En kedelig midtvejskrise

Lad os tage statistikerens hat på og smide nogle tal på bordet: Ifølge Motion Picture Association of Americas oplysninger blev der i 2010 solgt 1,3 milliarder biografbilletter i USA. Mere end halvdelen af disse billetter blev købt af blot 11% af USAs befolkning – de såkaldt hyppige biografgængere. Og ud af disse er kvinder mellem 40-49 dem, som sjældnest er at finde i biografens mørke. Derfor kan det heller ikke undre, at der ikke er synderligt mange film, som retter sig mod netop denne målgruppe – det ville være en ufornuftig markedsstrategi. Alligevel er der enkelte film, som trodser trenden – fx ægteskabsdramaet “Chloe”, der har Julianne Moore, Liam Neeson og Amanda Seyfried i de bærende roller.

Catherine og David lever på overfladen det gode liv. David er professor på et universitet, mens Catherine er gynækolog med egen klinik. Penge er bestemt ingen mangelvare, og med benene plantet solidt i det intellektuelle miljø synes parret og deres teenage-søn at udgøre den perfekte, velfungerende og succesfulde familie. Men uden problemer ingen film. Parrets kærlighedsliv er gået i stå, og den i forvejen svære situation forværres, da Catherine får mistanke om, at David er hende utro. Hvad gør man i den situation? Man hyrer selvølgelig en luder til at forføre sin mand, for at se om han hopper på hende! Det skal nok gå godt…

“Chloe” er uden tvivl møntet på gifte kvinder over de 40. Filmen svælger i en blanding af midtvejskrise og usikker seksualitet som følge af rynker, hængepatter og appelsinhud. Men kigger man på “Chloe”s side på IMDB, kan man se, at de brugere, der har givet filmen de laveste karakterer, netop er i målgruppen. Det er mest af alt et symptomatisk billede på det uomgængelige faktum, at “Chloe” er en rigtig gang møg.

Det er såmænd ikke, fordi filmen ikke har visse kvaliteter. Teknisk set er den veludført: Fotografen, tonemesteren og resten af filmholdet har leveret et gedigent stykke arbejde. Desuden byder “Chloe” på den altid charmerende Liam Neeson i den mandlige hovedrolle, men hans kvindelige modpart spilles af den talentfulde og for nyligt Oscar-nominerede Julianne Moore. Ingen af dem spiller ligefrem sit livs rolle, men de gør det glimrende og har et fint samspil. Men hvad er så problemet?

“Chloe” er gudsjammerligt kedelig! Det var en pine at kæmpe sig igennem den ellers kun 96 minutter lange film. Mens Catherine vikles længere ind i et spind af løgne og seksuelle fantasier, bygges der laaaangsomt op til et (anti)klimaks, som på mest ubamhjertige og skuffende vis sked højt og flot på denne anmelder, som ellers havde tilbagelagt omkring 90 minutter med et spinkelt håb om blot en smule kvalitetstid foran fjernsynet.

I filmens sidste minutter kastes der pludseligt religiøse undertoner ind i historien, hvilket åbner op for nogle fortolkningsmuligheder, som i bedste fald får filmen til at fremstå prætentiøs. Ligeledes lægges der op til en mere uddybende fortælling om parrets søn, men der følges ikke ordentligt op på den. “Chloe” er en film, man bør gå udenom, medmindre man lider af alvorlig søvnmangel. Selv under en forsøgt fræk sexscene er det svært at fokusere på andet end dvd-afspillerens display med minutterne og sekunderne, der kun alt for langsomt snegler sig frem mod de forløsende rulletekster.

Video

Præsenteret i 16:9. Der forekommer ikke alt for mange komprimeringsfejl i videotransferet. Man kan ane en smule edge-enhancement i de lyse scener, men det er generelt under kontrol. Men kontrasten, som mangen en gang har været banemand for et transfer, er også her et problem. Sortniveauet skifter utroligt meget, hvilket frembringer en del digital støj.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS. Lydsporet på “Chloe” byder ikke på de store overraskelser. Det er forholdsvist anonymt, men supplerer stemningen og historien ganske fint. Dog synes dialogen nu og da at lyde lidt hul og dåseagtig, og derfor ryger karakteren ned på et stort tretal.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.