De faldne engle

Jeg har aldrig set et afsnit af tv-føljetonen “Charlie’s Angeles” fra 1970’erne, men efter at have set McG’s filmatisering af serien, følte jeg, at jeg lige havde fordøjet adskillige tv-sæsoners handlingsforløb på blot 98 minutter. Der er blevet klemt så mange karakterer, episoder, twists og særskilte historier ind i “Charlie’s Angels”, at den ender med at fremstå mere indviklet end Stephen Hawkings dagdrømme.

“Charlie’s Angels” er ærlig talt nærmere et sketchshow end en spillefilm. Vi bliver kastet direkte ind i historien, hvis tre centrale heltinder, Natalie, Dylan og Alex, aldrig bliver introduceret ordentligt. Pigerne bliver viklet ind i den ene kugleskøre episode efter den anden – det ene øjeblik danser de foran et hus iført oktoberfestkjoler, det næste danser de mavedans på en indisk restaurant, før de pludseligt optræder udklædt som tudegrimme mænd hos et stort computerfirma. Hvorfor? Det kan jeg ærlig talt ikke forklare, fordi filmen har hele tiden så travlt med at spole videre til næste joke/eksplosion/slåskamp, at man aldrig når at finde hoved og hale i fortællingen. Filmens vanvittige tempo fravrister os også enhver mulighed for at komme tæt på karaktererne.

McG har åbenbart været hamrende ligeglad med at skrue en tilnærmelsesvis sammenhængende historie sammen, og desværre kan hverken filmens vandede vitser eller rodede action kompensere for den manglende logik. Når selv ikke et humoristisk geni som Bill Murray formår at fremtvinge ét eneste grin, er der et eller andet rivende galt med drejebogen. Skuespillere som Luke Wilson, Tim Curry og Matt LeBlanc bliver spist af med mindre biroller, som fluks ryger i glemmebogen, mens kun Crispin Glover og Sam Rockwell ser ud til at more sig foran kameraet. D’herrer har ikke meget at gøre godt med, men alligevel leverer de deres replikker med en entusiasme, som filmen på ingen måde fortjener.

I hovedrollerne sparker Cameron Diaz, Drew Barrymore og Lucy Liu røv med manér, men den karismatiske trio er først og fremmest blevet hyret for at strutte med numsen og kavalergangen – de laver ikke meget andet, og det er en stor skam, for det er alt for sjældent, at kvinder får lov til at give Hollywoods mange mandlige actionstjerner seriøst modspil. Og hvorfor skal pigerne gang på gang udstilles som hjernedøde duller?

Mod slutningen begynder historien omsider at give en smule mening, men ligesom de foregående actionsekvenser bliver det eksplosive klimaks fuldstændig maltrakteret af elendig klipning, forfærdelige computereffekter og rædsomt kameraarbejde. I det mindste kan McG og Co. stolt proklamere, at “Charlie’s Angels” er bedre end sin fortsættelse, “Charlie’s Angels: Uden hæmninger”, som udkom tre år senere. Puha.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Filmmagerne har manipuleret så meget med billedsidens farver, kontrast og grynniveau, at kun få scener ligner hinanden. Naturligvis er det ikke transferets skyld, at farverne ofte er så kraftige, at de bliver utroværdige, eller at lysstyrken er blevet skruet op, således at flere detaljer synes at gå tabt, for sådan så filmen jo også ud i biffen. Indimellem er billedet dog forunderligt grumset, og der optræder en del uskarpe skud undervejs. Men heldigvis er der endnu flere sekvenser, som byder på en forbløffende detaljerigdom – sædvanligvis de knap så manipulerede dagslyssekvenser. Hverken udtværing eller edge-enhancement forekommer, og heldigvis er farvegengivelsen og kontrasten generelt hæderlig.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er omtrent på højde med transferet. Ligesom filmen er lydsporet bombastisk og aggressivt, og når pigerne giver sig i kast med lynhurtige biler, skydegale lømler og velarmerede helikoptere, er lydsiden en fornøjelse at lægge øre til. Der er mange iørefaldende panoreringer, subwooferen er nøjagtig lige så temperamentsfuld, som den bør være, og støj forekommer aldrig. Heldigvis bliver replikkerne heller aldrig overdøvet, men under filmens mere stilfærdige scener savner man et lidt mere nuanceret lydbillede med flere og mere subtile detaljer. Det er et udmærket lydspor, jovist, men det måtte gerne have været mere opfindsomt.

Ekstramateriale

Det meste af skivens ekstramateriale befinder sig også på dvd-udgivelsen af filmen. Instruktøren McG og fotografen Russell Carpenter har indtalt et kommentarspor, som fans formentlig vil sætte pris på. Duoen hoster faktisk op med en håndfuld forholdsvis spændende historier, men til gengæld er de også så forelskede i deres eget rædsomme makværk, at der bliver brugt en hel del tid på verbalt rygklapperi. En håndfuld korte dokumentarer medfølger, som især fokuserer på filmens stunts, kostumer og effekter. Her er også et par musikvideoer og fem minutters slettede scener, som langtfra er mindeværdige. Det eneste nye ekstramateriale på denne Blu-ray er tre trailere og et videokommentarspor, som disker op med en række anekdoter i tekstform, mens filmen kører.