I’m drawing the line in the fucking sand here, do not read the latin!

Hvis du endnu ikke har set Joss Whedon og Drew Goddards lille horror-perle, “The Cabin in the Woods”, så skal du vide to ting: Du bør straks få den set, og husk at passe på spoilers! Ved første øjekast synes det nemlig at være filmens egentlige catch, at man som seer tror, at man allerede kender historien til hudløshed, når man i virkeligheden ikke har nogen anelse om, hvad det er for en slags film, man tager hul på. Ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at “The Cabin in the Woods” er meget, meget mere end blot hamrende god popcorn-underholdning!

Den del af plottet, man godt må kende til på forhånd, kender man som sagt allerede fra adskillige ældre horrorfilm: Vi følger fem unge venner (alfahannen, blondinen, den intellektuelle, pothovedet og ‘jomfruen’), der har planlagt en weekend med druk og fest i en fætters hytte langt ude i skoven. Og det er som bekendt en gyserfilm, så mon ikke de ignorerer advarslen fra den underlige knoldesparker, de møder på vejen derop, og mon ikke de i deres ungdommelige naivitet får vækket noget ondt til live og bliver straffet hårdt for det?

Plottet er som taget ud af “The Evil Dead” (bare for at tage ét oplagt eksempel), men den slående lighed er i sig selv en pointe i filmen. For efter indledningen begynder “The Cabin in the Woods” at folde sig ud som alt andet end en typisk horrorfilm. Det er nærmere en horrorfilm om horrorfilm – en “meta-horrorfilm”, der udforsker, kritiserer og hylder genrens konventioner og traditioner gennem et snedigt udtænkt plot, der, som filmen skrider frem, griber mere og mere om sig.

Filmen har ligget klar og parat siden 2010, men har af forskellige årsager først fået premiere i år. Det gør det sjovt at se en yngre og på det tidspunkt mere ukendt Chris Hemsworth levere en solid præstation sammen med et cast bestående af relativt ukendte, men velvalgte skuespillere, der alle udfylder deres noget stereotype roller fint. Det er dog makkerparret Richard Jenkins og Bradley Whitford, der for alvor brillerer i filmens sideplot, hvor de (perfekt instrueret af Goddard) får hele filmen til at føles endnu mere syret ved at påtage sig en pudseløjerlig “hverdagsagtighed”. Det afmystificerer det mystiske og gør derfor det hele meget mere mærkværdigt.

Den største ros skal dog gives til Whedon og Goddard, hvis enorme genrekærlighed og -kendskab gennemsyrer hele filmen. De to har skruet en film sammen, der rummer alle de elementer, der skal til for at skabe en drøm af en horror-oplevelse, og specielt filmens sidste tredjedel rykker grænserne for, hvor forrygende en fest, horror i bund og grund kan være. Det skyldes, at filmen aldrig taber mælet, men flere gange tager den modige konsekvens af sit eget univers og serverer blod og vold i mildest talt rigelige mængder! Og sidst, men ikke mindst, optræder der en skuespiller, som for guds skyld ikke skal afsløres her, i hvad der må være en af de mest mindeværdige cameos siden Bill Murray i “Zombieland”!

“The Cabin in the Woods” rummer alt hvad en god horrorfilm skal og mere til. Den emmer af muntre referencer, fantastiske replikker og en slutning og morale, der sætter nye standarder inden for genren. Filmen reflekterer over forholdet mellem film, filmskabere og publikum, og samtidig byder den på chok, uhygge og litervis af blod. Filmens succes bør først og fremmest tilskrives dens to bagmænd, Joss Whedon og Drew Goddard, der heldigvis har fået lov til at udleve deres vådeste horror-drøm uden at skulle gå på kompromis med indholdet, og resultatet er uden tvivl den bedste gyserfilm siden “Drag Me to Hell”!

Video

Transferet er desværre ikke så flot, som man kunne have håbet. Det virker, som om man har forsøgt at give filmen et mere “old school”-look for på den måde at hædre genrens ældre perler. Men resultatet er uheldigvis, at billedet tit er så grynet, at flere detaljer drukner, og kontrasten får det samtidigt svært i de mørkere skovscener. Der er dog flere virkelig imponerende nærbilleder, hvor skarpheden er slående, og farvegengivelsen slår gnister. Overordnet set er transferet dog kun middelmådigt. Ærgerligt!

Audio

Hvor transferet skuffer, så er det lydsiden til gengæld virkelig, virkelig flot! Ud over den perfekte balance mellem lydeffekter, musik og dialog, hvor intet overdøver eller overdøves, så rummer filmen nogle lydoplevelser, der vælter én bagover. Da et computer-system tændes ca. 15 minutter inde i filmen, runger hele stuen. Og når slutningen kommer… Så er det, at man skal have advaret underboerne om, at man altså ser film med ordentlig lyd!

Ekstramateriale

Der er mange filmselskaber, der kunne lære noget af ekstramaterialet her til “The Cabin in the Woods”. Ud over at det er relativt omfangsrigt (men ikke overvældende), så er det både fokuseret og meningsfyldt. Man spares for klip af filmfolk, der kun roser hinanden og filmen til skyerne, og i stedet serveres vi for et engageret og passioneret indblik i de ideer og tanker, der har formet og skabt “The Cabin in the Woods”. Making of-dokumentaren er (på trods af en standard spilletid på ca. 30 minutter) stramt fortalt med fokus på de væsentlige elementer, såsom kælderscenen og en vis vild scene fra filmens tredje akt. Vi hører om overvejelserne omkring mængden af referencer og får et godt billede af samarbejde mellem Whedon og Goddard.

Derudover findes der en morsom gennemgang af Martys (pothovedet) rygeaggregater – bl.a. hans enorme bong, der meget praktisk kan foldes sammen til en termokaffekop. Det er skuespilleren Fran Kanz selv, der står for dette indslag. Her er også en udmærket featurette om skabelsen af filmens uhyrer, samt en virkelig god Q&A fra Wonder Con, hvor Whedon og Goddard bl.a. uddyber deres skriveproces. Mere af samme fabelagtige skuffe er der at finde på udgivelsens kommentarspor. Whedon og Goddard lægger ud med at sige, at de altså ikke bare er to nørder, der kun vil sidde og plapre – men ironien er tyk, og man bliver netop serveret for en masse spændende “nørdesnak”. For fans er der virkelig nogle guldkorn at finde blandt diskens ekstra godter.

Konventionel horror med et twist

”Vi er ikke, hvem vi er”, siger en af personerne i “Cabin in the Woods”, den nye film af Joss Whedon og Drew Goddard, og ligeledes er selve filmen ikke, hvad den umiddelbart ser ud til at være på overfladen. I lange perioder føles filmen som en noget konventionel gyser, men det er samtidigt en forbavsende intellektuel affære, der leger med spørgsmål om identitet og voyeurisme.

Fem venner tager til en hytte i en mørk skov for at tilbringe weekenden. Før de kommer derhen, møder de en knotten særling, der ejer den lokale tankstation. Han er ikke meget for at hjælpe dem med benzin. Nej, han er mere typen, der giver dystre advarsler om at vende om. Da vores fem hovedpersoner når ud til den umiddelbart skumle hytte, finder de hurtigt en kælder, hvor der er en uhyggelig dagbog, der beskriver en mand, som slår hele sin familie ihjel. Lyder det som en af de der traditionelle gyserfilm, hvor de unge bliver slået ihjel én efter én, hvorefter kun den uskyldige pige er tilbage? Tidligt forledes man i hvert fald til at tro, at “Cabin in the Woods” vil følge den gængse gyserskabelon, men langsomt opdager man, at de unge er blevet lokket i en fælde, der indebærer meget mere end fem meningsløse, brutale mord, for i afsidesliggende kontorer sidder en gruppe bagmænd iført pæne skjorter og slips, der sørger for, at det hele går efter planen.

Indledningen til “Cabin in the Woods” er gennemsyret af en begejstring for genren. Den starter med en uventet voksen og rolig scene, hvorefter den hamrer titlen i hovedet på os med store, røde bogstaver. På trods af denne iøjefaldende indledning føles “Cabin in the Woods” som en noget konventionel gyser gennem det meste af filmens første halvdel. Her er en mørk skov, en mystisk fremmed ved en benzinstation midt i ingenmandsland og stereotype hovedpersoner, der også er at finde i næsten enhver gyser fra 1980’erne. I det hele taget er 80’erne en tid, som instruktøren Drew Goddard hyppigt hylder i filmens indledende akt, mens han roligt og tålmodigt indgyder en underliggende bekymring over samfundets voksende behov for at belure andre.

Det er især denne tiltagende fascination af andre menneskers privatliv, der synes at interessere Drew Goddard. Et spejl, der tillader husets beboere at belure hinanden i skjul, giver et lille fingerpeg om, hvad vi har i vente. Når dette fokuspunkt efterhånden udformer sig på usandsynlig vis, virker det alligevel, fordi Goddard og Whedon (som producerede og forfattede filmen) alligevel formår at få det urealistiske til at fremstå plausibelt. Alle kender efterhånden reglerne inden for genren, og det kendskab er noget, som “Cabin in the Woods” holder af at lege med, når den blander forskellige gysergenrer i ét stort miks, der samtidigt lefler for vores sære behov for at leve i et Big Brother-samfund, hvor man kan se andre mennesker i deres mest intime øjeblikke (og hvad er mere intimt end døden?).

Hvis dette tema interesserer filmens instruktør, synes det afgørende twist ikke at gøre det. Den blodbesmurte slutning mangler i den grad den “aha!”-oplevelse, som ethvert vellykket twist bør fremkalde. Det får “Cabin in the Woods” til at virke som en søgt oplevelse snarere end en drillelysten ditto.