Camping

InstruktionJacob Bitsch

MedvirkendeMia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Oliver Brandel, Heine Ankerdal, Caroline Dahl, Anders Brink Madsen, Joen Højerslev, Morten Thunbo

Længde76 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen04/09/2009


Anmeldelse

Camping

4 6
En tragikomisk campingtur

Man tilbringer en god del af “Camping” med at studere Mia Lyhnes træk. Hendes evne til at holde hovedet på skrå på lige den helt rigtige måde og ramme en svag forsagt tone i hele kropssproget er en af de bedste ting ved “Camping” og en af grundene til, at den bliver et temmelig interessant bekendtskab.

At Connie – som hendes figur hedder – ikke er helt på toppen, er der ikke noget at sige til. Familiefaderen har skudt sig for to år siden og efterladt et psykisk sår i familien samt et fysik et i form af det skudhul, der stadig kan ses i deres campingvogn. Familien er gået i opløsning. Connie virker handlingslammet over for livets udfordringer, og hendes lillebror Christian er blevet en overvægtig bølle, der er havnet på en lukket institution, hvor han tæver mindreårige. Sådan skal det dog ikke fortsætte, mener deres mor, som er en noget falleret sangstjerne, og hun får trekløveret sat på campingtur – i den selvsamme vogn, som faderen i sin tid sendte en kugle igennem.

Selve titlen “Camping” vækker straks associationer til muntre folkekomedier, men overfladen bedrager, og dens udformning er tættere i ånd med independent-film såsom “Little Miss Sunshine” og “Sideways”. Der er bestemt humor i filmen, men oftest er det af den tragikomiske slags, hvor man møder begivenhederne med en lidt usikker latter. Filmen, der er af den debuterende instruktør Jacob Bitsch, er tydeligvis lavet for et beskedent beløb, men snarere end at være en hindring for historien føjer det til dens neddæmpede og uhøjtidelige tone.

Der er ikke ligefrem den store mangel på danske komedier i øjeblikket. Lige fra “Sorte kugler” over “Winnie & Karina – The Movie” og “Blå mænd” er biografsalene og dvd-hylderne fulde af dem, men hvad, der hæver denne film fra mange af dens ligesindede, er modet til ikke altid at gå direkte efter de mest oplagte punchlines eller de mest indlysende jokes. I stedet folder humoren sig ofte ud i de stunder, hvor meget lidt sker, og selv en tavs køretur bliver næsten komisk, uden at nogen så meget som ytrer et ord. En stor del af æren for det må ikke mindst tilfalde Mikkel Hess’ utraditionelle musik, der supplerer billederne fornemt og til tider næsten bliver et komisk element i sig selv, og når campingvognen og rytmerne luller af sted med samme snublende tone, er det svært ikke at trække på smilebåndet.

Når filmen til trods for dens komiske lune og fine spil ikke kommer helt op at ringe, skyldes det først og fremmest en grundlæggende svaghed i selve fortællingen. Filmen stiller et klart nok mål op for handlingen, men det er som om, at den aldrig rigtig formår at afslutte sin historie tilfredsstillende. For mange elementer synes at blive hængende i luften, uden at trådene helt bliver samlet.

Alligevel er filmen et opmuntrende friskt pust i dansk film og en lovende debut for Jacob Bitsch. Det er et værk, hvor humoren ikke nødvendigvis behøver at være af den mest forudsigelige slags, og hvor man gentagne gange morer sig over den forfærdelige mor, der ganske vist helt uden situationsfornemmelse fortæller de mest intime detaljer til fremmede, men som samtidig er et menneske, der ønsker at gøre det rigtige. Man kommer til at holde af de skæve eksistenser i filmen og ikke mindst af den forsagte Mia Lyhne, der her næsten gør sky kejtethed til en kunstart. Selvfølgelig er det vigtigt, at hun får mere selvtillid og lærer at overvinde sin generthed, men i bund og grund har man ikke rigtig lyst til at se den forsvinde. Til det er den ikke blot for underholdende, men også alt, alt for nuttet.

Læs også: ”Camping” – Interview med Jacob Bitsch.


Trailer

Kort om filmen

“Camping” handler om Connie, der siden farens selvmord to år tidligere har mistet livsappetitten og er så godt som følelsesmæssigt lammet. Connies mor, Bodil, har slået sig på flasken og lever på minderne om en Grand Prix sejr fra ’82, og Connies lillebror, Christian, er blevet en småfed rod, der slår på dem, der er mindre end ham selv. Campingturene til Langeland, der før samlede dem, blev begravet med faren og har ikke været gentaget siden. Men det skal der laves om på nu!