Men “City of God” er ikke bare et smukt og ekstatisk visuelt virvar, den har rent faktisk også en pointe. Vi får et indblik i en verden, som turistguiderne og historiebøgerne aldrig har fortalt os om, og vi forstår, at disse unge ikke billiger deres situation, men de er desværre tvunget til at acceptere den, som følge af fattigdom og kummerlige forhold. Og filmen får også bugt med den fordom, som visse brasilianere har, som dikterer, at disse unge alle er hjernedøde uhjælpelige tåber, som med rette er blevet isoleret i deres egen lille bydel. For blandt dem findes altså flere personer med drømme og håb, inklusive fortælleren Buscape, som prøver at give omverdenen et indblik i en lille mørk og ubehagelig afkrog af et enormt land, som resten af landets indbyggere måske havde glemt eller fortrængt.

“City of God” har, helt fortjent, taget verden med storm. Det er et nyskabende filmisk epos af format, som sprudler af energi og kreativitet. Jeg glæder mig både til at se, hvad instruktør Fernando Meirelles’ næste projekt bliver, og hvordan “City of God” langsomt får indflydelse på både den brasilianske og hele verdens filmarena, og hvad denne indflydelse resulterer i. “City of God” er en film som er særdeles skræmmende, men samtidigt også bestående af op til flere humoristiske momenter. Underholdende, men samtidigt også stærkt dybsindig. Brutal, men samtidigt også særdeles eftertænksom. Årets hidtil bedste film.