Red verden – spis en maddike

Når løvekongen Simba kunne, så kan vi andre måske også. Vi kan i hvert fald blive nødt til det. Hvis der skal være mad nok til alle i fremtiden, så må vi give insekterne plads på menukortet. Termitter, maddiker og græshopper side om side med laks, bøf eller flæskesteg. I “Bugs” tager instruktør Andreas Johnsen os med på en alternativ, gastronomisk verdensrejse i søgen efter svar på spørgsmålet: Kan insekter redde verden? Det er ikke just appetit-æggende food porn, som vi kender det fra fjernsynet. Men det er en nuanceret præsentation af en mulig løsning på det fødevareproblem, der lurer et sted ude i fremtiden og venter på at sende os sultne i seng.

Josh Evans og Ben Reade er Timon og Pumba til vores Simba. Ben er chefkok på Nordic Food Lab i København, der er hjem for et større forskningsprojekt om insekters potentiale som velsmagende næringskilde. Med fed streg under velsmagende. Ben er skotte, rødhåret og rød. En glødende idealist, der stejler, hvis nogen formaster sig til at sige Nestlé eller Pepsi. Josh er forsker fra Canada. Han er mere afdæmpet. Mere pragmatisk. De er gode sammen. Også foran kameraet. Ben er bombastisk begejstret, hver gang han får et nyt kryb mellem tænderne. Josh reflekterer og analyserer. Piller oplevelsen fra hinanden.

De to hovedrolleindehavere er godt castet. De er på hver deres facon gode formidlere. Og de deler en vigtig egenskab: Tvivl. En dokumentar som “Bugs” kan nemt ende som en ensidig prædiken, der har så travlt med at redde verden, at det hele bliver lidt for frelst. Men Ben og Josh sætter hele tiden spørgsmålstegn ved præmissen. Det er ikke nok at overbevise folk om, at insekter kan være lækre. Måske er det ikke engang nødvendigt. Eller det rigtige at gøre. På den måde er “Bugs” også en film om, at gode intentioner og rene hjerter kan udnyttes, hvis de ikke får hjernen med.

Ben og Josh har heldigvis hjernen med. De piller efterhånden den entydige præmis fra hinanden. Hvorfor begynder store fødevarevirksomheder at vise interesse for insekter? Er de interesserede i den gennemgribende forandring af fødevaresystemet, de to insektforskere forestiller sig? Mon ikke blot de vil nøjes med at ændre akkurat nok til reelt at bevare status quo?

I 2040 når verdenspopulationen ni milliarder. Det er mange munde. Men i dag producerer vi på verdensplan allerede nok fødevarer til at brødføde tolv milliarder mennesker. Så hvorfor er det overhovedet relevant at bruge så meget energi på at udforske nyt næringskilder? Distraherer det ikke bare fra det egentlige problem? Måske handler problemet mere om markedskræfter og omfordelingspolitik end smagen af termitdronninger. Det er godt, at “Bugs” med sådanne betragtninger også løfter blikket fra insekternes verden.