Et (fip)skægt bekendtskab

En for alle og alle for en! Ja, “De tre musketerer” er tilbage på det store lærred for hvem ved hvilken gang, og denne gang selvfølgelig serveret i 3-D og med et utal af yderst upassende actionsekvenser og gadget-påhit fortællingens historiske ramme taget i betragtning. Så mange, at det er svært at tage filmen rigtigt seriøst. Men det er vist heller ikke meningen.

I instruktørstolen finder vi Paul W. S. Anderson, hvis største “bedrifter” tæller filmatiseringer af computerspil som “Mortal Kombat” og “Resident Evil” samt “Alien vs. Predator” og genindspilningen af “Death Race”. Altså hårdtpumpet, effektiv adrenalinaction uden den helt store eftertænksomhed. Derfor synes Anderson et noget overraskende valg til instruktørtjansen af Alexandre Dumas’ drengebogsklassiker fra 1844. Men på den anden side kan resultatet kun blive alt andet end klassisk.

Det er jo ikke ligefrem, fordi verden har gået og sukket efter endnu en filmatisering af “De tre musketerer”. Hele vejen op igennem filmhistorien er publikum med jævne mellemrum blevet præsenteret for eventyret om den unge, naive D’Artagnans møde med de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis og de fires heltmodige kamp i kongens navn i 1600-tallets Frankrig. Det kan godt være, at min hukommelse svigter mig med sepia-tonet nostalgislør, men jeg mindes faktisk 1993-versionen med Charlie Sheen, Chris O’Donnell og den hyggelige Oliver Platt med en vis fryd, mens Richard Lesters film fra 1973 med Michael York og Raquel Welsh af mange regnes for den bedste og mest tro filmatisering.

Skabelonen er (med nød og næppe) da også på plads hos Anderson: Den fattige og fægtelystne D’Artagnan (Logan Lerman) drager mod Paris for at søge lykken. Her møder han de tre berømte musketerer, og de gør fælles front. Inden for kongeslottets mure smedes imidlertid rænker. Den magtsyge Kardinal Richelieu (Christoph Waltz) og den intrigante Milady de Winter (instruktør Andersons kone Milla Jovovich) sår splid mellem England og Frankrig. Kong Louis, ung og uerfaren, skal gøres jaloux – dette ved at få ham til at tro, at hans Dronning Anne har foræret et meget kostbart smykke til den engelske Hertug af Buckingham (Orlando Bloom) – charmør og flødebolle af første klasse. Kun de tre musketerer og deres nye protege kan redde Frankrig.

Andersons mere humoristiske livtag med “De tre musketer” skylder mangt og meget til “Pirates of the Caribbean”-franchisen. Den lette, morsomme tone går umiskendeligt igen i musketer-universet, og den mildest talt hovedløse omgang med historisk akkuratesse udi for eksempel våbenmageri og dets lige er mest af alt grinagtig. Således spiller indtil flere ballonluftskibe – behørigt armeret med flammekastere, en vigtig rolle i fortællingen. Det kan godt være, at det er mange år siden, jeg har læst Dumas’ klassiker, men jeg mindes altså ingen flammekasterkampe mellem luftskibe over Paris. Overhovedet. Og dér, hvor Milady de Winter rappeller ned ad slotsfacaden iført korset, ringer heller ingen klokker. Underholdende på sin helt egen, totalt over-the-top-facon, det er det nu. Men det er sgu’ ikke god filmlatin.