Ny hund, gamle kunster

Lyder følgende bekendt: Et dyr forvilder sig langt væk fra sin højtelskede familie og begiver sig af sted på en lang og farefuld rejse for at finde sit hjem. Selv samme dyr møder et andet kræ og efter en række skænderier og mindre slagsmål bliver de pludseligt bedste venner. I fællesskab indser det umage par, at venskab er verdens vigtigste råvare. Under deres rejse møder duoen et tredje dyr – en kæk lille sidekick med talrige smarte replikker i ærmet, og under hele odysséen får vi jævnligt lov til at se det forsvundne dyrs ejermand sørge over dets forsvinden. Ovennævnte uddrag refererer til Disneys seneste animationsfilm, “Bolt”, men kunne lige så godt referere til talløse andre familiefilm.

Nej, originale ideer og overraskelser boltrer filmen sig desværre ikke i. Men dens skavanker opvejes af dens charme. “Bolt” er noget så sjældent som en familiefilm, der giver sit publikum tid til at lære sine figurer at kende, og som samtidig har så stor tillid til sine karakterer, at den lader dem fremmane langt de fleste latterbrøl. Dermed står “Bolt” i skærende kontrast til blandt andet de rædsomme “Madagascar”-film, som er så travlt beskæftiget med at parodiere alskens film, popstjerner og brands, at man som seer opnår den samme tilknytning til hovedpersonerne som til de animerede statister.

Bolt selv er en nuttet og elskværdig lille vovse. Ved et uheld ryger han langt væk fra sine trygge omgivelser i Hollywood, hvor han er stjernen i en tv-serie, hvori han har superkræfter og jævnligt redder verden og kammeraten Penny fra alskens psykopatiske galninger. Bolt tror, at seriens kulisser, figurer og historier er ægte, så da han ryger ud i den virkelige verden, skal han pludselig til at vænne sig til at leve som en ganske almindelig hund. Han kidnapper katten Mittens, fordi han mistænker hende for at arbejde for tv-seriens hovedskurk.

Mittens og Bolt udgør et fabelagtigt makkerpar, fordi kontrasten mellem den heroiske Bolts fandenivoldskhed og den sarkastiske Pennys kynisme slår gnister. Og fordi de to kræ er så forskelligartede og standhaftige, er det en fornøjelse at overvære deres venskab tage form. Den førnævnte sidekick, den overspændte hamster Rhino, som i øvrigt er Bolts allerstørste fan, stjæler alle de scener, hvori den medvirker. Samtlige skuespillere leverer deres replikker med en entusiasme, som ofte smitter af på tilskueren og samtidig bærer præg af deres kærlighed til materialet.

Man kan sagtens mærke, at Pixars gamle, rutinerede foregangsmand, John Lasseter, har overtaget styringen hos Disney, for ligesom Pixars bedste film (og modsat Disneys egne, foregående 3D-animationsfilm) fremtvinger “Bolt” både imponeret gispen, dybfølt latter og endda et par ægte glædestårer i ny og næ. Humoren fungerer især, fordi den primært udspringer fra interaktionerne mellem de karismatiske figurer. Og inden for sit metafiktive univers får “Bolt” endda også leveret nogle muntre vitser om kynismen, der gennemsyrer filmbranchen, personificeret af Bolts opportunistiske manager. Selvom “Bolt” er forudsigelig og kulminerer i et lige lovlig sukkersødt klimaks, så er man altså godt underholdt igennem størstedelen filmen. Næh, med Lasseter ombord har Disney tydeligvis ingen grund til at være hunderæd for fremtiden.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format (omslaget hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.35:1). Ligesom de fleste andre 3D-animationsfilm på markedet ser “Bolt” fantastisk ud på dvd. Billedet er skarpt og pletfrit, både kontrasten og farvegengivelsen er perfekt, og edge-enhancement forekommer aldrig.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er glimrende og meget tæt på at score topkarakter. Med en forholdsvis lav bitrate på 384 kbps kommer det ikke som en gigantisk overraskelse, at mange af lydsidens dybeste og højeste toner savner lidt pondus, og at dialogen ikke altid har den mest imponerende rumklang – dertil er komprimeringen lidt for kraftig. Men filmens lyddesign er fantastisk, og samtlige højtalere disker op med et utal af brillante lydeffekter, der er med til at gøre filmens computergenererede univers dragende. Stort set samtlige højtalere er aktive fra start til slut, men man føler sig aldrig irriteret af det auditive sansebombardement. Panoreringerne føles naturlige, subwooferen brummer på de helt rigtige tidspunkter, musikken er klokkeklar, og støj figurerer ikke. Et dansk Dolby Digital 5.1-mix medfølger også, og ligesom de fleste andre Disney-film, fungerer “Bolt” også fint med danske stemmer.

Ekstramateriale

Trailere til “Bedtime Stories”, “Space Buddies”, “Up”, “Klokkeblomst og den forsvundne skat”, “Hannah Montana”-tv-serien og de kommende hjemmevideoudgivelser af “Oliver & Company” og “Snehvide og de syv små dværge” medfølger. Det samme gør to blot nogenlunde slettede scener, som instruktørerne Chris Williams og Byron Howard introducerer. De består desværre ikke af færdige computeranimationer, men udelukkende af lyd, musik og stills.

Musikvideoen til “I Thought I Lost You” opført af Miley Cyrus og John Travolta er meget sød, men forglemmelig, ligesom det ultrakorte interview med de to skuespillere, som diskuterer hinanden og indspilningen af sangen. Skivens tre dokumentarer (samlet varighed: 21 min.) omhandler især filmens look, produktionens debuterende instruktører og skuespillerne. Man savner nogle mere grundige interviews. Kortfilmen “Super Rhino” (4 min.), hvori hamsteren Rhino får superkræfter og redder sine kammerater fra den gruopvækkende Dr. Calico, er dog ganske morsom.

Et hundeliv

Med kun to computeranimerede film bag sig har Disneys animationsafdeling længe holdt fast i de traditionelle blyantstreger. Verdens ældste tegnestue har skabt uforglemmelige tegnefilm, men har samtidig været lang tid om at omstille sig og give bud på computerbaserede animationsfilm. Allerede i 1995 kom Pixar med gigantsuccesen “Toy Story” og har siden været toneangivende på sit felt. Siden Pixar og Disney fusionerede i 2006, prøver Disney-studierne nu for alvor med digitale figurer, og “Bolt” er andet forsøg efter “Min skøre familie Robinson”.

Superhunden Bolt har hvid pels med et sort lyn på siden. Menneskepigen Penny er i fare, og det er op til Bolt at klare skurkene. En mikrofonstang kommer ind i billedet, og det hele viser sig at være en filmoptagelse. Bolt er blot en almindelig hund, men tror selv på superkræfterne, som tv-studiet har lavet med special-effects, siden Bolt var hvalp. En dag slipper skuespillerhunden fri fra studiet og ryger tilfældigt i en flyttekasse til New York. Da Bolt stadig tror, at Penny er i fare, begiver han sig – med en kat som gidsel – ud på en farlig rejse tværs over USA tilbage til Los Angeles.

På mange måder minder “Bolt” om kendte Pixar-film som “Toy Story” og “Biler”. Bolt er en berømt stjerne, der bliver genkendt på gaden ligesom racerbilen i “Biler”, og Bolt er også i den tro, at han kan skyde med laser præcis som Buzz Lightyear fra “Toy Story”. Illusionerne brister efterhånden, og både bilen, legetøjsfiguren og hunden må finde en mere realistisk tilgang til verden. Det er ikke så overraskende at finde ligheder til Pixar med dennes grundlægger og animationskonge John Lasseters fingeraftryk over det hele. Med Lasseter som nyt kreativt overhoved hos Disney-animationsstudierne kan Disneys varme indre og Pixars banebrydende ydre både ses og føles i “Bolt”.

Med hjælp fra sit gidsel, Mittens, skal Bolt oplæres i, hvordan en “rigtig” hund opfører sig. Det umage par bliver sultne på rejsen tværs over landet, og de bliver nødt til at tigge mad på en campingvognplads, og her har hunden som bekendt en klar fordel. Ironien i en kat, der oplærer en hund i at være hund, mens hunden har katten som gidsel i en hundesnor, er bare morsom. Mittens er en baggårdskat, der kender alle gadens regler, og inden længe lærer hun Bolt at hælde hovedet på skrå, sænke ørene og vise “hundeøjne”. Mittens og Bolt møder hamsteren Rhino, der viser sig at være Bolts største fan. Rhino citerer ustandseligt velkendte replikker fra action-universet og slår naturligvis følge med idolet på den farlige rejse. Det er svært at stå for de charmerende dyr i “Bolt”, der er sjove og vigtigst af alt har personlighed. Humoren er effektiv og kan nydes af både små og store.

Den voksne dimension af “Bolt” understreges også i den allegoriske kredsen om Hollywood-miljøet. Hunden Bolt bliver udsat for den ekstreme form for method acting, hvor den ikke engang selv er klar over, at kameraet ruller. Det bliver til et misbrug af følelser, som det også kan ske for barneskuespillere i virkeligheden sat på spidsen med Pennys grådige agent, der taler som en slange og tænker som en pengegris. Alvorlige virkelige hændelser som ildebrandene i Universal Studios og Hollywood berøres også, og “Bolt” frarådes derfor for de helt små.