Den anden søster

InstruktionJustin Chadwick

MedvirkendeNatalie Portman, Eric Bana, Scarlett Johansson, Kristin Scott Thomas, Christopher Fosh, Juno Temple, Eddie Redmayne, Jade Ramsey, Nikita Ramsey, Jim Sturgess, Benedict Cumberbatch, Alfie Allen, Ana Torrent, Oliver Coleman, Mark Rylance, Tiffany Freisberg

Længde115 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen22/08/2008


Anmeldelse

Den anden søster

3 6
Brutal søskendejalousi

Ved første øjekast ligner “Den anden søster” et typisk romantisk drama med lidt erotisk ladning for at krydre fortællingen, men historien er dog mere kompliceret end som så. Romantik er der ganske vist, men filmen er også en anderledes kontant og barsk fortælling om magtspil og gensidig udnyttelse i de højeste kredse.

I 1500-tallets England står krisen for døren i kongedømmet. I frustration over dronningens manglende evne til at levere en mandlig tronarving er kongen, Henrik den 8., holdt op med at ligge med sin kone. Da rygtet når Sir Thomas Boleyns ører, udtænker han straks en plan, der skal bringe hans familie tættere på magtens korridorer: Som en anden alfons vil han vække kongens interesse i hans datter Anne for derved at gøre hende til kongens elskerinde. Plottet får imidlertid er overraskende drejning, da kongen i stedet kaster sin kærlighed på hendes søster Mary, der ellers er nygift.

Når man er konge, lader man imidlertid ikke den slags småtterier komme i vejen for en, og snart er hendes mand bestukket med en højere stilling for at se den anden vej, mens kongen ondulerer hans kone. Den bly Mary er indledningsvist imod forbindelsen, men forelsker sig ikke desto mindre til op over begge ører i kongen, og snart bliver hun gravid med hans barn. Graviditeten bliver imidlertid problematisk, og tvinger Mary til at forblive sengeliggende, mens kongen må søge sin libido tilfredsstillet andetsteds. Dette giver den forsmåede Anne den chance, som hun har ventet på.

“Den anden søster” er en filmatisering af Philippa Gregorys roman, der er den første i en serie. Fortællingen tager sig nogle betydelige friheder med de historiske facts og er blevet gendigtet som en art feministisk beretning. Her er kvinderne ofre for de magtliderlige mænds vilje, omend Anne får en forståelse for spillets regler og selv erhverver sig nogle store ambitioner undervejs. Som en typisk periodefilm er den en fremvisning af smukke landskaber, idylliske herregårde og kjoler med store korsetter. Mere usædvanligt er det, at skalaen er forholdsvis lille, og vi ser sjældent særlig stort anlagte scener. Ofte ligner den de historiske engelske tv-dramaer til forveksling.

Filmens største styrke er skuespillet – i særdeleshed Natalie Portman og Scarlett Johanssons roller som henholdsvis Anne og Mary. Det er dog primært Portman, der for alvor får lov til at dupere, og hendes håndtering af Annes følelsesmæssige rejse er blændende. Alligevel fungerer historien ikke rigtigt, og trods skuespillet efterlades man overraskende kold af de grumme begivenheder. Problemet synes at være, at filmen i sin iver efter ikke at kede bliver så handlingskoncentreret, at den afrundede personkarakteristik lades i stikken. De fleste hovedpersoner er så overfladiske eller utiltalende, at det er meget vanskeligt at blive særlig involveret i deres kvaler. Ligeledes bruges der ikke den fornødne tid på at skabe et overbevisende søskendeforhold, så vores reaktion på deres indbyrdes stridigheder bliver ret beherskede.

Som kulørt historiefortælling med en snert feminisme er filmen relativt underholdende, og de to søskendes kamp er velspillet, men nogen visuel eller bevægende oplevelse er den ikke. Det er en fornøjelse at overvære Natalie Portmans imponerende spil, og det er opmuntrende, at et kostumedrama har andre ambitioner end de sædvanlige, men hvis man har større forventninger end disse, er det nok bedre at følge kongens eksempel og se til en anden side.


Trailer

Kort om filmen

Da rygterne begynder at svirre om, at Henrik d. 8. ikke længere går i seng med sin kone, som har været ude af stand til at føde en tronfølger, udtænker Sir Thomas Boleyn en plan, der skal bringe hans familie frem i de sociale rækker. Hans datter Anne skal forføre kongen og føde ham en søn. Men planen går imidlertid skævt, da kongen bliver betaget af den anden Boleyn datter, Annes yngre søster og bedste veninde, Mary.