Teenager du almægtige

Det praktiske ved superkræfter er, at de fleste af slagsen har en tendens til at falde i hænderne på nogle helgenagtige skikkelser, der er af så bemærkelsesværdig stærk moralsk natur, at de modstår fristelsen til at udnytte dem til egen fordel. Javist, der findes også superskurke, men de er trods alt i sidste ende for velopdragne til for alvor at gøre skade og koncentrerer i stedet deres kræfter om store luftige planer, som viser sig at være forholdsvis lette at spolere.

I “Chronicle” er sagen imidlertid en ganske anden, og her er kræfterne faldet i hænderne på tre ganske almindelige teenagere, der i bund og grund hverken er værre eller bedre end så mange andre af slagsen. Derved tager filmen også den klassiske superhelte-historie om en gruppe unge, der pludselig får overnaturlige kræfter, men den placerer fortællingen i en realistisk ramme og leger med den så klassiske tanke: Hvad ville jeg stille op med sådanne kræfter?

Det spørgsmål bliver særdeles vedkommende for teenagerne Andrew, Matt og Steve, der ved et tilfælde opdager en hule, som indeholder et mystisk, skinnende krystalobjekt. Hvad præcis det er for en tingest, gør filmen ikke et stort nummer ud af – fornuftigt nok, for hvad forskel gør det egentlig – men efter at have været i tæt berøring med objektet finder de tre knægte ud af, at de nu besidder overnaturlige telekinetiske kræfter. Deres evner tager hurtigt til i omfang. Stærkest er de hos den socialt tilbageholdende og plagede Andrew, men det er måske blot, fordi han er den, for hvem kræfterne repræsenterer den største frigørelse.

“Chronicle” hører til gruppen af genfundne-videooptagelser-film såsom “The Blair Witch Project” og “Cloverfield” og er primært fortalt gennem de videooptagelser, som Andrew laver. Fortællervinklen skifter dog til et andet kamera så snart, der er et inden for rækkevidde, hvilket løser det evige problem med at få hovedpersonen selv med i filmen, samt hvorfor i alverden vedkommende bliver ved med at filme under livstruende omstændigheder. Jeg skal ærligt tilstå, at det er en fortællerstil, jeg finder ret udpint, men “Chronicle” bruger den dog effektivt, og det giver det hele en intim dokumentarisk tone, der ligger så langt væk fra “The Dark Knight” og “X-Men”, som man overhovedet kan komme.

Med til at skabe en overbevisende stil er ligeledes, at filmen er blottet for stjerner eller synderligt kendte ansigter. De tre hovedrolleindehavere er dog alle professionelle skuespillere – og nogle særdeles velspillende af slagsen – og filmens største triumf er næsten, at den formår at gøre deres historier overbevisende og vedkommende. En stor del af æren for det tilfalder utvivlsomt den debuterende instruktør Josh Trank, som overbevisende håndterer filmens skiftende tone, efterhånden som den går fra skødesløs og munter til dramatisk og ganske urovækkende. Ikke mindst en telekinetisk dissekering af en edderkop vækker foruroligende muligheder.