Som i et spejl

De mest magiske fortællinger, der for alvor dykker ned i underbevidstheden, er dem, hvor skellet mellem det virkelige og uvirkelige ikke trækkes alt for hårdt op, hvorimod dårlige film ofte kan genkendes ved, at de netop har en trang til at forklare alting og trække en skarp linje mellem de to sfærer.

Den fejl begås ikke i “Coraline”, hvor en nysgerrig pige finder en portal til en anden og umiddelbart bedre verden, men magien er gældende i fortællingen fra første billede og starter længe inden, vi kommer så vidt i handlingen.

Pigen er netop kommet i den alder, hvor man begynder at blive opmærksom på sine forældres utilstrækkeligheder, og da familien flytter til et afsides hus, har de alt for travlt med arbejdet til at give hende den fornødne opmærksomhed. Hun overlades til sig selv og går af kedsomhed på opdagelse i det skumle hus, hvor hun finder en hemmelig dør gemt bag tapetet. Døren viser sig at være en slags portal – en spejlverden, hvor hun har en “anden” mor og far, der har sorte knapper i stedet for øjne. De giver hende al den opmærksomhed, som hun har savnet, og forkæler hende oven i købet med lækker mad, og snart begynder Coraline at foretrække denne virkelighed frem for den ægte.

Filmen er skabt af Henry Selick, der er mest kendt for “The Nightmare Before Christmas”, og som her har bragt Neil Gaimans historie til live. Beretningen er næsten som i et af Brødrene Grimms grummeste eventyr. Ligesom i “Hans og Grethe” bliver Coraline lokket af de smukke farver, candyflossen og slikket i skyggeverden, men må sande, at de bliver anvendt som lokkemad, der skal narre hende i fælden. Onde planer er under opsejling, som allerede den foruroligende indledningssekvens, hvor en dukke udhules, antyder, og filmen er til tider næsten en gyser. Af samme årsag bør man også lade de mindste børn blive hjemme. “Coraline” er en fæl historie, men hvad, der er nervepirrende, er ikke så meget de enkelte par chok, men mere den grundlæggende undergravende tone, hvormed vi lukkes ind i barnesindets angst.

Filmen er lavet i Selicks fantastiske billedsprog, hvor den tidskrævende stop-motion-teknik synes at resultere i, at samtlige bevægelser er nøjagtig kalkuleret og anvendt med uhørt detaljegrad. Her er næsten for meget at absorbere på én gang, og filmen forlanger nærmest et gensyn blot for at få det hele med.