Svagt lys for enden af tunnelenGad vide, om alle Hollywoods kreative kræfter samledes til et stormøde, netop som 90’erne var blevet skudt i gang. I så fald havde dagsordenens vigtigste punkt uden tvivl været ‘kommende katastrofefilm’. Og man kan snildt forestille sig en langvarig, kollektiv brainstorm, som i sidste ende affødte den gevaldige mængde enorme film i genren, som det forrige årtusinds sidste årti bød på, men som kun få i dette årtusinde erindrer. Publikum blev bombarderet med frygtindgydende billeder af destruktive asteroider, vulkaner, jordskælv, skypumper og oversvømmelser. Rob Cohens film om en tunnelulykke i New York, “Daylight”, så dagens lys i 1996, men kun få gad se filmen, der formentlig ikke huskes i dag af andre end dedikerede fans af hovedrolleindehaver Sylvester Stallone.

Stallone spiller den forhenværende redningsarbejder Kit Latura, som heldigvis befinder sig lige i nærheden, da en eksplosion i tunnelen mellem New York og New Jersey får indgangene til at kollapse. Så nu er det op til den heroiske Latura at trænge ind i ruinerne og hjælpe en gruppe stereotype overlevende ud, inden tunnelen falder fuldstændig sammen, eller det indtrængende vand får dem til at drukne. Ligesom alle genrens andre helte og heltinder har Latura indre dæmoner, som han håber at kunne aflive med sine heltegerninger.

I en film som “Daylight” er det allervigtigste formentlig karaktererne. Vi har egentlig allerede set filmens historie i alle mulige forskellige afskygninger i talrige andre film, så vi ved allerede, at ikke alle vil overleve katastrofen, at den desillusionerede helt vil opnå syndsforladelse, at hver eneste overkommet hindring vil blive afløst af en anden osv. Kort sagt: Der er ingen seriøse overraskelser, så det er op til karaktererne og skuespillerne, der spiller dem, at distrahere os fra manuskriptets mange banaliteter og sikre publikums interesse og sympati. Det gør de desværre imidlertid sjældent.

Det er meget sjovt at se Stallone spille en mere menneskelig og ufuldkommen herre, og den charmerende skuespillers karisma er hovedårsagen til, at “Daylight” sjældent keder, selvom den aldrig virkelig overrasker. Resten af ensemblet er uheldigvis en blandet godtepose. Talentfulde skuespillere som Viggo Mortensen og Amy Brenneman er blevet skænket roller, der på ingen måder giver dem spillerum til at demonstrere deres talenter. Og resten af skuespillerne er omtrent lige så uinteressante og uduelige som figurerne og Randy Edelmans monotone musik.

Men på mirakuløs vis hænger man som seer alligevel på hele vejen igennem. Uanset hvad man end synes om instruktør Rob Cohens film, kan man ikke ligefrem hævde, at manden ikke ved, hvordan en ordentlig actionsekvens bør iscenesættes. Udover en veloplagt Stallone er det scener som persongalleriets flugt fra tunnelen og Stallones kamp mod tiden og adskillige store vifter, der gør “Daylight” til mildt fornøjeligt, om end stærkt forglemmeligt, tidsspilde.

VideoMan skulle ikke umiddelbart tro, at “Daylight” kostede 80 millioner dollars at producere tilbage i 1996, når man ser filmen på HD-DVD. Transferet er nogenlunde, men mange ældre film ser pudsigt nok langt bedre ud i High Definition. Billedet er heldigvis skarpt hele vejen igennem, og mængden af støj er sjældent markant. Enkelte mørke scener i tunnelen byder dog på anseelig portion grums og gryn, der til tider grænser sig til det distraherende. Edge-enhancement optræder, men heldigvis forholdsvis sjældent. Kontrasten er generelt god, og farvegengivelsen imponerer virkelig – alt fra de blændende, røde eksplosioner til de enkelte skuespilleres hudfarver bliver godt gengivet.

AudioLigesom udgivelsens transfer er det engelske Dolby Digital Plus 5.1 mix godt, men langtfra overvældende. Filmen er mixet meget højt, så det er en god idé at skrue en tand ned for anlægget, inden skiven smides i afspilleren. Dialogen er som regel tydelig, og brugen af subwooferen er eksemplarisk. LFE-kanalen bidrager kun med noget, når det er passende. Især den ustabile tunnels konstante knirken og rumlen lyder godt. Men panoreringerne er sjældent troværdige og ofte er de endda irriterende, fordi de er så markante og højlydte. Til tider synes baghøjtalerne også at komme i aktion, selvom der ikke er belæg for det. Men flere af filmens sidste scener og især Stallones førnævnte forsøg på at trænge igennem flere enorme vifter lyder eminent.

EkstramaterialeInstruktør Rob Cohen har indtalt et ganske interessant, men lettere tørt kommentarspor. Den forfriskende selvironiske Cohen har en masse på hjerte, og han kan bl.a. berette, at filmen faktisk er inspireret af en virkelig hændelse i 40’ernes New York, og at 90 % af filmen blev skudt i Rom. Cohen var også engang fanget i et hotel, der var brudt i brand, og han blev reddet cirka 20 sekunder før, hans værelse eksploderede – en oplevelse, som inspirerede ham til at lave filmen. Til tider tager Cohen sig selv i at gentage det, der foregår i selve filmen, men det sker heldigvis forholdsvis sjældent.

Mindre interessante er filmens to ordinære trailere, en gakket musikvideo og en 8 minutter lang featurette, der blev produceret samtidig med filmen, og som er spækket med ligegyldige, overfladiske interviews. Dokumentaren “The Making of Daylight” (33 min.) er heller ikke meget bedre. Meget af det, dokumentaren fortæller, har man allerede hørt Cohen diskutere på kommentarsporet. Det bliver også en kende monotont og kedeligt at høre filmens bagmænd og ensemble lovprise filmen, som var den en uforglemmelig Oscar-basker. Javist, der leveres et par interessante anekdoter, men denne dokumentar er udelukkende tiltænkt dem, der allerede mener, at “Daylight” er en moderne klassiker.

Ligesom Universals andre HD-DVD udgivelser giver også denne køberen mulighed for at bogmærke ens favoritscener.