Den stjerneklædte ridder

Problemet med utallige superhelte er, at folk, der fra naturen konstant er velsignet med overlegne evner på alle felter, ikke ligefrem byder ind til den største sympati. Man kan beundre dem på en vis distancerende måde, men det er langtfra sikkert, at man rent faktisk bryder sig særlig meget om dem.

“Captain America: The First Avenger” løser imidlertid det problem ved at have en helt, som det er morderisk svært ikke at fatte sympati for. Steve Rodgers er en lille, ihærdig fyr, der altid har ønsket at gøre det rigtige, men som pga. sin svage fysik hele livet har været boksebold for ondsindede bøller. Bag det spinkle bryst banker imidlertid en løves hjerte, og det er ikke mindst derfor, at han bliver udvalgt af den tyske videnskabsmand Dr. Erskine til at prøve et serum, der skal forvandle splejsede amerikanske knægte til fuldblodskrigere, som kan give det nazistiske rige deres velfortjente bank.

Ind i forvandlingskammeret kommer den spinkle Steve, og ud træder den superhurtige og superstærke Captain America. Vores helt er imidlertid ikke den eneste, der har været i kontakt med det muskelskabende stof, og snart kommer han i konflikt med nazistiske kræfter med store planer for verdensherredømmet.

Filmen er instrueret af Joe Johnston, som tidligere har stået bag den herlige “The Rocketeer”, der glimtede med 40’er-naivitet og en humørsmittende optimistisk stemning. Den har han viderebragt til “Captain America”, som ligeledes stræber efter at bibeholde en uskyldig tone uden antydningen af postmoderne ironi. Filmens retro-design føjer til charmen, og det samme gør tilstedeværelsen af nazi’erne, som endnu engang fastslår, at nazister er og bliver de bedste og mest ikoniske skurke, nogen underholdningsfilm kan ønske sig. Enhver film af denne type har selvsagt brug for en ordentlig superskurk, og selvom der ikke ligefrem er den store dybde i figuren, så bringer Hugo Weaving betydelig underholdningsværdi til übernazien Johann Schmidt aka The Red Skull, som via eksperimenter med serummet er blevet forvandlet til et lyslevende SS-symbol.

Som superhelt giver Captain America visse udfordringer for enhver spillefilm, idet tegneserierne har udstyret ham med et kostume, der gør sig bemærkelsesværdigt dårligt på lærredet – store røde støvler og små vinger på ørerne er trods alt latterlige syn – men via diverse omveje lykkes det ikke desto mindre for filmen at få det til at virke. Den mest positive overraskelse ved “Captain America” er dog, at den trodser den dominerende bølge af actionfilm med nonstop-rabalder og i stedet udviser selvsikkerhed nok til at stole på sin egen historie. Her er for en gangs skyld en sommer-blockbuster, hvor dialogen ikke kun er begrænset til fem sætninger mellem hver actionscene. Til gengæld formår den heller aldrig at vække den store indlevelse i figurerne, og filmens klimaks bliver lidt af en fuser, der mere føles som en opbygning til den kommende “The Avengers”-film end noget, der rent faktisk passer ind i denne historie. Der mangler blot et skilt med To be continued for at gøre billedet komplet.