I “Cirkeline og verdens mindste superhelt” vender Cirkeline tilbage i sin tredje spillefilm, som uheldigvis også er den ringeste i rækken.

Jannik Hastrup har i sin lange karriere lavet mange fremragende animationsfilm, blandt andet “Bennys Badekar” og “Fuglekrigen i Kanøfleskoven”, men mest kendt er han nok for tegnefilmsserien om Cirkeline, som kørte fra 1968 til 1970. I 1998 vente han tilbage til Cirkeline i spillefilmen “Storbyens mus” og senere i “Ost og kærlighed”, der begge var ganske vellykkede. I de to film forsøgte man ihærdigt at opdatere Cirkeline til de moderne tider, ved at flytte hende til byen og ved at udvide rollebesætningen med den hårdkogte storbymus Sidse og hendes lillebror Viktor samt deres gnavne bedstefar. Desuden optrådte der nu en familie indvandremus der havde en grønthandel.

I denne film er handlingen en anelse mere kompliceret end sædvanligvis. Cirkeline og hendes tegner tager på ferie til Tyrkiet. Vennerne Ingolf, Frederik og Viktor vil også med, så de sniger sig ombord på bedstefaderens skib som blinde passagere. Ombord på skibet gemmer der sig desuden musen Ali, der imidlertid bærer på en hemmelighed: i virkeligheden er Ali en pige ved navn Özlem, som er stukket af hjemmefra, da hun altid bliver drillet af sine storebrødre, fordi hun er en pige. Det bliver derfor op til Ingolf, Frederik og Viktor at give Özlem modet tilbage, samt at få hende hjem til sin familie.

Det er Özlem og hendes familie, der er hovedpersonerne i denne film. På trods af titlen så er Cirkeline selv knap nok med. Man har i filmen forsøgt sig med nogle mere komplicerede emner, bl.a. Özlems identitetskrise. Ambitionerne har det dog med at komme i vejen for handlingen. Man beskylder tit Disneys film for at være kvalmt moraliserende, man sammenlignet med denne er det virkelig ingenting.

I iveret efter at opdatere filmen til moderne stil, går man fejl af hovedmålgruppen: de 4 til 6-årige. Özlem taler gennem hele filmen til Gud på samme måde som Bess gjorde i “Breaking the Waves”. Jeg tvivler på, at børnene vil være i stand til at forstå det aspekt, med mindre de da er opdraget med daglig aftenbøn – men hvor mange er det nu omstunder? En anden virkelig pinlig brøler er forsøget på at gøre sproget mere moderne ved at lade figurerne sige ting som “spasser-psykopat”. Sådanne ord bruger børnehavebørn slet ikke (men det kan da være de begynder at sige det nu). Det virker unægtelig helt malplaceret i filmen.

Cirkeline serien har gennem tiden bidraget med mange fremragende børnesange, så som “Bim bam busse” og de nyere film har ligeledes haft en del gode sange med. Det er derfor også skuffende, at de få sange, der er i “Cirkeline og verdens mindste superhelt”, slet ikke når op på det tidligere niveau. De er fuldstændigt blottet for de iørefaldende omkvæd sangene plejer at have.