Animationsfilm er ikke alene populære, de har også vist sig at være særdeles profitable, hvilket ikke mindst skyldes deres brede appel. Voksne ser dem, både ledsaget af børn og alene. I år har vi set en lind strøm af animationsfilm, hvor man ofte skal have forstørrelsesglasset frem for at se den store forskel på filmene. Således er det også med “Boog og Elliot – Vilde venner” der, for at omskrive en velkendt Star Trek frase, modigt rejser derud hvor gud og hvermand har været i forvejen.

Filmen handler om Boog, en tam bjørn, der bor hos skovbetjenten Beth. Sammen optræder de for besøgende som en farlig grizzly, men ellers er han ganske fredsommelig og så god som dagen er lang. Hans fredsommelige tilværelse bryder dog sammen da elgen Elliot kommer ind i hans liv. Elliot er blevet kørt ned af en fæl jæger ved navn Shaw, og er nu endt bundet til jægerens kølehjelm, minus et gevir. Den godmodige Boog kan naturligvis ikke nænne at lade elgen møde så grum en skæbne, og befrier derfor Elliot. Det skulle han dog næppe have gjort, for fra da af klæber Elliot fast til Boog som et tyggegummi til en skosål. Inden længe har Elliot skaffet Boog så mange problemer på halsen, at Beth ikke ser anden udvej end at slippe begge dyr fri i skoven. I naturen går Boog dog hurtigt i panik, da han intet ved om at overleve i det fri. Med kun få dage til jagtsæsonen må Boog og Elliot forsøge at nå hjem inden det er for sent.

At lave en animationsfilm om dyr, der skal tilpasse sig det vilde liv og finde hjem, er ikke just udtryk for opfindsomhed, men det er næsten det mindste af problemerne for “Boog og Elliot” der i den grad føles som en alt for velkendt model skåret præcis som så mange andre. I den sammenhæng er filmen hverken værre eller bedre end de fleste, blot temmelig uopfindsom og rutinepræget. Alt i filmen synes at være set før og bedre anvendt. Lige fra starten hvor Boog optræder på scenen – ligesom zoo dyrene i “Madagascar” – over til forholdet mellem Boog og Elliot, der er det samme som forholdet mellem hovedpersonerne i “Shrek” og “Ice Age”. Filmens humor er relativ harmløs, men stort set uden de sjove ordspil og dobbeltbetydninger vi er vant til. Til gengæld tror jeg, at det her er den første animationsfilm, hvor en af figurernes afføring rent faktisk er på lærredet – i hvert fald et sikkert tegn på, at det ikke er Disney, der har produceret denne film.

Rent visuelt er filmen ganske nydelig, om end der er langt op til de spektakulære scener som Pixars “Biler” kunne præstere. Dyrene er ganske sjovt udformet og en særdeles tempofyldt vandfaldssekvens udgør filmens bedste scene og en af de få gange hvor den rent teknisk duperer. Hvad “Boog og Elliot” først og fremmest mangler er en mere sammenhængende historie. For meget af handlingen føles blot som en serie af begivenheder med de samme hovedpersoner, og alt for mange scener fører ingen vejne. Der synes ikke at være noget på spil her, ingen trussel eller udfordring af betydning. Dyrene løber alt for let af med sejren og Boog virker ikke synderligt mere fortrolig med naturen når filmen slutter, end han var da den startede.