I Guds eget land

Siden de såkaldte multiplot-film fik et større kommercielt gennembrud i 90’erne med Robert Altmans “Short Cuts” og “The Player”, er det blevet et helt almindeligt genretræk i mainstreamfilm. Helst dem med omdrejningspunkt i menneskets forhold til globalisering, såsom i “Babel”, mens det særligt i amerikansk regi er tematikken omkring fordomme og forsoning mennesker imellem, som er blevet populært. Det seneste bud på stammen, “Crossing Over”, er mest af alt en slags opfølger til Paul Haggis’ Oscar-vindende “Crash”. Dog helt uden at tilføre genren nanopartikler af originalitet eller glimt af vedkommende dramatik.

Rammefortællingen om stakkels mennesker er set før, og denne gang er ingen undtagelse.
I “Crossing Over” følger vi en række skæbner, der alle er involveret i den amerikanske immigrationsproblematik på den ene eller anden side af skranken. Der er en række immigranter, som lever i forhåbning om at erhverve sig arbejdstilladelse. Dem bag skranken enten udnytter eller ulovligt hjælper de, der er ikke-amerikanere, og som vil gøre alt for at blive amerikanske statsborgere. Andre folk, der er født i et andet land, men opvokset i USA, venter på at få tildelt statsborgerskabet. Kommer de på kant med loven, kan de risikere at blive udvist.

Et problem ved visse nyere amerikanske multiplot-film er, at de så hjertens gerne vil fremstille mennesker belyst i flere nuancer ved at gøre op med fordomme omkring etniske minoriteter og sociale lag. I stedet ender de paradoksalt nok med at bekræfte alverdens fordomme om selv samme grupper samt bekræfte amerikanernes selvbillede på en helt patetisk og pladderpolitisk facon, man skulle tro var en satire. “Crossing Over” er imidlertid ikke ment i sjov, men som et oprigtigt klap på skulderen om, at USA er Guds eget og ikke mindst mulighedernes land – trods en flæbende tone over, at medaljen indimellem har en uretfærdig bagside.

“Crossing Over” formår hverken at berøre eller chokere. Der er rigeligt med interessante oplæg, der kunne ryste ved idéen om den amerikanske drøm. Men det ender med at blive en række fortællinger, der end ikke tør ridse i lakken. Særligt fortællingen om den 15-årige muslimske pige Taslima, spillet af “Towelhead”-stjernen Summer Bishil, kunne være blevet et modigt forsøg på at fremstille USA’s ambivalente forhold til religion og kultur. Den unge pige stiller spørgsmålstegn til motivationen bag terrorangrebene d. 11. september og beskyldes efterfølgende for at have forbindelse til terrorister. En kommentar til USA’s position bliver det dog aldrig. I stedet udvikler filmen sig til en død fisk af en skæbnehistorie, der hverken tør skabe røre i andedammen eller kan lade være med pjaske harmløst i overfladen.

Ser man bort fra, at filmen kunne have haft noget at byde på tematisk set, kan det også undre, hvorfor der ikke er skabt mere synergi og dynamik mellem de syv forløb. Hvor handlingstrådene i multiplot er set godt fortalt – Robert Altmans film er kalkuleret sammensmeltet, mens Quentin Tarantinos “Pulp Fiction” er spædet op med kreative spring i tid og rum – synes “Crossing Over” at miste overblikket. Der forsøges ellers at bringe liv i persongalleriet ved bl.a. at fokusere på fortællingen om den selvretfærdige politimand Max Brogan, overbevisende spillet af Harrison Ford, men ligesom filmen kommer Brogan flere gange ud på en endeløs ørkenvandring. I frygt for at tage stilling til om de enkelte personer er gode eller onde og i stedet åbne for, at publikum selv skal vurdere, lider filmen af ikke at kunne tage stilling til noget som helst.