Die Hard – nu med Dolph!

Mange vil formentlig fnise ved tanken om Dolph Lundgren, der skråler direktiver til kollegaer foran og bag videokameraet i rollen som filminstruktør. Men hvorfor dog? Andre af Hollywoods stjerner (dog er det trods alt lidt tid siden, at Lundgren kunne betegnes som noget så fashionabelt) har begået fremragende spillefilm fra den anden side af linserne – endda en af Lundgrens nære venner og artsfæller: Muskelbundtet Sylvester Stallone. Men Lundgrens seneste værk, “Command Performance”, efterlader desværre ikke den store tiltro til svenskerens evner som filmmager.

Måske er det lidt uretfærdigt at bedømme Lundgrens instruktørfærdigheder ud fra en film som “Command Performance”. Produktionen har tydeligvis haft et mikroskopisk budget, der har indsnævret Lundgrens adgang til alt fra dygtige skuespillere til garvede fotografer. Ensemblet er proppet med ukendte og uduelige skuespillere, som er lige så stive og levende som den gængse mannequin. Kulisserne ligner ærlig talt noget fra et andenrangs skolestykke, musikken synes tyvstjålet fra en billig sæbeopera, og selv ikke når de uduelige kameramænd konstant zoomer frem og tilbage eller ryster deres grej, bliver det mindre tydeligt, at det, der skal forestille at være store folkemasser, blot er et dusin statister. “Håndgemæng for håndører” burde have været filmens danske titel.

Men kunne Lundgren have stablet en bedre film på benene, hvis han havde haft flere gysser i lasten? Hvem ved? Med flere penge til rådighed havde Lundgren formentlig lavet en flottere film, men lad os ikke glemme, at manden selv også har forfattet manuskriptet til dette forglemmelige og forudsigelige sammenkog af utallige oldgamle actionfilm fra Lundgrens storhedstid i 1980’erne – især “Commando” og “Die Hard” efterabes jævnligt undervejs. Selv hvis “Command Performance” havde haft en blot nogenlunde historie med mildt interessante helte og skurke havde den rærlige æstetik formentlig været langt lettere at sluge. Men der er umiddelbart intet bag filmens kedelige facade, der får “Command Performance” til at adskille sig fra de utallige fadæser, man finder til småpenge på benzintanken.

Dolph Lungdren spiller selv hovedrollen som den aldrende amerikanske trommeslager Joe, der optræder med sit band i Rusland, lige før en gruppe terrorister invaderer koncertsalen, afbryder den forfærdelige musik og tager den fremmødte, russiske præsident til fange. Hvem får monstro lov til at klare ærterne og redde gidslerne? Må vi bede om en bitte trommehvirvel, Joe? Men det er altså enormt svært at holde af den heroiske musiker, som er så stereotyp, som en actionhelt kan være. Lundgren lader udelukkende Joe uddele tæsk og udpensle sine dæmoner (alle lånt fra klicheernes leksika), så han får aldrig rigtig nogen identitet. De konstant skuende og skrålende skurke er lige så skræmmende som gøende pudler, og kvinderne er hyret til primært at blotte kavalergangen.

Lundgrens skuespillerpræstation er derudover den største fortaler for, at filmen skulle have haft en anden instruktør. Lundgren er en karismatisk fyr, og i virkelighedens verden er han også allerhelvedes sympatisk, men han savner tydeligvis en anden person til at prikke ham på skulderen og klargøre hans styrker og svagheder som skuespiller. Lundgren giver sig selv alt for meget alenetid foran kameraet til at skildre følelser, som han slet ikke magter at gengive på kommando – se bare scenen, hvor Joe reagerer næsten hulkende på utallige uskyldige koncerttilskueres dødsfald. Det er snarere ufrivilligt komisk end rørende. Dolph Lungdren kan dog stadigvæk sparke røv med manér.

Selv Lundgrens mest trofaste fans vil formentlig kun kunne spotte få lyspunkter i “Command Performance” – deriblandt en af filmens ekstremt sjældne solide skuespillerpræstationer: Hristo Shopov i rollen som Ruslands præsident, samt få effektive actionsekvenser ind imellem talløse uduelige af slagsen og et par forfriskende selvironiske replikker, som drejebogen gerne måtte have haft langt flere af. Når Lundgren driver gæk med sit eget image og sin egen alder (han fylder snart 53 år), bliver Joe mere menneskelig og filmen mere vedkommende, men for det meste tager den simpelthen sig selv alt, alt for alvorligt. Som filmmager har Lundgren langtfra leveret en kommanderende performance.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format (omslaget hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i formatet 2.40:1). “Command Performance” har et meget videoagtigt look, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, eftersom den har været så billig at producere. Transferet har nogenlunde kontrast, men indimellem fremstår billedet en smule blegt, og ofte distraherende udtværing indtræffer under filmens dunkleste sekvenser og endda mange af de lysere. Billedet er dog oftest ganske skarpt, farverne er fine, og edge-enhancement og støj forekommer sjældent. Men et interlacing-problem gør, at hurtige bevægelser tit efterlader et visuelt ekko, og enkelte billeder sammensmelter, hvilket selvsagt er ekstremt forstyrrende, når det sker.

Audio

En af filmens få forcer er dens lydside, som dog langtfra er spektakulær, men indimellem kompenserer for den utilstrækkelige billedside – såsom da man før koncerten bombarderes med lyde af forbipasserende helikoptere og skrigende folkemasser, hvilket ganske effektivt styrker illusionen om, at der faktisk er mange folk til stede. Diskens DTS 5.1-mix er dog langtfra perfekt. Lyddesignet er lidt kedeligt og uopfindsomt, og det bærer især den auditive atmosfære præg af. Der er et par gode panoreringer, og subwooferen giver de mange skud og eksplosioner ekstra slagkraft. Støj forekommer aldrig, men der er ikke altid en god balance imellem lydsidens elementer – eksempelvis overdøves dialogen ofte af lydeffekterne.

Ekstramateriale

Disken indeholder intet ud over filmen.