ingen deciderede fejltagelser undervejs. “Body of Lies” er filmet og klippet med betydelig intensitet og leverer et overbevisende og atmosfærisk portræt af Mellemøsten. DiCaprio gør næsten Ferris til en troværdig figur, og Russel Crowe er ligeledes glimrende som den kyniske Hoffman, der via mobiltelefonen ubekymret sender missiler mod bygninger, mens han følger børnene i skole. God er også Mark Strong som en jordansk efterretningsmand, der har en vis bizar anstændighed over sig, selv når han får mistænkte terrorister tortureret. Mindre imponerende er Ferris’ kønne sygeplejerske Aisha, som han kommer til at løbe en betydelig risiko for, selvom det er svært at se hvorfor, eftersom deres forhold aldrig bliver underbygget tilstrækkeligt. Hun eksisterer blot med det formål at fremme handlingen.