Filmen”Dark Water” er en genindspilning af den japanske “Honogurai mizu no soko kara” fra 2002, der blev instrueret af Hideo Nakata (“Ringu”). Originalen er en stille, snigende sag, der på mange måder er et af de bedste beviser på at psykologisk gys som genre stadig lever i bedste velgående. Det er efterhånden blevet kotume at asiatiske gysere skal have en amerikansk remake og i denne ombæring involverer det velkendte navne som Jennifer Connelly, John C. Reilly, Tim Roth og Pete Postlethwaite.

Hvad sker der så når man tager dette glimrende originaloplæg, en succesfuld instruktør, Walter Salles (“Motorcykel dagbogen”) og nogle af Hollywoods bedste navne til at besætte rollerne? Desværre ikke det helt store.

Dahlia står midt i en skilsmisse. De to forældre kæmper om forældremyndigheden over datteren Cecilia. På trods af at faren gentagne gange har forsømt datteren, gør han alt for at forværre situationern for Dahlia, så forældremyndigheden kan overgå til ham. For at gøre ondt værre, stiller han en advokat og insisterer på at gå rettens vej.

Første skridt for Dahlia i kampen om datteren, er at finde dem en god bolig. De tager på jagt efter en lejlighed i et trist betonbyggeri på Roosevelt Island, det eneste kvarter hvor Dahlia har råd til huslejen. Den sleske udlejer viser dem en ussel lejlighed, men grundet Dahlias knebne situation lykkes det ham at overbevise hende om at den lige passer til deres behov.

Der går naturligvis ikke lang tid før vandet begynder at dryppe fra loftet, og den første del af filmen går med at Dahlia prøver at få udlejeren og viceværten til at hjælpe sig med den ubehagelige utæthed. Hvad der oprindeligt fungerede glimrende som en snigende frygt og et symbol på moderens øgede utryghed, vælter her ned ad væggene i en grad at al stemningsopbygning for længst er sevet ned til den underliggende etage.

Da ingen virker behjælpelige beslutter Dahlia sig for at undersøge sagen på egen hånd i lejligheden ovenpå. Den er tilsyneladende forladt, men er fuldstændig oversvømmet og langsomt breder mystikken sig i nedadgående retning.

Som om det ikke var nok med de truende vandmasser og den ubehøvlede vicevært, får Dahlia også problemer med de øvrige beboere – ja selv den flinke skolelærerinde vender Dahlia ryggen ved først givne lejlighed.

Datteren Cecilia er meget isoleret fra andre børn. At hun ikke har mulighed for at være sammen med jævnaldrende til daglig og de paralleller der drages til Dahlias psykiske problemer da Cecilia fortæller om sin usynlige ven, er et af de få nytilføjede elementer der fungerer. Bortset fra denne detalje, stråler en mistro til det amerikanske publikums evne til selvstændig tankegang ud af denne genindspilning, når manusforfatter Rafael Yglesias på mest patroniserende vis holder os i hånden gennem samtlige scener. Det originale oplægs grå mystik, der var delvist baseret på japanske spøgelseshistorier, og de åbne og udfordrende spørgsmål den stillede, er her forsvundet som mørkt dug for solen og erstattet med sort og hvidt.

Det lykkes dog de fleste skuespillere, især John C. Reilly i rollen som udlejeren, at hive en hæderlig præstation op af hatten, og dette hjælper på seværdigheden af denne noget udvandede og alt for udpenslede udgave af den ellers så subtile og effektive horrorhistorie.

VideoEt glimrende transfer i 2.35:1 anamorphic widescreen præger denne dvd. Kun enkelte tegn på snavs, samt en smule kompressions-fejl er at spore, men det er absolut i småtingsafdelingen. Billedet står roligt og skarpt, og en flot kontrast gør oplevelsen af filmens mange mørke scener ganske positiv.

AudioFilmens lyddesign kommer flot igennem på det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor. En effektiv men noget overfladisk brug af baghøjtalerne, understøtter ofte filmens klaustrofobiske stemning på glimrende vis. Det er dog ikke et særlig nuanceret billedede der tegnes, da filmens lyddesign ikke giver anledning til mange retningsbestemte effekter.

Lydsiden indeholder af uforklarlige årsager også et spansk 5.1 lydspor.

EkstramaterialeEn informativ “Making of” dokumentar indleder ekstramaterialet. Den er inddelt i kapitler der alle er tilgængelige fra menuen. Programmet viser klip fra optagelserne blandet med interviews med instruktør og skuespillere. Man får også et par kommentarer omkring valget af Roosevelt Islands betonjungle som filmens dystre location.

“The sound of terror” går bagom det glimrende lydarbejde på filmen. Der er gået meget arbejde i at undgå at få vand-lydene i filmen til at fremstå ensformige og det må siges at fungere efter hensigten.

“Extraordinary ensemble” tager udgangspunkt i det storslåede filmhold, der består af en del store stjerner. Walter Salles fortæller her at 50% af filmen ligger i et godt manuskript – at hvis det ikke fungerer er der stor fare for at filmen heller ikke fungerer. I og med manuskriptet er filmens største svaghed, har Salles måske uden at vide det her forklaret præcist hvorfor filmen ikke fungerer i samme grad som originalen. Dette program viser også et lille segment for hver af de medvirkende og i bedste skulderklappende stil tilføjes kommentarer fra kollegerne i hvert klip, hvilket er uinteressant at se på i længden.

“Analyzing Dark Water Scenes” går i detaljerne omkring nogle få scener i filmen, der igen bliver rost til skyerne af filmholdet.

Et par meget korte slettede scener afslutter ekstramaterialet.

En rimelig mængde ekstramateriale, der desværre ikke altsammen er lige interessant.