FilmenKatastrofefilmene havde deres storhedstid op gennem 70’erne med film som “The Poseidon Adventure”, “Earthquake” og “Towering Inferno”. Deres popularitet døde over det næste årti, men i midten af 90’erne begyndte genren endnu engang at genvinde sin popularitet, først med “Independence Day” og “Twister” og siden med en række film som “Volcano”, “Deep Impact” og “Godzilla”. Manden bag to af disse film, Roland Emmerich, er nu vendt tilbage med endnu en vellykket katastrofefilm i den ekstreme genre: “The Day After Tomorrow”.

Hvor Emmerichs tidligere katastrofefilm var ovre i det mere fantastiske med rumvæsner og monstre, er “The Day After Tomorrow” baseret på virkelige teorier omkring mulige klimaændringer i vores verden, omend de naturligvis er lidt overdrevne. I filmen bevirker drivhuseffekten at Jorden opvarmes og polerne smelter. Af denne grund bliver saltbalancen i verdenshavene bragt ud af balance, hvilket ødelægger de havstrømme der bringer varme op fra ækvator til den nordlige halvkugle… og verden står nu pludselig overfor en ny istid. Filmen er skam ekstrem og spektakulær, men rammer alligevel tættere på vores hjerter end rumvæsner og monstre. Man sidder med følelsen af, at det her faktisk kunne ske når som helst.

I forbindelse med katastrofefilm nytter det ikke meget at tale om plot og historie. Der er en vis formel der skal følges i film af denne genre og “The Day After Tomorrow” er ingen undtagelse. Emmerich følger formlen til punkt og prikke: I filmens første akt er katastrofen under opsejling. I anden akt indtræffer katastrofen og i sidste akt kæmper filmens hovedpersoner imod den enorme overmagt. Formlen anvendte Emmerich tidligere med stor succes i “Independence Day” og han gør altså brug af den nok engang. Derfor lugter “The Day After Tomorrow” også temmelig meget af genbrug.

Emmerich slår med denne film fast, at han er en mester til at bygge en stemning op. Ligesom “Independence Day” fungerer “The Day After Tomorrow” helt klart bedst i filmens første akt, hvor katastrofen lurer lige om hjørnet. Som publikum sidder man og venter i åndeløs spænding på den katastrofe man bare ved indtræffer når som helst… og det gør det meget mere tilfredsstillende når det endeligt sker.

Filmens force er altså ikke dens plot. Hvad der er meget mere interessant er, at overvære hvordan de forskellige karakterer reagerer på katastrofen der folder sig ud foran næsen på dem. Manuskriptet kommer desværre lidt til kort på dette område, men heldigvis er der nogle dygtige skuespillere der kan hive niveauet op.

Netop som “Independence Day” er “The Day After Tomorrow” en ensemble-film, om end i noget ringere grad. Filmen har et lidt smallere blik på verden end Emmerichs første katastrofefilm. Der er færre karakterer og dermed også færre skæbner der bindes sammen under katastrofen. Filmens primære hovedpersoner er palæoklimatologen Jack Hall og hans søn Sam Hall. De spilles af Dennis Quaid og Jake Gyllenhaal, som begge spiller begge godt og på trods af, at de i starten af filmen bliver skilt fra hinanden, er det deres forhold som giver filmen sit hjerte. Man ønsker brændende at se dem genforenet og det skyldes deres velfungerende kemi på skærmen i de forholdsvis få scener de har sammen.

Udover disse to er filmen spækket med andre gode præstationer. Man kan fremhæve den fantastiske Ian Holm der spiller Jacks sympatiske kollega Terry Rapson, Emmy Rossum der spiller Sams veninde Laura og Glenn Plummer der spiller bumsen Luther, der uforvarende fanges i kaoset. Dette er kun få af de mange skuespillere der er med i filmen. Generelt er niveauet højt og alle formår at leve sig godt ind i rollerne som katastrofe-ofre.

Filmen er spækket med CGI der oftest er rigtig flot og velfungerende. Fra de enorme tornadoer der hærger Los Angeles til flodbølgen der skyller ind over New York, som efterfølgende fryser til og skaber et øde islandskab. Generelt har filmens skabere formået at lave effekter som er så tæt på foto-realisme som muligt. Kun få steder lægger man mærke til, at der er tale om special effects: I nogle scener er det tydeligt at der er brugt bluescreen og det ulvekobbel der jagter heltene virker falske og urealistiske. Når man tænker på de er CGI er de utroligt flot lavet… men det nytter ikke noget når man som seer ikke kan ryste fornemmelsen af CGI af sig. Så falder de i stedet igennem.

Et af filmens absolut svageste punkter er det utroligt snævre syn der er på verden. En klimaforandring af denne grad er en katastrofe som har betydning for hele verden… men filmen fokuserer udelukkende på USA. Kun få afstikkere til fx. Tokyo og Skotland og enkelte replikker der bl.a. nævner Australien, bevidner om at det rent faktisk foregår i hele verden. Man kan argumentere for, at det er en amerikansk film, hvorfor den naturligvis fokuserer på USA, men det ændrer ikke ved den indelukkede fornemmelse man får når man ser filmen – specielt hvis man ikke er amerikaner. Et andet svagt punkt er filmens slutning. At filmen har et budskab er der næppe nogen tvivl om: Hvis ikke vi gør noget ved drivhuseffekten, kan det gå galt som det gør i denne film. Desværre ser filmskaberne sig nødsaget til at banke os oven i hovedet med budskabet i præsidentens afsluttende tale. Det er meget uheldigt at filmen til sidst taler ned til sit publikum på den måde. Vi kan altså godt tænke selv, tak!

Når alt kommer til alt så er “The Day After Tomorrow” langt fra en perfekt film. Den er skåret over en formel vi i forvejen kender alt for godt og er ydermere lidt for snæversynet i sit verdensbillede. Til gengæld er skuespillet velfungerende og der er masser af ekstreme og spektakulære katastrofescener der uden tvivl vil generere gåsehud hos de fleste.

VideoPå billedsiden forkæles vi med et Anamorphic Widescreen transfer i 2.35:1 Aspect Ratio. Det er et smukt transfer der i næsten alle henseender er i top. Ødelæggelserne på skærmen gengives med god skarphed og detaljegrad. Farverne er velbalancerede og både mørk, såvel som det hvide sne står flot på skærmen. Edge-enhancement er næsten ikke til stede i filmen og de eneste problemer er meget let grynethed visse steder i filmen.

AudioHer serveres engelsk lydspor i både Dolby Digital 5.1 og DTS. Derudover er der et Dolby Digital 5.1 lydspor på ungarsk. En katastrofefilm lægger om noget op til en svulstig lydside og her skuffer lydsiden ikke. Der er masser af gang i både subwoofer og surround-højtalerne. Separationen er velfungerende og lydsporet gengiver de enorme storme, is der knækker og Harald Klosers energiske soundtrack til perfektion. Dialogen er ren og tydelig uden at drukne i effekterne.

EkstramaterialeEkstramaterialet er fordelt over begge disks i udgivelsen.

På disk nr. 1 finder vi først og fremmest to kommentarspor. Det første er med Roland Emmerich og producer Mark Gordon. Det er et udmærket lydspor som primært handler om historien og plottet. Emmerich har en tyk tysk accent som man lige skal vænne sig til, og Mark Gorden er lige lidt for pjattet til min smag. Det andet kommentarspor er med manuskript medforfatter Jeffrey Nachmanoff, cinematographer Ueli Steiger, editor David Brenner og production designer Barry Chusid. Også dette lydspor er ganske interessant og handler primært om teknikken bag filmen. Lidt mere tørt end det første kommentarspor.

Derudover finder vi en “inside look” featurette til filmen “Alien vs. Predator”.

Disk nr. 2 indeholder først og fremmest 10 slettede scener fra “The Day After Tomorrow”. Scenerne består af små karaktermomenter til de primære karakterer, små scener med sekundære karakterer og et par alternative takes.

Dernæst er der “The Science of Tomorrow” der indeholder et spændende 60 minutters program ved navn “The Force of Destiny: The Science and Politics of Climate Change”. Den første halvdel af programmet omhandler de teorier der ligger bag filmen og dens plot. Den anden halvdel handler om hvad der rent politisk skal til for at forhindre et klimaskift som det man ser i filmen.

I “Inside The Day After Tomorrow” er der tre punkter: “Pre-production”, “Production” og “Post-production”.

“Pre-production” indeholder nogle “pre-viz” film, storyboard og koncept gallerier samt en optagelse fra et “pre-production-meeting”. Knap så interessant.

“Production” indeholder programmet “Eye of the Storm: Filming The Day After Tomorrow”. Programmet er rigtig spændende og varer ca. 70 minutter. Det dækker hele produktionen af filmen og man ser bag kameraet optagelser til mange af scenerne i filmen, krydret med interviews fra cast og crew.

“Post production” indeholder først og fremmest et 30 minutters program ved navn “Pushing The Envelope: Visual Effects” der selvfølgelig handler om filmens effekter. Dernæst er der nogle bag kameraet optagelser fra indspilningen af filmens soundtrack og et “audio-mix”, hvor man selv kan prøve kræfter med at mikse lydeffekter til en scene i filmen.

Endeligt er der “Global Watch” hvor man kan læse mere om de vejr fænomener der er rundt omkring i verdenen, samt “City Freeze”, hvor man kan se hvordan forskellige byer rundt omkring i verdenen ville se ud hvis de var dækket af sne og is.

Naturen går amok i Roland Emmerichs “The Day After Tomorrow”, der ikke scorer point på originalitet men derimod disker op med en sand tornado af storslået destruktion. Effekterne er det primære trækplaster her, og ser man bort fra, at katastrofefilm i deres nuværende inkarnation har haft deres storhedstid, er det stadig underholdende – og endda en smule nostalgisk – at stige ombord på Emmerichs hidtil bedste film.

Ser man tilbage på de godt og vel syv film som Roland Emmrich har instrueret i Hollywood igennem de sidste fjorten år, har de allesammen været præget af store og groft karikerede persongallerier, tåbelig dialog, kvalmende sentimentalisme og ikke mindst en mærkværdig insisteren på meget explicit, at hylde traditionelle amerikanske idealer. Hvis man imidlertid vender hans film 180 grader kan de også betragtes som vitterligt storslået popcornsunderholdning, der er befriende lettilgængelig og som hos de fleste biografgængere repræsenterer en syndig fornøjelse samt et imponerende teknisk skue, der vidner om Emmerichs forståelse for den genre, han nu engang har valgt at arbejde med.

Ovenstående elementer indgår i en forbløffende vandtæt formel for kommerciel succes, som den tyske instruktør løbende har skruet på og optimeret siden han kom til USA i midten af 80’erne. Det burde derfor heller ikke komme som nogen overraskelse, at fundamentet i ”The Day After Tomorrow” virker mere end velkendt og stadig svælger både i patriotisme og melodramatisk kitsch. Når der så kan være tale om, at det her er Emmerichs mest solide film til dato skyldes det med andre ord ikke, at han fuldstændigt har skiftet stil men snarere, at de forskellige negative aspekter af hans instruktion denne gang er tonet ned i forhold til tidligere. Historien er interessant og der er generelt en mere voksen tone i filmen, hvilket eliminerer de værste tilfælde af plat humor, plat karakterudvikling og platte referencer til andre film.

Karaktererne er en tand eller to mere nuancerede, og selvom at instruktøren stadig er fuldstændig ude af stand til at skildre troværdige forhold mellem både voksne og unge mennesker, hjælpes han denne gang godt på vej af specielt Ian Holm og Jake Gyllenhaal. Dennis Quaids Jack Hall er mere generisk, og hvad gælder resten af det typisk multietniske ensemble, har man ved flere roller valgt at caste helt ned på tv-serie niveau. Emmerichs forkærlighed for at hylde alverdens bebrillede nørder, og ikke mindst give dem chancen for at hævde sig selv overfor et samfund der ser ned på deres livsstil, betyder at vi også i ”Day After Tomorrow” er tvangsindlagt til lange sekvenser med lamslået stirren på diverse måleredskaber og mængder af videnskabeligt øregas.

Om “The Day After Tomorrow” vinder en Oscar for bedste effekter – ligesom “Independence Day” gjorde det i 1997 – er, med den for tiden meget hårde konkurrence på området, tvivlsomt. Ikke desto mindre er de digitale effekter af meget høj kaliber, og sammenligner man f.eks. filmens flødbølger med den efterhånden seks år gamle “Deep Impact” er det tydeligt, hvor meget teknologien bag denne form for syntetisk vand-animation har udviklet sig. Det samme gælder lyddesignet, der er spækket med afgrundsdyb bas og tilstrækkelig med susen i højtalerne til at man griber efter kasketten. Vi har før oplevet hvordan sommer-blockbustere ikke lever op til den tekniske standard som forventes af film, der ikke har så meget at byde på rent indholdsmæssigt, men det er ikke tilfældet her.

Ser man bort fra et par af de mere anstrengte subplots er “The Day After Tomorrow” faktisk også en ganske velfortalt film. Særligt scenerne med den lille gruppe engelske forskere, som sner inde i en afsidesliggende målestation skiller sig positivt ud. De er velspillede, vedkommende og giver os en fin mulighed for at leve os ind i en film, der ellers er lagt ud på action. At handlingen er en fusion mellem menneskeligt drama og overlevelse-eventyr kommer tydeligst til udtryk i klimatologen Jack Halls (fysiske som metaforiske) rejse over Manhattens isstepper i forsøget på at redde og forsone sig med sin søn. Det handler om forandringer både i naturen og i de mennesker der oplever ødelæggelserne, og naturligvis er der flere af hovedpersonerne som på tyk Hollywood-manér må betale den ultimative pris for deres heltemod.

Måden instruktøren benytter de forskellige medier til at formidle sin historie på fortjener også et par ord med på vejen, idet den ikke alene intensiverer vores oplevelse af ødelæggelserne, men også giver filmen et stort stænk af autencitisme. Som indbyggere i et samfund med avanceret massekommunikation er vi vante til at se katastrofer transmitteret direkte i tv, og det er denne rå og til tider kaotiske “reportage-stil” som gør sig så godt i Emmerichs film. Billederne fra terrorangrebene d. 11 september ligger uvilkårligt i baghovedet.