Brick Mansions

InstruktionCamille Delamarre

MedvirkendePaul Walker, David Belle, RZA

Længde95 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen24/04/2014


Anmeldelse

Brick Mansions

2 6
Forstenet remake

Kan du huske “District 13”? Det var en fed film! Brutal, tempofyldt og revolutionerende i sin brug af stuntpakket parkour-action. Og ja, så havde den tilmed humor og en social indignation, der gav den et skær af John Carpenters med 80’er-snegl. Her 10 år senere har vi så fået et amerikansk remake, hvis eneste fortjeneste er, at den fik mig til at gå hjem og gense “District 13”. “Brick Mansions” er den samme film scene for scene blot mindre blodig og uden samme fandenivoldske sjæl.

For de som skulle have glemt det, er handlingen så simpel, som kun en vellavet genrefilm kan tillade sig det. Fremtiden har budt på socialt forfald og for at kontrollere den hårdest ramte bydel i Detroit, har regeringen bygget mure hele vejen rundt om området, der nu kendes som Brick Mansion. Da den lokale narkoboss, Tremaine, får fingrene i en atombombe, bliver en ærlig politimand ved navn Damien sat på den farlige opgave at infiltrere Brick Mansion og desarmere bomben. Lino, en halvkriminel og sprængfarlig lokal karl, der har sit eget udestående med Tremaine, teamer op med Damien og pludselig er makkerparret den noble kriminelle og den ærlige betjent.

De eneste ændringer – ud over location – i forhold til “District 13” er, at vi i “Brick Mansions” skal plages af tåbelige sidehistorier. Damien skal absolut have et underligt hævnprojekt over for Tremaine, og hvor skurken i “District 13” tog Linos søster til fange, er det i dette åndsforladte remake eks-kæresten, der skal drive Linos karakter. EKS-kæresten? Jamen, er det ikke nemmere at fatte sympati for en søskenderelation end for et eller andet forlist parforhold? Jo, blandt andet derfor forekommer historien i “Brick Mansions” mere dum end simpel.

Også actionsekvenserne rimer mere på dum end simple. Som actionfilm var “District 13” noget nær perfekt, og man er nødt til at svinge sig op på “The Raid”-niveau for at overgå den i flot voldskoreografi. Men her næres ikke samme ambitioner. I stedet tackles kampscenerne med lynhurtig klipperytme og et frustrerende nærgående kamera, der gør det umuligt at se, hvor kedeligt det hele er sat op.

I hovedrollerne ser vi Paul Walker i sin næstsidste rolle, som den ærlige betjent Damien, og David Belle, der gentager sin rolle fra “District 13” som Lino. Ingen af dem er værd at skrive hjem til Frankrig om. Heller ingen af birollerne hæver deres flade karakterer fra at være andet end skabelonfigurer. Helt galt går det med det S&M-klædte, semi-lesbiske sidekick Rayzah, som Tremaine sætter til at vogte over Linos eks-kæreste. Hun er alene på skærmen for at kunne vise en smule hud, men “Brick Mansions” er hverken rigtig sexet eller rigtig brutal. Den er bare rigtig dårlig.

Hvad i alverden har filmens bagmænd tænkt? Hvem er det, der ser en god film og tænker: ”Jeg kan virkelig godt lide denne film, jeg ville bare ønske, at den var fladere og tog færre chancer”? Drop for pokker “Brick Mansions” og få så set eller genset “District 13” i stedet!


Trailers

Kort om filmen

I en forfalden og øde del af Detroit huser de forladte murstenshuse nu byens allermest farlige kriminelle. Undercover-betjenten Damien Collier (Paul Walker) har helliget sit arbejdsliv til at bekæmpe korruption. Eks-fangen Lino (David Belle) kæmper hver dag en kamp for at leve et ærligt liv på den rette side af loven. Deres veje krydses, da narkokongen Tremaine (RZA) kidnapper Linos kæreste, og de to modsætninger pludselig tvinges til at samarbejde for at forhindre, at hele byen eksploderer.