De satans chefer 2
Udgivet 23. dec 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Kig lige på dine venner. Er det lille stik i nakken, du føler, al deres coolness og trofasthed, der er ved sprænge din højre hjernehalvdel af bar lykke? Eller er det skuffelsen over, at årene ikke har givet jer meget mere end rynker ved øjnene og et mavesår over det uløste tovtrækkeri om matadorsejren i 98? Er svaret det sidste, kunne det være en idé at tage vennerne med ind og se den nogenlunde sjove “De satans chefer 2”. Det kunne være meget værre.
For at de her film skal kunne fungere, må alle nemlig tilsidesætte enhver fornuftig tanke. Ellers var præmissen simpelthen død første gang, at idiot nr. 1, den ubekymret ubetænksomme, (og derfor lidt charmerende), sagde ”vi slår vores chefer ihjel” i den første film. Så var idiot nr. 2, den klogeste og melankolske (og derfor lidt charmerende), bakket ud lang tid før den hysterisk råbende, men gode nok på bunden (…charmerende) nr. 3 fik presset dem alle ud i det.
Som er den let snakkende, nogle vil sige forpustede, moderne version af screwball, hvor man ikke afbryder hinanden med kvikke bemærkninger, men taler i munden på og råber lidt højere end de andre. Charlie Day og Jason Sudeikis trækker pointer og pinligheder langt forbi deres udløbsminut, og lader Jason Batemans stenansigt udstampe et ”Really guys?”. Det er effektivt og varieres tilpas med Jamie Foxx’ talblinde gangster og Jennifer Anistons sexgale tandlæge.
“De satans chefer 2”, der i øvrigt må kandidere til årets mest uinspirerede titel, løser sine handlingsknuder i en nogenlunde tilfredsstillende slutning, hvor et smart kupforsøg blandes med en ret morsom ‘omvendt’ biljagt. Komikerne kører på frihjul, de sædvanlige accenter og parodier er sikre, men hyggen på settet har taget overhånd. Der er ikke nok på spil i en film om tre mænd, der sætter alt på spil. Men en Hollywood-lektie at lære: Kig på dine venner. Hvis du synes, det går meget godt, så er du sikkert ikke den kloge.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet