Kærligheden kender ingen grænser

Den særprægede humor i instruktør Kevin Smiths otte film har altid været genstand for ophedet debat. Men noget, som både filmmagerens mange tilhængere og modstandere ofte glemmer at nævne, er den kontroversielle auteurs evne til at skrue solidt, karakterdrevet drama sammen. Jovist, manden er uhyre glad for skøre film- og tegneseriereferencer og infantil (men festlig) pruttehumor, der svæver på grænsen til det usmagelige, men Smith er også fantastisk til at udstille den skinbarlige sandhed om forholdet mellem kønnene, som ellers ofte drukner i sukret sødsuppe i Hollywoods vrangforestillinger. Og Smiths charmerende karakterer er langt lettere at engagere sig i end de ufejlbarlige og utroværdige mannequins, der pryder de fleste filmplakater nu til dags.

Ingen af Smiths værker understreger de påstande så godt som “Chasing Amy” fra 1997. Efter sin fornøjelige debutfilm “Clerks” fra 1994 begik Smith den undervurderede “Mallrats”, der indtjente stort set nul og niks og blev nedsablet af de fleste. “Chasing Amy” og det stående bifald, filmen fik under Sundance-filmfestivalen, gjorde det dog klart, at Smith ikke blot var en døgnflue. Nej, det er måske ikke Smiths sjoveste film, men det er formentlig hans bedste.

Ben Affleck, Smiths gode ven, spiller Holden McNeil – en succesrig og kløgtig tegneserieforfatter, der falder pladask for sin kække, karismatiske fagfælle Alyssa Jones. Der er bare ét problem: Alyssa er lesbisk. Holden har selvsagt svært ved at acceptere det, men han nyder Alyssas selskab så meget, at han fortrænger hendes homoseksualitet, indtil han ikke kan holde facaden længere. Han afslører sine følelser i en af filmhistoriens mest hjerteskærende kærlighedserklæringer, der ganske vist fyres af i silende regnvejr, men som aldrig forfalder til én eneste kliché, og imod al forventning forelsker Alyssa sig også i Holden.

Både Affleck og Joey Lauren Adams er fantastiske i hovedrollerne, og de har en exceptionel kemi, men filmens slagkraft bør frem for alt tilskrives Smith. For når det kommer til at strikke ord sammen til dialoger, der får latteren til at runge eller vandet til at skvulpe rundt i tårekanalerne, er Smith altså ikke langt fra at være på niveau med Quentin Tarantino. Vittighederne er skarpe og spidsfindige (en samtale i starten af filmen om den potentielle racisme i den oprindelige “Star Wars”-trilogi er ubeskriveligt sjov). Smiths nøgterne betragtninger om venskab og kærlighed er seriøst tankevækkende, og så er “Chasing Amy” bare allerhelvedes original, hvorfor filmen fortsat er noget af en ener i en genre, der svælger i konventioner.

“Chasing Amy” fik hurtigt alarmklokkerne til at ringe på de politisk korrektes bastioner, hvor man klandrede Smith for at antyde, at homoseksuelle blot var forvirrede og bare havde brug for en heteroseksuel helt til at hive dem tilbage på ‘den korrekte sti’. Men kritikerne undlod åbenbart at se filmen, som bruger talrige af sine 113 minutter på at latterliggøre homofobi og de gængse fordomme om homoseksualitet, og som – uden at prædike og uden at slå tilskuerne i hovedet med sine pointer – fornemt illustrerer, at en forelskelse ikke er mindre gyldig, bare fordi den binder to mænd eller to kvinder sammen.

Venskabet mellem Holden og hans bedste ven Banky (en afsindig morsom Jason Lee) danner rammen om mange af filmens sjoveste sekvenser, men Banky forsvinder i en stor del af filmen, så han ender ikke med at være en lige så vigtig eller interessant del af fortællingens puslespil, som han burde have været. Visuelt er “Chasing Amy” indimellem statisk og kedelig – Smith var trods alt stadigvæk en forholdsvis nybagt og uerfaren filmmager tilbage i 1997 – men imellem sin rapkæftede start og sin rørende slutning taber historien aldrig tråden. Lige dele humoristisk og hjerteskærende – “Chasing Amy” er selv et must for dem, der tirres af Smiths mange puerile jokes.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Transferet plages ofte af snavs i form af bl.a. prikker, utilsigtet gryn og små tråde, som sjældent er decideret distraherende, men ofte er tydelige. Billedet er til tider en smule sløret, men som regel tilpas skarpt. Edge-enhancement forekommer heldigvis ikke, men farverne er ofte for kraftige – hudfarver har eksempelvis en tendens til at være en smule orange. Kontrasten er også tit flad. Tjek for eksempel barscenen i kapitel 5, hvor Afflecks mørke hår nærmest smelter sammen med bagvæggen. Dagscenerne ser langt bedre ud, men dette er under alle omstændigheder et middelmådigt transfer.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er heldigvis en smule bedre end transferet. Lyden er tydelig, og støj figurerer ikke. Hverken baghøjtalerne eller subwooferen benyttes ofte, og ingen nævneværdige panoreringer mønstres (men man savner trods alt heller ikke nogen). Den auditive atmosfære er sædvanligvis overbevisende uden at være prangende.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder dvd’en kun traileren til “Chasing Amy”. Det er virkelig en skam og samtidig en anelse besynderligt, når man tænker på alle de fornemme internationale dvd-udgivelser af filmen, som byder på underholdende kommentarspor, dokumentarer, slettede scener osv.