En mageløs kærlighedserklæring til musikkenDe fleste er godt nok døde i dag. Inden da nåede tyskfødte Wim Wenders, der er createuren bag den mageløse “Himlen over Berlin” (1987), heldigvis at tegne dette gudsbenådede portræt af en mellemamerikansk kultur med stolte, musikalske traditioner. I “Buena Vista Social Club” følger han nemlig i fodsporet på musiker og producent Ry Cooder og dennes søn, Joachim. De er begge taget til Havana på Cuba for at samle en række musikere og i særdeleshed den aldrende sanger Ibrahim Ferrer til en pladeindspilning, der skal åbne omverdenens øjne for havanesernes imponerende musikalske kulturarv.

“Buena Vista Social Club” er en mageløs dokumentarfilm efter alle kunstens forskrifter. Det er ikke de store nyheder, der bliver bragt for dagen, men blot fornøjelsen af at være i selskab med et økonomisk dårligt stillet folk, hvor livsglæden er det altafgørende, er imidlertid hele oplevelsen værd – og lidt til. De håndholdte optagelser veksler lifligt mellem den epokegørende koncert i Carnegie Hall i New York 1. april 1998, som filmen er tænkt at resultere i. Men ind imellem fortæller de senere verdensstjerner som Compay Segundo, Ibrahim Ferrer og Rubén González om et langt liv i og med musik.

Selv om Ry Cooder løbende præsenterer cubaneserne i deres rette element og sit eget projekt med at samle de musikalske enere i første omgang til en pladeindspilning, men sidenhen til en legendarisk koncert i det forjættede USA, skal der ikke herske tvivl om, at “Buena Vista Social Club” helt og alene er Wim Wenders’. Det er uden tvivl hans fortjeneste, at denne hjertevarme perle favner så bredt og har så uendeligt meget at byde på, at det indimellem virker som om, at musikken blot er en ligegyldig bagatel.

Det er den dog ingenlunde. “Buena Vista Social Club” refererer oprindeligt til et berømmet spillested i Havana, som desværre ikke eksisterer længere. Men det dækker også over en kultur – her repræsenteret ved en række unikke verdensmusikere – der først meget sent (og takket være denne film) fik den fortjente hyldest og anerkendelse. Det er en underlig fornemmelse, når halvanden times dokumentarfilm i den grad kan feje benene væk under en og tryllebinde på en sådan måde, at hele følelsesregistret bevæges. Men det kan “Buena Vista Social Club” som ingen anden.

Måske er filmen – teknisk set – ikke nogen banebrydende størrelse. Men hvad gør det, når selve essensen af livet indfanges i spilleglæden, i den sorgløse kærlighed til et liv, der øjensynligt er materialistisk fattigt, men til gengæld rigt på oplevelser. De fleste af de medvirkende er døde kortere eller længere tid efter optagelserne, og af samme årsag tager denne film i virkeligheden også form af et særdeles bevægende eftermægle, en mageløs kærlighedserklæring til musikken og til det cubanske folks særegne livsstil.

Men musik handler det også om. Og de mange optagelser fra koncerten i New York samt indspilningerne i Egrem Studios gør det i hvert fald ikke nemt at bevare roen i kroppen. “Buena Vista Social Club” er et rytmisk dragende følelsesudbrud, hvor kærlighedssange efter tur vinder indpas og sætter sine spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke før nu har været et større fokus på kulturen i Fidel Castros Cuba. Om ikke andet må denne dokumentariske musikfilm være den bedste turistbrochure, landet overhovedet kan ønske sig.

Nok er de fleste af musikerne døde, men deres musikalske bidrag lever for eftertiden og tegner et billede af en generation, hvor musikken trods fattigdom lærte den udøvende kunstner at nyde livet. Men også de levende bør hyldes. Wim Wenders for en helt igennem magisk oplevelse, der finder ind under huden på mennesket. Ind til kulturen, følelserne, selve livet og naturligvis musikken. Ry Cooder for overhovedet at sætte hele dette rendevouz mellem så forskellige kulturer i scene. “Buena Vista Social Club” er formentligt en af alle tiders allerbedste musikerportrætter.

Video”Buena Vista Social Club” fremstår i et knivskarpt anamorphic widescreen 1.85:1 format, hvor de håndholdte optagelser er konstant nærværende. Filmen veksler mellem koncertoptagelserne og de mere impulsive interviewsituationer, hvor manglende lyssætning og overblændinger naturligvis sætter sin helt egen dagsorden. Det har dog ikke større indflydelse på det udmærkede transfer, hvor kontrasten er solid, filmens varme farvegengivelse står godt, og der ikke er støv eller udtværinger. Der er kun enkelte tilfælde af edge-enhancement, mens anden digital støj derimod bemærkes adskillige steder undervejs.

AudioFilmen er præsenteret i et engelsk og spansksproget Dolby Digital 5.1 lydspor, der vel nok er den største oplevelse ved denne udgivelse. Der er masser af smækre lydpanoreringer, ligesom atmosfærelyden kommer godt ud og gør brug af alle sine muligheder. Således giver lyden af bilhorn i baghøjtalerne i den grad fornemmelsen af selv at være til stede i Havana. Musikken er tilsvarende tilstede på alle planer og kommer godt ud i alle højtalere; en række ekvilibristiske lydovergange understreger mediets styrke, og endeligt står dialogen skarpt og uden dikkedarer. Selv om coveret ikke skilter med det, er udgivelsen også udstyret med et 2.0 stereo lydspor, der selvsagt ikke har samme høje auditive niveau som sit modstykke, men alligevel er af rimelig beskaffenhed.

EkstramaterialeEkstramaterialet er godt, uden at være overvældende. En trailer for filmen udgør sammen med en live-optræden med nummeret “Candela” i Carnegie Hall, New York og indspilningen af “Cien Fuegos” i Egrem Studios denne dels krumtap. Ud over den korte “Alberto Korda’s Photographs” er det resterende materiale af mere tekstlig karakter. Der er biografier med instruktør, producere og musikerne samt en række stillbilleder fra optagelserne. Selv om coveret reklamerer med det, er der ikke produktionsnoter med på udgivelsen. Hvor ville det dog i øvrigt have været forfriskende, om hele koncerten i Carnegie Hall var en del af ekstramaterialet. Det er desværre ikke tilfældet.