Crank
Udgivet 12. apr 2007 | Af: El vez | Set på DVD
Konceptet er set før. For godt 10 år siden skulle Keanu Reeves og Sandra Bullock holde en bus på en hastighed over 75 km/t, ellers ville den sprænge i luften og slå de uskyldige passagerer ihjel. I “Crank” er der dog ingen uskyldige passagerer, og Chelios i Jason Stathams skikkelse er det eneste, der er i fare for at komme galt afsted. Det gør “Crank” til en ganske unødvendig og uvedkommende sag, for Chelios vækker ikke mere interesse end selve bussen i “Speed” og Statham har ikke meget spillerum som tom, bitter tough guy.
Meget passende starter og slutter “Crank” med 80’er-agtig computergrafik og ender sågar rulleteksterne med det klassiske Game Over. Det problematiske ligger i følelsen af, at intet på noget tidspunkt var på spil.
De tomme tønder buldrer løs i “Crank”, og man skal næsten som hovedperson selv være afhængig af adrenalin for at kunne se nogen nytte med filmen. Den har dog nogle visuelle kvaliteter, der på dvd bliver bakket op af en fremragende billedside. Desværre er det noget nær det eneste lyspunkt på udgivelsen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet