FilmenMed en af de flotteste film i 2005, giver den brasilianske instruktør Fernando Meirelles os en stort anlagt international filmoplevelse. Titlen “The Constant Gardener” refererer til diplomaten Justin Quayles kærlighed til havearbejde, men hans hobby bliver hurtigt lagt på hylden da hans kone, den politiske aktivist Tessa, findes myrdet i den kenyanske ørken. Efter en vis usikkerhed i deres forhold var hun rejst afsted med en god ven, lægen Arnold Bluhm, som straks bliver mistænkt for mordet.

Justin tvivler på at lægen er involveret, men da han prøver at undersøge sagen, begynder der at dukke beviser op for at Tessa og Arnold har haft en affære.

Den idealistiske Tessas interesse ligger i det kenyanske folks velfærd, og gennem hendes politiske arbejde i landet, lykkes det hende at opsnappe information om medicinalindustriens misbrug af lokalbefolkningen – oplysninger som hun har holdt for sig selv for at skåne sin ægtemand og hans karriere. De to er komplette modsætninger og hendes fravær får den ellers passive og tilbagetrukne Quayle til at indse at han må tage riven i den anden hånd og komme til bunds i sagen.

Gennem flashbacks bliver deres forhold langsomt etableret, og i takt med at vi lærer karaktererne at kende, åbner Justins undersøgen op for et væld af tråde, der udgør mysteriet omkring Tessas død. Denne interessante fortællemåde er med til at skærpe nysgerrigheden hos seeren og det gør også at visse, ellers åbentlyse detaljer forbliver overraskende hen mod filmens slutning.

Justins efterforskning og med hvilken lethed han anskaffer sig de nødvendige informationer for at kunne foretage sin private undersøgelse, er filmens absolut svageste punkt. Information som der ellers bliver slået ihjel for, bliver gjort forholdsvis let tilgængeligt for diplomaten i hans jagt på sandheden.

Den helt unikke “City of God” var instruktør Meirelles’ sidste præstation på det store lærred. Med “The Constant Gardener” er Rios plagede ungdomsmiljø skiftet ud med den kenyanske fattigdom, og det personlige og realistiske touch er stadig intakt. Grunden til at filmen alligevel har en eftersmag af plastic, skyldes at “The Constant Gardener” ikke leverer en synderligt original historie. Filmholdet har stor fortjeneste i denne levendegørelse af John le Carrés roman, og det er især Meirelles’ arbejde, samt de fine skuespilpræstationer og ikke mindst det helt emminente kameraarbejde af fotograf César Charlone, der gør filmen til noget særligt. Imponerende panoreringer og flotte kenyanske stemningsbilleder bliver afløst af kaotiske håndholdte optagelser, hvilket gør oplevelsen af begge yderligheder tilsvarende mere interessant.

VideoFilmen præsenteres på dvd med et roligt transfer i anamorphic widescreen med formatet 1.85:1. Billedet er en anelse grynet, men helt fri for komprimeringsfejl og artefakter, så vi har mulighed for at nyde den glimrende fotografering på nær optimal vis.

AudioLydsiden på “The Constant Gardener” dvd’en består af et engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor, samt et engelsk af slagsen i Dolby Digital 2.0 stereo. Det er en god og effektiv udnyttelse af samtlige højtalere og enkelte panoreringer bliver det også til, dog er LFE kanalen forholdsvis tavs gennem det meste af filmen. Fokus ligger i stedet på centeren og filmens dialog, som til gengæld er klar og tydelig.

Ikke noget prangende lydspor, men en habil udnyttelse af mediet.

EkstramaterialeUdover en trailer og en samling tydeligt overflødige slettede scener, byder dvd’en på tre korte dokumentarprogrammer, uden undertekster.

“Behind the Scenes”: 11 minutters bag om kameraet, giver os et kort indblik i skabelsen af filmen. Primært bestående af små interview-bidder med skuespillere og instruktør, der alle er meget entusiastiske omkring projektet.

“From Page to Screen”: Forfatteren John le Carré har tidligere fået sine værker filmatiseret. I dette korte interview fortæller han om processen og om sine holdninger til processen. Desværre kommer han aldrig konkret ind på “The Constant Gardener” og om hvorvidt han er tilfreds med resultatet.

“Filming in Kenya”. Et kort program der specifikt omhandler optagelserne i Kenya, der oprindeligt slet ikke var planlagt som location til filmen. Efter få dages ophold blev filmholdet dog overbevist om at det var det helt rigtige sted at optage. Mange af filmens statister er, ligesom i Meirelles’ “City of God”, lokale indbyggere.

Det er desværre en ret beskeden omgang ekstramateriale man har valgt at inkludere på denne dvd. Et kommentarspor med instruktør eller fotograf ville have været meget interessant, men i stedet må vi nøjes med et par korte interviews.

Manden bag en af de sidste par års absolutte største filmiske kronjuveler, brasilianske Fernando Meirelles, er endelig tilbage i instruktørstolen. Denne gang med en engelsksproget film med et engelsksproget cast. Men hvis Meirelles’ pludselige overgang til den mere kommercielt orierenteret amerikanske filmindustri får dig til at fortvivle og overveje at anklage ham for landsforræderi og sammensværgelse med djævlen, så tænk om igen. Maestroen bag “City of God” har i “The Constant Gardener” – baseret på engelske John Le Carrés roman – genskabt den vibrante og dynamiske billedside, som var så dragende i hans tidligere epos, som også tjener den mere intime og personbaserede, omend lidt mere konventionelle, fortælling, der er til stede i denne film.

Ralph Fiennes spiller en britisk diplomat, Justin, hvis hustru og dedikerede aktivist, Tessa, bliver myrdet, øjensynligt mens hun undersøger et enormt medicinalfirma, som hun mistænker for at udnytte fattige, afrikanske borgere som forsøgsdyr. Det lyder som et klassisk setup for en standard paranoia-krimi, men “The Constant Gardener” er langt mere original end som så og på trods af en smule forventet prædiken, er dette en forbavsende stærk og modig thriller, som formår at fortælle den klassiske fortælling om det isolerede individs kamp mod den grumme, globale koncern uden at fremstå hverken pompøs eller klamt belærende.

Forfatteren Le Carré bor selv i Kenya, hvor filmen foregår, og har en smule politisk erfaring i form af diplomatisk arbejde, ligesom Fiennes’ karakter. Hvis man er hurtig og har lidt af et falkeøje, kan man endda nå at læse en lille erklæring fra forfatteren til slut i rulleteksterne, hvor han gør opmærksom på, at filmen ikke er baseret på decideret virkelige hændelser, men at hans stærke erfaring siger ham, at situationen i filmen ikke er langt fra den virkelige, korruptionsfyldte hverdag. Le Carrés erfaringer giver filmen et tydeligt stænk af troværdighed og autensitet, som blot gør den endnu mere skræmmende.

Fiennes er fremragende i hovedrollen som Justin. Ikke nogen overraskelse dér. Ofte vælger Meirelles at dvæle på Fiennes’ ansigt, som siger mere, end flere siders tør eksposition nogensinde kunne klare. Igennem hele filmen er Justin en lettere usikker og forsigtig gentleman, og selv når han mister sin kone og endelig vælger at skride til handling, holder Fiennes fast i figurens oprindelige karaktertræk, i stedet for at gå over i opblæst action-mode. Rachel Weisz er også ganske god. Hun er i starten lidt svær at tyde og synes at svinge lidt unaturligt frem og tilbage som et følelsesmæssigt pendul, men man indser hurtigt, at det stemmer overens med hendes nysgerrige, fiktive personlighed og hendes intense jagt på sandheden. Det primære britiske cast byder også på andre højdepunkter, såsom en dejligt glubsk Bill Nighy og en oppumpet Pete Postlethwaite.

Tilhængere af “City of God” vil føle sig godt tilpas i denne films univers, som byder på det samme hektiske kamera- og klippearbejde, der på enormt effektiv vis intensiverer historien og atmosfæren. Kenyas fattige landsbyer bliver portrætteret på cirka samme facon som Rio de Janeiros slumkvarterer – kedelige, tørlagte og uden det store håb for frelse. Musikerne Ed Cortês og Antonio Pinto danner også igen par og leverer et af årets absolut bedste og mest stemningsfulde scores. Det er dejligt at se, at Meirelles ikke har tilsidesat sin personlige stil for et mere stilrent og ordinært look, som man kunne have frygtet, at afgangen fra Brasilien kunne have betydet.